Kalypso

Politiefterforsker Fredrik Beier kommer på sporet af en hemmelig norsk mission til Kolahalvøen i hæsblæsende og meget velskrevet thriller.

Der er lagt op til intens spænding fra første side i Ingar Johnsruds andet bind af den trilogi, der begyndte med ’Wienerbroderskabet’ fra 2016. Den introverte politiefterforsker Fredrik Beier er tilbage på arbejde, efter at han tilsyneladende har forsøgt at begå selvmord i en cocktail af piller og sprut. Selv husker han intet fra den aften. Tilbage på arbejde er der nok at tage sig til, da flere lig begynder at dukke op i og omkring Oslo, bl.a. af en mand, der har været erklæret død i mere end tyve år. Manden findes myrdet i sin mors hus, og i haven ligger ligene af to kvinder begravet. Meget hurtigt begynder sagen at trække tråde til en hemmelig norsk mission på Kolahalvøen i 1992, og undervejs dukker fotografier af den samme lille pige op hos flere af ofrene. Bag på fotografierne står der Kalypso på russisk.

Handlingen veksler mellem nutiden, en mislykket anholdelse otte år tidligere og missionen på Kolahalvøen. Langsomt, men sikkert, tegner der sig et mønster, og lidt efter lidt afdækkes de forskellige lag, selv om politiet støder på mange forhindringer bl.a. i form af hemmeligt stemplede rapporter. Det viser sig, at russerne selv efter Sovjetunionens fald stadig eksperimenterede med biologiske våben, og at norske jægersoldater var kommet i kontakt med et dræbende koppevirus. Noget gik galt på den mission, der gik ud på at hente efterretningsagenten Vildminken hjem til Norge, og noget tyder på, at den kolde krig stadig spøger i kulisserne.

Ingar Johnsrud skriver i et flot og flydende sprog, og selv om der optræder mange personer i ’Kalypso’, som det til tider kan være lidt af en udfordring at holde rede på, holder plottet. Man sidder ikke tilbage med løse ender eller personer, der ikke havde en rolle i handlingen, og der er ingen blindspor. Den storpolitiske handling er spændende, men Fredriks personlige historie bærer i mindst lige så høj grad bogen. Han er knudemanden, der har problemer med at finde sig til rette mellem ekskonen, den nye samlever og den kvindelige kollega, som han måske er lidt forelsket i. Samtidig har han svært ved at få et afslappet forhold til sin musikalske søn, som bor hos ham. Også Ingar Johnsruds beskrivelse af dagens Oslo, hvor de rige er flyttet bort fra sneen i fjeldene oppe over byen og ned i byen, hvor de dyrker en anden slags sne, er fremragende.

Selv om ’Kalypso’ er anden del af en trilogi, kan man sagtens læse den uden at have læst ’Wienerbroderskabet’, men det giver naturligvis flere nuancer, specielt i forhold til personen Fredrik og hans kolleger, at have læst den første. Der er nogen, der sammenligner Ingar Johnsrud med Jo Nesbø, men jeg synes langt mere han ligner Arne Dahl i sin måde at skrue en kompliceret handling med mange karakterer sammen på. Jeg glæder mig til næste bind, men er lidt lettet over, at der ikke bliver tale om ti bind af det omfang, de to første har.