Vendepunkter

Anne Marie Têtevide skildrer en række almindelige menneskers livsforløb og fortæller om, hvor grum skæbnen kan være.

Anne Marie Têtevide har skrevet en række meget fine fortællinger om almindelige menneskers skæbner i og udenfor Danmark. Tidsmæssigt strækker fortællingerne sig fra 1905 til vore dage, og den røde tråd er relationerne eller mangel på samme mellem mennesker, og ikke mindst- vendepunkter i tilværelsen. Flere af fortællingerne fortæller om, hvordan vi ser på os selv, og hvordan andre ser på os. Fortællingerne handler også om det, vi ved, der ikke nødvendigvis er det samme som det, vi tror, vi ved. Også begrebet ensomhed i flere af dens former bliver læseren konfronteret med.

Flere af fortællingerne er opbygget som kollektivfortællinger, hvor personerne på skift har ordet, og hvert afsnit starter med, at en person fortæller eller taler, og at en anden person derefter får ordet. Det fungerer fint, fordi læseren på den måde får at vide, hvordan den enkelte person opfatter sig selv, og hvordan andre opfatter personen. Det betyder også, at læseren får indblik i, hvor let der opstår misforståelser mellem mennesker, der står hinanden nær.

Jeg har en fornemmelse af, at Anne Marie Têtevide har kendt eller hørt om mange af de personer, hun skildrer. Et par af fortællingerne udspiller sig i Sønderjylland, hvor forfatteren selv er vokset op, og især i fortællingen ’Modstand’, der har kvinden Gertrud i centrum, spiller Sønderjylland og forholdet mellem dansk og tysk er stor rolle. Gertrud er fra en tysksindet dansk familie og bliver gift med en tysker i 1930-erne. Hun får en dreng og en pige, men forlader sin mand efter krigen og rejser til Danmark med børnene. Da Gertruds søn dør i en ulykke som ung, siger hun i sin fortvivlelse, at hun ville ønske, at det var pigen, der var død. Det er ganske hjerteskærende at læse, men desværre nok også tæt på, hvad nogle forældre føler i den situation.

Fortællingen ’Englene’, der har kvinden Lotte som omdrejningspunkt, er også en stærk og barsk fortælling om Lotte, der har haft polio og er halt. Hun kæmper sig gennem tilværelsens op- og nedture, men først og fremmest med forholdet til sin eneste datter og sit barnebarn. Jeg synes, at budskabet i ’Englene’, såvel som i flere af de andre fortællinger er: ”Hvis vi dog bare fik talt ud med vore nærmeste, mens tid var, så ville mange triste misforståelserne kunne undgås”.

I disse år udkommer der mange bøger indenfor genren exofiktion, hvor forfattere i romanform skriver om:virkelige menneskers liv og levned. De fleste handler om kendte og berømte personer, men Anne Marie Tëtevide tager fat på de anonyme.