Peters kærlighed

Den selvstændige fortsættelse af 'Haabet' er en helt igennem vellykket roman om Peter Von Scholten, den legendariske generalguvernør  på De Vestindiske Øer. 

”De handlinger vi huskes for, vil blive bedømt af en ny tids øjne. En dag vil mænd, der aldrig har kendt dig, skrive bøger om Peter von Scholten.” Sådan skriver Maria Eide i et brev til Peter von Scholten i 1852. En brevveksling mellem Maria Eide og Peter von Scholten danner grundstammen i romanen, som derudover krydsklipper mellem Peter von Scholtens private dagbog, Anna Heegaards dagbog, mere eller mindre officielle breve og depecher, uddrag af Mikkel Eides bog 'Vestindiske røster' m.m. Meget er fiktion, men der også benyttet historiske dokumenter. Tiden er fra 1804, hvor Peter von Scholten for første gang besøgte Charlotte Amalie på Sankt Croix og frem til 1854, hvor Peter von Scholten døde som en gammel og nedbrudt mand i Altona.

Historikerne har altid undret sig over, hvordan Peter von Scholten i løbet af tolv år kunne avancere fra vejermester til fungerende generalguvernør over De Vestindiske Øer. Mich Vraa benytter sig af sin digteriske frihed til at komme med et bud. Det er et historisk faktum, at Peter von Scholten i 1814 tilbragte seks kolde dage og nætter på Sprogø sammen med Frederik VI og seks andre personer. Mich Vraas ide er, at majestæten indgik en aftale med Peter von Scholten om, at han ville få embedet på De Vestindiske Øer mod at betale nogle af sine – store – fortjenester til kongens elskerinde og deres fælles børn. En anden ting, som historikerne har været i tvivl om, er, hvor meget Peter von Scholten var under indflydelse af sin elskerinde, Anna Heegaard, da han i 1848 udtalte de berømte ord, der gjorde en ende på slaveriet i Dansk Vestindien : "Now you are free". Også her har forfatteren sit bud.

Peter von Scholten står i centrum af romanen, men også hans forhold til sin danske kone, Lise, som vendte tilbage til Danmark efter et kort ophold på øerne, samt forholdet til Anna Heegaard, står stærkt i romanen. Men der er endnu flere i romanens persongalleri. Heriblandt humanisten Mikkel Eide, som ankommer til De Vestindiske øer for at skrive en kritisk bog om de danske slaveejere. I bogen 'Vestindiske røster' præsenterer han os for en lang række skæbner - både slaver og deres ejere -  og det er ikke rar læsning. Ironisk nok sabler anmeldelsen i Kjøbenhavnerposten bogen ned som helt utroværdig.

Min begejstring for Haabet var stor, og 'Peters kærlighed' har også imponeret mig. Mich Vraas form og spring i tiden medvirker, at begivenhederne udfoldes på flere måder, og jeg ser frem til et tredje bind i serien, som skulle udkomme i 2018. 'Peters kærlighed' bliver betegnet som en selvstændig fortsættelse til 'Haabet', men  man får mest udbytte af at læse 'Haabet' først, og hvorfor dog snyde sig selv for den store læseoplevelse?