Af litteraturhistoriker Marie Fredborg Jungersen
Den svenske forfatter og journalist Åke Edwardson (f. 1953) er nok mest kendt for sine prisbelønnede krimier om Erik Winter. Han har på den måde placeret sig indenfor den genre, som mest forbindes med svensk litteratur i disse år. Men Edwardson har også skrevet et par bøger i provinsroman-traditionen, bl.a. Gennemrejse fra 1999, som foregår i Edwardsons fødestavn Småland i en ubestemt periode fra 50’erne og til i dag.
Gentagelser
Gennemrejse er faktisk en samling af historier fra smålandsk landskab og befolkning. Historierne hænger ikke direkte sammen, men de væves alligevel sammen til ét billede af et sted og en stemning. Navne og billeder genbruges tilsyneladende tilfældigt, som om forfatteren har hældt et vist antal handlingskomponenter i en pose, og for hver historie har han rystet posen for at opnå nye kombinationer og mønstre.
I den første historie går jeg-personen, en dreng, op på en bakke og vender sig om for at kigge ned på sin far og bror, der sidder i en bil nedenfor. Dette billede kommer igen flere steder i andre historier, som om forfatteren vil understrege en betragtende distance til det, der sker. I samme historie drikker faderen spiritus i bilen, hvilket også går igen i mange historier som noget faretruende, der hænger i luften.
Personerne er ofte fåmælte og barske i tonen, hvad end det er unge skinheads på strandtur eller en familie, der er på vej på ferie. Handlingen udfolder sig mest på landevejen eller f.eks. på en campingplads udenfor sæsonen eller i en by, der står mennesketom pga. ferie.
Evig venten
En typisk historie handler om en far, der har forladt sin familie i en bil midt på en bro og simpelthen går sin vej, imens køen af dyttende biler vokser bagved den standsede bil. Et hjælpsomt menneske kører bilen over på den anden side af broen, hvor han parkerer den på en rasteplads, og familien sætter sig til at vente i noget, der kan blive en evighed. En af historiens eneste replikker er moderens tilbagevendende ”Bare han ikke tager livet af sig”, hvilket læseren aldrig finder ud af, om han gør, for tusmørket falder på over bilen, og historien slutter.
I en anden historie fortælles om en anden familie i en bil. Luften er fyldt med indestængt anklage, fordi faderen tilsyneladende engang har forladt familien, men det bliver aldrig bekræftet, at det er den samme familie. Således antydes der forbindelser mellem de fleste af bogens kapitler. Det som dog endeligt binder alle bogens historier sammen er en ordløs ensomhedsfølelse.
Den tipper nogle gange over i magtesløs vrede, som da en mand, der har transporteret en sårbar kransekage ad lange, hullede grusveje ud til en gård, til sidst sparker gårdejeren i hovedet, fordi han taber kagen på jorden. Personerne i historierne taler muligvis sammen, men de når ikke hinanden, og de bevæger sig hvileløst rundt i et landskab af marker, forladte byer og ensomt tudende tog.
I en af mine yndlingshistorier er et ægtepar fanget på en banegård i en evig vred venten på et forsinket tog. De bruger ventetiden på at drikke, småskændes og vandre ud på perronen for at se, hvor mange timer toget nu er forsinket. Det er et limbo mellem bevægelse og stilstand.
Hvide heste
Forbundet med denne ret trøstesløse tematik er dog også nogle håbefulde billeder. Den samme type fordrukne mænd, som brovtende jager piger i forstadens gader, samler også stilfærdigt deres alkoholiske fædre op fra fortovet for at køre dem hjem i deres nye biler, overbærende overfor opkast i bagagerummet.
Igen og igen møder disse samme mænd uopnåelige kvinder. Det gennemgående billede her er en lyshåret og en mørkhåret kvinde, hvor den mørkhårede er sympatisk og fåmælt. Kontakten mellem de to køn ender dog for det meste i uforstående blikke hvis ikke ligefrem vold, men i en enkelt historie opnås der et øjebliks kontakt i en robåd på en sø.
Og i en anden historie samler en ældre handelsrejsende en kvindelig blaffer op på motorvejen, og de glemmer for en tid alt omkring sig. Et genkommende billede, især når historiens hovedperson er en dreng, er den hvide hest, som løber væk bag et buskads, og som drengen bliver ved med at kigge efter og tænke på, som om den repræsenterede et håb eller en drøm om noget frit og stærkt.
Efterladt
Lige præcis billedet med hesten og friheden til at rejse passer godt med Smålands historie. I slutningen af 1800-tallet var Småland særligt ramt af fattigdom og området blev næsten affolket, efterhånden som folk rejste til Amerika for at søge frihed og lykke.
Denne menneskeforladte stemning giver genlyd i Gennemrejse' s historier. I øde landskaber, der paradoksalt nok minder om den amerikanske prærie og synes at svæve i samme lovløshed, sidder mænd og drenge i biler og hører Elvis Presley, imens de drømmer om noget bedre. De fleste historier finder som sagt sted i biler, på banegårde og på campingpladser.
Det giver en fornemmelse af konstant opbrud og bevægelse. Bogens titel Gennemrejse hentyder både til Smålands beliggenhed som et gennemfartssted imellem øst- og vestkyst og til personernes rastløse bevægelse rundt i landskabet. Bemærkelsesværdigt er det dog, at ingen af personerne egentlig opnår at rejse væk. De sidder fast på banegårde, opgiver deres sommerferie for at arbejde videre det samme sted og cirkulerer formålsløst rundt i forstæderne.
Den svenske provinsroman har f.eks. i 70’erne været middel til at skildre det indre menneske. Gennemrejse bruger helt sikkert også genren til at beskrive det indre liv hos indbyggerne i den svenske provins. Det er mennesker, som er efterladt i slipstrømmen på deres bortvandrende og gennemrejsende landsmænd, desillusionerede og med en trang til at følge efter, men alligevel strandede og mærkeligt bundede til det lokale.
De lever i en paradoksal blanding af lokal ”nærhed” og uoverstigelig mistro og distance til hinanden. En beskrivelse, som sandsynligvis ikke kun passer på Småland og dets beboere, men som skildrer mange andre af den vestlige verdens provinshuller og deres indbyggere.
Kommentarer