Andrássy utca, hedder den længste og meget smukke Boulevard i Budapest. Det var i februar. Jeg var sammen med min nye bekendte fra London, russiskfødte Larissa, på vandring for at opleve den fuldendte arkitektur rundt i byen, men blev fanget af at se så mange små bogforretninger, side om side, over alt. Med Ungarske og udenlandske udgivelser.
Jeg anser mig selv som den lykkelige ejer af den græske digter (1853 - 1933) Konstantinos P. Kavafis udvalgte digte:
MENS VI VENTER PÅ BARBARERNE. På dansk ved Ole Wahl Olsen og med vidunderlige grafiske arbejder ved Frank Rubin. (Brøndum)
I et af disse digte, DET FØRSTE TRIN, fortælles der om, at den unge digter, Eumenes, beklager sig til Theokrites:
" Nu har jeg skrevet i to år
og jeg har kun forfattet idyl
Det er mit eneste færdiggjorte værk.
Ak, den er høj, jeg ser det,
En af litteratursidens brugerambassadører kommenterer på den seneste debat om, hvordan litteraturen kan reddes, og ønsker udvalg og selvvalg tilbage.
Toget har sat sig fast. Bang! Så hænger det der og Det kørte ellers så stærkt. Hu! Hej! Hvor det gik der ud af. Ja ikke DSB´s tog. De fortsætter med sneglefart og tragikomiske skandalehistorier.
Det er som altid en fantastisk god fornemmelse at komme på Hald for at skrive. Denne gang kan jeg fordybe mig i to uger med arbejdet på ny roman. Dyb ro og en helt særlig glæde, er altid det første jeg mærker, når jeg rammer den skrånende vej der fører ned mod bygningerne. Stemning af noget meget forankret, genkendeligt og samtidig så inspirerende til kreativitet og nyskabelse, at tiden til jeg endelig når frem, består af lutter forventningens glæde.
Nu er det ved at være et stykke tid siden, jeg debuterede med min første skønlitterære roman, Billedskabt. (20. januar i år.)
Lad mig straks sige: Det har været en forunderlig, skøn og meget lærerig oplevelse. Lærerig på områder lige fra en meget tidskrævende marketingsføring til erfaring om hvor, ja undskyld, nu er det ikke for at være rørstrømsk, godt et bibliotekssystem vi har i Danmark.
Hm.. Det er ikke altid til at forstå at den klaprende skrivemaskine "for ever" er erstattet med et pc-under. Der var noget over den gamle "Hopper". Et arvestykke fra en fjern fortid der har fulgt mig i mange år. Nogle dage var den en erklæret fjende. Andre dage den eneste ene. Alle dage uundværlig. Klap - klap. Riitsj.. Bim. Hold så op, hvor det var musik, der ville noget. Ikke som de umælende apparater der senere har erstattet den.
Fraværende, glemsom, småsnublende, indre billeder der "popper" op uanset hvor og hvornår. Svarer i øst når der spørges i vest- Godt at mine venner kender mig og bærer over. Ikke mindst da det står på et godt stykke tid.☺ For det hele er en del af skriveprocessen i arbejdet med "Pigen fra Stettin", der snart kommer på gaden. - Og så nu - tilbage igen. Mærker det er sommer - eller er den lige så introvert som jeg? Det har været en gave at skrive på denne første del om Madalina, der vokser op i 1930érnes tyskland. Og jeg glæder mig sådan til at fortsætte arbejdet med del 2.
Lister forsigtigt rundt på havegange. Alting venter på at komme først endnu engang.Frosten knager arrigt i mit drivhus. Driverne driver som dyner omkring mine sommerminder. Her føles meget langt hen til sommer.
Jeg har set dig vinter. Du har gjort mig glad, fordi du pludselig stod der og så ud, som om intet alligevel er forandret. Som om du aldrig rigtig forsvandt, men bare ventede på at liste dig frem igen. Som om verden trods alt et sted er den samme.
Det føltes godt. Nu føles det bare koldt.
Har forladt godt selskab og tænker at jeg egentlig snart bør gå til ro for i stedet at blive hængende omkring i huset, bage rugbrød, synke ind i erindring, skrive blog og falde i hak med mig selv.Tik Tak siger uret og ryster på sine visere over min søvnløshed. Men dagen var så god. Så fyldt med lys. Så fyldt med vinter. Efter vinter komme forår. Med forår kommer alting først igen igen-
Egentlig burde jeg snart gå til ro.
Har lige lyst til på disse sider at dele:
Verden føles meget stor når man springer ud som ny forfatter. Her står man så blandt så mange nye titler. Så mange garvede. Så mange meget dygtige ~ spændende. Anmeldelse på anmeldelse glider hen over mediernes papir. Noget hopper endda afsted i smarte bannere på internetsider. Bare ikke på din bog.
Sådan er vilkårene. Ingen piv over det. Men hvordan får man så tilbagemelding på det stykke arbejde man har lavet? Det føles lidt som at have afleveret en større universitetsopgave der forsvandt med posten.
