Smukke tabere

En rablende tour de force gennem sextåger, kønssafter og overgreb - men også en transcenderende, smuk og pirrende indføring i de smukke taberes verden.

’Smukke tabere’ er en roman om grænseløs sex, slikkende munde, safter, der flyder fra alle kroppens huller, evig jagt på den endegyldigt tilfredsstillende orgasme, pædofili, overgreb, angreb, indianeres natursyn, kristne missionærers smadring af en oprindelig kultur, politisk protest mod den hvide mands fremmarch på bekostning af alt oprindeligt og et langt selvpineri.

Romanen følger et trekantsdrama mellem den forstoppede jeg-fortæller, hans kone Edith (der en af de sidste fuldblodsindianere i den uddøende stamme a…erne), og F, deres mentor og nemesis. Både Edith og jeg-fortælleren elsker og elsker med F i en sær sammenblanding af beundring og had mod det, han er, og det, han kan.

Det primære omdrejningspunkt er kærlighedsrelationen til Edith og skænderierne over hendes selvmord: Ægteparret bor i kælderen og er de eneste, der tager elevatoren ned. Edith er krøbet ind i elevatorskakten, klar til at blive mast af sin mands hjemvenden fra universitet, hvor han studerer a…ernes uddøen. En sær selvofring som protest mod den hvide mands slagtning af indianerstammer og deres kulturer. Men Edith lykkes kun delvist med sit forehavende; Et bud tager fejl af etagerne og maser hende i sin vildfarelse til kælderniveauet. Senere på aftenen begræder jeg-fortælleren og F Ediths død, mens de trøstespiser i BBQ-tildænget kylling leveret af selvsamme bud!

Det er tristesse og absurditet, blandet med livets grimhed og banalitet. Men det er også de smukkeste beskrivelser af indianernes forbundethed med naturen, ikke mindst gennem beskrivelserne af Den Hellige Irokeserjomfru Catherine Tekakwitha, der vandrer gennem træerne ved floden, og i sin birkebarkraket skal vise jeg-fortælleren, om stjernerne nu også er bitte små?

Catherine Tekakwitha er en helgen, men hun er også objektet for jeg-fortællerens erotiske fantasier, og Edith er tydeligvis en slags stedfortræder for denne uopnåelige. Så man forvirres, når jeg-fortælleren gennem en slags sexfantasi beskriver gruppevoldtægten af den 13-årige Edith - som han i øvrigt gifter sig med, da hun er 16. Ligesom man forvirres af Ediths sensuelle navle, hvori hun hælder olie, sæd, ris, mandetårer, spyt og regnvand som en slags grobund for en ny spiring af kærlighed; men også urin og afklippede negle.

Det depraverende og perverse er i Cohens tekst hele tiden lige op ad det smukke og ophøjede – Edith lader flere fremmede mænd græde ud i sin navle, fordi ”…han lignede en a…er”. Hun er som en slags urmoder for sit uddøende folk, og både F og jeg-fortælleren ophøjer hende, samtidig med at de begår overgreb på hende.

Overgrebet har på en måde ingen ende gennem romanen. Selv den ”Danske Vibrator” angriber Edith og F i deres utroskabsudførsel og driver Edith til ekstasens overdrev med sin vedvarende insisteren på at give hende den fuldendte orgasme, hvorefter den springer ud af vinduet og forsvinder!

Det er voldsomt og vulgært, men der er også sansende smukke sexscener i romanen. Som når F og Edith stikker deres våde fingre i hinandens ører, og F i ekstasen oplever Edith som et stort telefonrør, gennem hvilken han mærker hele universet. Man bliver som læser frygtelig bevidst om sine egne øreganges sensitivitet og oversethed. Det er en sært pirrende oplevelse, hvilket er forvirrende, når sexscenerne hele tiden blander sig med overgreb og grænseoverskridende adfærd.

’Smukke tabere’ afspejler dens tilblivelse: Leonard Cohen skrev sin roman fra 1966 i en rus af speed og solstik. I dokumentaren Marianne og Leonard: Words of Love Marianne & Leonard: Words of Love | Se online her | DRTV (der i øvrigt er en af de fineste beskrivelser af et umuligt kærlighedsforhold, jeg har set), beskrives Cohens proces som bevidst selvpineri på en tagterasse i bagende sol.

At læse ’Smukke tabere’ er også en form for selvpineri – men smuk og nærmest transcenderende selvpineri. I forordet af musikeren Katinka Bjerregaard opfordres man til at læne sig tilbage, nyde turen og læse med maven frem for hjernen. Det kan man lige så godt efterleve, for tænker man for meget over Cohens tekst, giver man nemt op. Hvis man derimod går til teksten som en form for sang, opstår musikken næsten af sig selv gennem sætningerne. Og selv med alle dens krummelurer og digressioner, er det en vidunderlig melodi om de smukkeste tabere.