Den vestindiske arv

En spændende fortælling fra Dansk Vestindien, hvor et ungt par må indse, at de er slaveejere med alt, hvad det indebærer.

Forfatteren er producent af dokumentarfilm om dansk historie. Her har han givet sig i kast med dansk kolonihistorie og på basis af en solid research fortalt en historie om et ungt dansk pars liv og skæbne i Dansk Vestindien, nærmere betegnet på tropeøen Skt. Jan.

Parret, Anna og Thomas, og deres tre børn kommer til en smuk ø, hvor der er mange muligheder og mange ressourcer. Men de er på en måde rejst tilbage i historien, de er nu blevet slaveejere og forsøger at bedre forholdene på deres egen plantage.
De prøver naivt at komme tæt på den farvede befolkning og at lære menneskene at kende. Thomas prøver at benytte de forretningsmetoder, som han kender og er god til: at være reel og ærlig. De rette opgaver til de bedst kvalificerede. Kommer han igennem med det? Næh.

Anne er ligeledes naiv, er kultur og lærdom ikke nødvendigt for alle mennesker, uden skelnen? Næh.

Er det på samme vis ikke nødvendigt for alle at have ordentligt tøj og få nok mad? Næh.
Da deres initiativerrygtes, vækker det stor forargelse blandt andre hvide, og de isoleres.  Tanten hader dem og vil ikke rokke sig fra hovedhuset, selvom det er anført i testamentet, at hun skal have sit eget hus. De fleste af de gamle plantageejere klamrer sig til forholdene fra slaveperiodens velmagtsdage. De klamrer sig til deres magt.
Langsomt ændres tingene dog, og det går mod lysere tider. Fx lykkes det trods alt for Anna at oprette en skole for slavebørnene.

Skildringen er enkelt og jævnt fremadskridende, lidt gammeldags, men ikke at forglemme: engageret fortalt.

Men den er også fyldt med viden, man føler faktisk at have lært en hel del om en -for mange danskere- lidt fjernere del af dansk historie. Det er jo ikke så forfærdelig længe siden, historien starter i 1827.

Her kommer en sammenligning der skal opfattes positivt.: jeg kommer til at tænke på Morten Korch: her er empati, her er et ukompliceret fortællesprog, her er den gode herremand, der kæmper for hovbøndernes (slavernes) vilkår.

Dokumentargenren kan sagtens bruges i skønlitteratur.