Bog

Mørkere end natten

Af (
2003
)

Anmeldelse

Mørkere end natten af Michael Connelly

08 mar.04
Skribent

I Michael Connellys fremragende krimi "Mørkere end natten" er vi i selskab med ikke mindre end to af Connellys faste politifolk: Terry McCaleb og Harry Bosch.

Det er mordet på den lurvede og småkriminelle Edward Gunn, der sætter historien i gang. En seriemorder kan være på spil. Men spor har politiet ingen af, og tiden er knap, hvis et nyt mord skal forhindres. Efterforskeren Jaye Winston fra LA Countys sherifembede kontakter derfor sin tidligere kollega Terry McCaleb fra FBIs adfærdsvidenskabelige enhed for at få hjælp. Problemet er bare, at Terry McCaleb (som læsere af romanen "Blodspor" vil vide) nu har trukket sig tilbage af helbredsmæssige årsager og helliger sig sin kone og lille datter. Han vil ikke involveres i politiarbejde. Men, men, men… McCaleb kan jo ikke nære sig, og inden han ser sig om, er han dybt begravet i sagen – til konens store fortrydelse (og bekymring ikke mindst). Han opsluges totalt af mordsagen, og lag efter lag bevæger han sig dybere ned i sporene efter – skal det vise sig – en djævelsk raffineret og intelligent morder.

Samtidigt med denne efterforskning er Terry McCalebs gamle kollega, Harry Bosch fra LAPD, sammen med anklagemyndigheden i gang med sagen mod en yngre filminstruktør, der er sigtet for at have kvalt en ung kvindelig skuespiller. Men også her mangler de klare beviser. Bosch ved, at man har fat i den rigtige mand. Spørgsmålet er bare, hvordan man fælder ham.

Hvordan de to sager krydser hinanden, skal ikke røbes her. Blot skal det nævnes, at det er blændende godt gjort. Et flot og udspekuleret plot. Som i så mange andre seriemorder-krimier kan man jo synes, at plottet er FOR raffineret og urealistisk. Hvorfor er disse seriemordere altid så super intelligente, ja nærmest geniale? Nå, det skal man ikke gruble for meget over. "Mørkere end natten" hører sammen med Connellys andre bøger til i toppen af nutidig amerikansk krimilitteratur. Spændende og velskrevne er de og med et stort samfundsengagement. Dertil kommer en solid psykologisk indsigt.

Som titlen antyder, er bogens tema det destruktive sjælelige mørke, som politifolk kan synke ned i efter at have arbejdet med de mest gruopvækkende forbrydelser i årevis.

Kan varmt anbefales læsere af politiromaner og retssals-krimier.

Oversat af Søren K. Barsøe. Klim, 2003. 345 sider. Kr 299,-    

Bogdetaljer

Secondary title
Krimiserien med Harry Bosch ; 6
Forlag
Klim
Oversætter
Søren K. Barsøe
Faustnummer
24855309
ISBN
9788779552272
Antal sider
345

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer