Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen
Den italienske postmodernist Alassandro Bariccos kultroman Oceanhavet kredser om en tragisk historisk begivenhed, som havde Atlanterhavet i en hovedrolle. Baricco fortæller om oceanet, når det tager liv, men også når det ansporer mennesker til oceanisk kunst og videnskab – og til at skabe liv. Oceanhavet er en historisk roman, men ikke som de er flest.
Tragedien på La Méduse
Den 17. juni 1816 sejlede fregatten La Méduse ud fra Port de Rochefort i det sydvestlige Frankrig. Ombord var fire hundrede sjæle; besætningen samt 240 passagerer, der havde den vigtige kolonihavn Saint-Louis, beliggende i det nuværende Senegal, som mål. Her skulle en repræsentant for det britiske imperium officielt overdrage kontrollen med havnen til en udsending for den franske Bourbon-monark, Louis XVIII. Sejladsen sydover var en festrejse.
Men en måned efter afrejsen løb La Méduse ind i vanskeligheder, da skibet kort før sin destination grundstødte på Arguin-banken, ikke mange kilometer fra det nuværende Mauretaniens kyst. Skibets kaptajn, de Chaumereys, var uden erfaring i at sejle fregatten. Og efterfølgende viste hans håndtering af den indtrådte krise sig endnu mere betænkelig end hans sømandskab.
De Chaumereys besluttede at efterlade den strandede fregat. Men da passagererne var flere end antallet af siddepladser i chalupperne – fregattens redningsbåde – bestemte kaptajnen, at en stor tømmerflåde skulle opføres af planker fra La Méduse, og at chalupperne så skulle slæbe flåden efter sig ind mod kysten.
Projektet blev sat i værk, men efter kort tids slæbebådsvirke indså man i chalupperne, at det hele ville gå glattere uden tømmerflåden. Her var også kun mindre betydningsfulde personer ombord. Altså slap man tovene cirka fem kilometer før kysten. De Chaumerey, som selvfølgelig var i en af chalupperne, var efter sigende den, som beordrede slæbetovene kastet overbord.
Uheldigvis drev de efterladte med strømmen og ud på oceanet igen, og på flåden steg stemningen selvsagt til det paniske. Allerede den første nat kunne de første tyve døde tælles; de ulykkelige myrdede i desperation løs på hinanden. Og da fødevarerationerne med tiden slap op, fornedrede de overlevende sig yderligere ved at æde af de lig, man endnu ikke havde smidt i havet. Efter tretten fortvivlende dage blev tømmerflåden samlet op af et tilfældigt passerende skib – da var kun femten ud af over hundrede passagerer i live.
La Méduse i kunsten
Da detaljerne i tragedien nåede ørerne hjemme i Frankrig førte det til stor opstandelse. Den unge maler Théodore Géricault (1791-1824) forsøgte et par år senere at udtrykke sin medfølelse i det gigantiske maleri Le Radeau de la Méduse – det måler hele 491 gange 717 centimeter og hænger i dag på Louvre i Paris. I det historiske maleri, som er den genre, hvor maleriet hører hjemme, er det almindeligt at vælge enorme proportioner. Men desuden virker det jo, som om Géricault hermed på en adækvat måde kunne understrege størrelsen af de lidelser, de efterladte måtte igennem.
Den italienske forfatter Alessandro Bariccos (f. 1958) roman Oceanhavet (1993) har også tragedien omkring La Médusa som motiv, men her er fregatten omdøbt til det ironiske Alliance. Midt i romanen møder vi én af de overlevende, doktor Savigny, som beretter sin version af de skrækkelige hændelser (der var faktisk en doktor Jean-Baptiste Henri Savigny ombord på tømmerflåden, og han har faktisk også efterladt sine erindringer om det passerede til eftertiden; det hele kan, hvis man er engelskkyndig læses på følgende link
Savigny fortæller, at hans delagtighed i myrderierne og kannibalismen, den ”blasfemiske katastrofe”, var som dikteret af det alt omkransende, dæmoniske blå dyb – havets bug, kalder romanen oceanet: havet æder sine gæster. Er det nærkontakten med havet, der gør mennesker bestialske og vanvittige, spørger Savigny følgelig. Rorgængeren Thomas, som også var på flåden, har en anden udlægning af samme begivenhed, og den er mindre metafysisk og anklager direkte Savigny for mord; læseren lærer efterhånden, at de to figurer har kæmpet mod hinanden på liv og død.
Postmodernistisk latter
Som ramme omkring, men ikke helt uden tråde ind i den dødsensalvorlige fortælling om Alliance, har Baricco skrevet en historie om syv mennesker, som med vidt forskellige formål har indlogeret sig på Pension Almayer, som ligger ud til et ikke nærmere defineret ocean. Romanens tone er her langt mere humoristisk – på den postmodernistiske måde.
Det betyder på den ene side, at romankaraktererne giver sig af med nogle helt absurde ting, som alligevel har hvad man kunne kalde en filosofisk kant. Tag eksempelvis kunstmaleren Plasson, som under sit ophold på pensionen maler utallige billeder af ”oceanhavet” med saltvand på lærred. Sådan maler man havet! Eller professor Bartleboom, som studerer havet, der slår op mod kysten, for at komplettere et værk, som bærer den drillende titel:
Encyklopædi over de grænser man støder på i naturen, med supplement om grænserne for den menneskelige formåen.
Den postmodernistiske munterhed består på den anden side i, at romanens linier flyder over med både hemmelige og utilslørede referencer til det ene og det andet store forfatterskab i litteraturhistorien.
Det gælder lokaliteter i romanen: Pension Almayer refererer til romanen Almayers dårskab (1895), som er skrevet af søulken Joseph Conrad (1886-1924) – forfatter til romaner om menneskers skæbne på havet; romanfiguren Pater Pluche, som bliver aldeles erotiseret af opholdet ved oceanet, frygter at han dør, hvis han lader sig dyppe i vandet ved kurstedet Daschenbach – en henvisning til Thomas Manns (1875-1955) berømte roman om Gustav Aschenbach, som dør ved lagunen i Venedig, mens han opstemt betragter en badende ung dreng.
Eller navnene: Der er f.eks. Bartleboom, som lyder af både Melvilles Bartleby (1853) og Valéry Larbauds Barnabooth (1913). Og der er genlyde af R.L. Stevenson, Samuel Beckett, Lautréamont og mange flere man opdager og ikke opdager. Indforståede, litterære jokes er der masser af. Det kan man, alt efter temperament, opfatte som en advarsel eller en anbefaling.
Kommentarer