En gud i ruiner

Den selvstændige fortsættelse af ’Liv efter liv’ beskriver hjerteskærende og ekstremt levende tiden og skæbnerne efter 2. Verdenskrig. Atkinson bevæger og overbeviser igen.

Med denne roman og forgængeren ’Liv efter liv’ har Atkinson sikret sig en plads blandt de helt store forfattere. De to verdenskrige forandrer alt. Gudsbilledet er krakeleret, og menneskene må forholde sig til livets skrøbelighed og uforudsigelighed. Med stor psykologisk indsigt tegner Atkinson et rørende portræt af Teddy Todd, tidligere bombepilot under 2. Verdenskrig, som nu forsøger at leve et stilfærdigt og tilbagetrukket liv i pagt med naturen, men fortielser og dystre hemmeligheder tynger forholdet til hustruen og forhindrer ham i at få en god relation til datteren. Atkinson er en sikker stilist, der ubesværet springer i tid og derved giver læseren et godt indblik i de to vidt forskellige sider af Teddys liv, bombepilotens dramatiske liv og civilistens forsøg på at leve fredeligt og roligt.

Atkinson har flere strenge at spille på. Hun mestrer også humoren om end af den barske slags. Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun ironiserer over datteren Violas karakter, hendes omtumlede liv, hendes forhold til et uansvarligt syrehoved, med hvem hun får to børn og hendes liv som hippie. Hun fremstår som en gennemført usympatisk, egoistisk person – og værre endnu som en totalt uansvarlig mor. Det er hjerteskærende at læse om hendes to omsorgssvigtede børn, som kun hos morfaderen møder kærlighed og omsorg.

’En gud i ruiner’ giver sammen med ’Liv efter liv’ et godt tidsbillede af England i det 20. århundrede. I ’Liv efter liv’ står beskrivelsen af Londonblitzen meget stærkt. I ’En gud i ruiner’ får man et billede af bombetogterne til Tyskland, som ætser sig ind under huden. Besætningens sammenhold, rutinerne og de overtroiske ritualer, der skal holde døden på afstand. Men også det daglige liv, som krigene vender op og ned på, får man et indtryk af. Endelig er der de sansemættede beskrivelser af en uspoleret natur, en barndoms idyl med blåklokkeskoven ved barndomshjemmet, dengang før krigene, det syndefald som bogen hentyder til flere steder.

Atkinson er så overbevisende en forfatter, at man sidder tilbage med følelsen af, at det er virkelighed, men bedst som man tror at have styr på Teddys liv, trækker forfatteren til slut tæppet væk under læseren. Hvordan skal jeg ikke røbe her.

Bogen beskrives som en selvstændig fortsættelse af ’Liv efter liv’, men den må man absolut ikke snyde sig selv for. De to romaner, skrevet på to forskellige måder, er medrivende, episke fortællinger. Så betydningsfulde og velskrevne, at de indbyder til genlæsning.