Anmeldelse
Korset af Ingar Johnsrud
- Log ind for at skrive kommentarer
Spændende norsk thriller skæmmes desværre af for mange indviklede plots.
Der er meget at holde styr på i ’Korset’, som rummer adskillige spektakulære og indviklede plots. Tingene bliver dog efterhånden sat nogenlunde ind i en sammenhæng, så der ikke umiddelbart er nogen løse ender mod slutningen. Forfatteren viser os ind i en meget ond verden, selv om det er svært at forestille sig, at der skulle findes så mange skrupelløse personer, herunder så mange korrupte politikere, i et land som Norge. Inger Johnsrud vælger at tegne et meget dystopisk billede ikke bare af Norge, men af hele verden af i dag.
’Korset’ er tredje og sidste bind i ’Beier-Trilogien’, og gennem politiefterforsker Fredrik Beier, bliver vi opdateret på flere af de handlingsforløb, vi mødte i ’Wienerbroderskabet' og ’Kalypso', ligesom at flere personer fra de tidligere bøger bogstaveligt talt opstår fra de døde. Beier kommer bl.a. på sporet af en gruppe med rødder i nazismen, der kalder sig ”Organisationen”, og som hans far angiveligt skulle have været medlem af. Han kommer også på sporet af en nu opløst ekstrem religiøs gruppe med en karismatisk leder, der formodes at være omkommet. Sekten kaldte sig ”Solro” og skulle angiveligt have eksperimenteret med koppevirus og andre modbydelige vira, der kan bruges i biologisk krigsførelse. Alt imens Beier efterforsker de mange sager, dør folk omkring ham som fluer.
Det er svært for Beier at finde ud af, hvem, der er ven, og hvem, der er fjende. Dette kan også godt forvirre læseren, og det eneste man undervejs er nogenlunde sikker på er, at Beier hører til blandt de gode, på trods af sit noget rodede privatliv, hvor han involverer sig med flere af sine kvindelige kolleger. Beier mistede sin lille søn ved en brand 15 år tidligere og har siden bebrejdet sig selv for, at det skete, men nu er der noget, der tyder på, at branden var påsat. Så samtidig med, at han forsøger at finde hoved og hale i de mange spor og vildspor, leder han også efter den mand, der var skyld i sønnens død. Ikke bare Fredrik Beiers privatliv spiller en væsentlig rolle for handlingen, også flere politikere og politifolk har en fortid, de helst vil skjule.
Selv om handlingen udspiller sig i nutidens Norge, er der mange tråde til både 2. Verdenskrig, Den Kolde Krig og krigen i Afghanistan, ligesom vi stifter bekendtskab med adskillige konspirationsteorier. Titlen ’Korset' er dobbelttydig, idet der både optræder fysiske kors, men også er tale om det kors, mange føler, at de må bære rundt på.
Det er svært at læse ’Korset’, hvis man ikke har læst de første to bind i serien. Selv synes jeg, Wienerbroderskabet er den bedste og mest helstøbte, og jeg synes, at Ingar Johnsrud bevæger sig ud i lovlig mange samtidige handlinger og for mange konspirationer i ’Korset', der også er blevet for lang. Bogen er elementært spændende, og man er nødt til at læse den færdig, mens man forsøger at holde tungen lige i munden. Det bliver spændende at se, hvad forfatteren kommer med næste gang, men han må gerne stramme op i sine næste bøger.
Brugernes anmeldelser