Anmeldelse
Guitaristen af Luis Landero
- Log ind for at skrive kommentarer
En stemningsmættet, livsklog og morsom beretning om unge Emilios vej ind i voksenlivet – midt i spændingsfeltet af drømme og muligheder – med musikken, litteraturen og kærligheden som nye følgesvende. En storslået roman med store dybder, skarp ironi og stille humor.
Emilio bor sammen med sin mor, en sød og travl syerske, som vækker ham hver morgen og sparker ham af sted til værkstedet, hvor han arbejder som lærling – en trædemølle af motorolie og endeløse gentagelser
Adgangen til et bedre liv er Emilios studenterkursus om aftenen, hvor han med det ene øje lukket – sanseløs af træthed – stifter bekendtskab med Schopenhauer og en ny verden af tanker og muligheder. Men næste morgen kimer vækkeuret til en ny dag, som ligner den foregående til bevidstløshed.
Ændringen indtræffer, da fætter Raimundo kommer brusende hjem fra Paris, hvor han har gjort karriere både som guitarist i et flamencoorkester og har haft succes med betalende ældre kvinder. Emilio bliver overtalt til at lære guitarspillet, for drømmen om et nyt liv, hvor smøreolien er udskiftet med kunsten, er forjættende.
I løbet af kort tid bliver Emilio en habil guitarist, og sammen lægger de store planer og drømmer om en fremtid badet i succesens rampelys.
Livet får flere voksenfacetter, da Emilios midaldrende mekanikerchef don Osorio beder ham om at give hans unge kone Adriana guitartimer - i arbejdstiden. Et fantastisk trekantsdrama starter. En leg med følelser og ord, hvor Landero jonglerer med livets veje og vildveje, så det både er smertefuldt og barokt morsomt. Hvordan Emilios første møde med den store, bundløse kærlighed udvikler sig, skal ikke røbes her.
Valget mellem kærligheden og kunsten er et vigtigt tema i den livsbekræftende roman, og man sidder som læser tilbage med den dejlige følelse af, at ingen ved, hvor livet fører en hen.
Landero skildrer illusioner og drømme som det, de rent faktisk er: drømme. Han går tæt på læseren, rører ved livets store eksistentielle spørgsmål og lander måske i den enkle sætning: Forråd aldrig dit hjerte.
Det er stor, tankevækkende og vitaminrig litteratur med et stemningsmættet sprog, barokke optrin og flotte, billedskabende dialoger.
"Guitaristen” er Landeros fjerde roman på dansk efter den bragende debut med romanen ”Tankespind i moden alder” (dansk udg. 1992), der indbragte ham Spaniens fineste litterære hæder, Premio Nacional de Literatura. Hans to andre romaner er ”Lykkeridderne” (1995) og ”Den magiske lærling” (2000). Oversat af Iben Hasselbalch. Samleren, 2004. 318 sider. Kr 329,-
Brugernes anmeldelser