Tretten uhørligheder

Når barnlig enfoldighed overtrumfer al fornuft og realitet, opstår små genialiteter. ”Tretten uhørligheder” er tretten tankestreger til eftertanke.

Kender du det der med, at der findes en bog, man bare har lyst til at citere fra ende til anden? Hvor man igen og igen støder på finurligheder – eller ”uhørligheder”, som der ifølge titlen opereres med her – og spøjse indfald, som rummer så meget mere, end ord kan give udtryk for. Hvis du som jeg sætter pris på overstående form for litteratur, skal du læse ’Tretten uhørligheder’ - og hvis ikke, skal du gøre det alligevel.

De 13 uhørligheder er primært med børn i hovedrollerne og som betragtere. Og det er jo en gammel sandhed efterhånden, at børn ofte ser alting meget mere klart og enkelt end os voksne, som (beklageligvis) lige så ofte mener at vide alting bedst. Som eksempel herpå kan tjene uhørligheden Intelligenstest, hvor en dreng gentagne gange testes, og resultaterne er mildest talt noget svingende. Den afgørende konklusion ender med at komme fra barnet selv – i sin mest simple form.

Der er flere eksempler i bogen på børn, der testes af velmenende (formoder jeg) voksne. Og lige så mange eksempler på at sådanne tests faktisk ikke giver nogen mening. Heri ligger en slet skjult samfundskommentar, som ikke blot handler om at lade vores arme unger være i fred med hver deres små kendetegn, som i voksen-verdenen vist nok kaldes ”handicaps”, men som også bliver en generel kommentar til ensretnings-tendensen.

I forlængelse af ovenstående kan man også med fordel hæfte sig ved ordet ”uhørlighed”, der formodentlig er en hybrid mellem ”uhørt” og ”uhyrlighed”. Og på den måde får man allerede i titlen en fornemmelse af, hvad der venter én mellem bogens sider.

Det er forlaget Autre, som kalder sig ”Forlaget for utilregnelig litteratur”, der står bag Henningsens uhørligheder. Så lad denne afsluttende appel være rettet til forlaget: Mere utilregnelig litteratur – tak!