Ella Olsen indtager skolen

I 19 korte og letlæste fortællinger hører vi om Ella og hendes første skoleår. Hverdagshistorierne i nyudgivelsen fungerer i en nutidig kontekst, men dramaturgien halter.

Pamela Oldfields tre bøger om Melanie Brown, der udkom i 1970’erne, er udkommet i Cecilie Egerods nyoversættelse.

Ella er et realistisk seksårigt barn, der gennemlever genkendelige hverdagssituationer i sit møde med skolelivet. Hun er til synsprøve og skoletandlæge - det sidste vil hun helst undgå, har sin yndlingsdukke med og bliver jaloux over en andens. Hun er impulsstyret og handler på sine følelser, hvad enten hun bliver glad, nysgerrig, ked af det, vred, jaloux eller føler skam. Og det sidste skal hun desværre føle ret tit. For selvom bogen er opdateret i nogle henseender, som for eksempel fødselsdagsinvitationerne, der skrives på computer og sendes ud på mail, så er den ikke opdateret i sit børnesyn i den nye danske oversættelse.

Historierne om Ella minder på mange måde om Villads fra Valby, der også ofte får nogle fantastisk gode ideer, som de voksne bare ikke helt forstår. Der er dog den væsentlige forskel, at når Villads får skæld ud mere end antydes det, at det er de voksne, den er gal med. Der ligger sund identifikation i det for barnet, der læser. Hos Ella er det anderledes. Hvor Villads ofte undrer sig over de voksnes opførsel, er det Ella, der undrer sig over sin egen (forkerte) måde at være på. “Ella, sæt dig nu ned. Der er ingen af de andre, der råber sådan op”, siger de voksne og “Hold op med at græde. Du var jo selv ude om det”. I julekapitlet, hvor hun selv tror sig kvalt i en snor, hun har slugt, da hun drister sig til at spise nogle sukkermus, der egentlig var til bliver skolelederen “meget vred” og siger “Tænker du slet ikke på de andre børn? Nu ringer jeg til dine forældre, så de kan komme og hente dig. I år får du ikke lov til at være med til juleaftslutningen”. Og sådan bliver det.

I andre fortællinger er der mere rummelige og nysgerrige voksne, der ser en smule bag om følelserne. Men der er alt for mange historier, hvor Ella må sidde alene, være uden for døren, må kigge på sine sko og få røde ører. Av.

Hverdagshistorierne fra en skolestart kan godt fungere i en nutidig kontekst, men dramaturgien halter. Historierne er ensidige og sproget næsten kun handlingsbeskrivende. Som læser savner man at kende miljøet og kammeraterne bedre.

Men ét sted gør bogen sig alligevel særlig relevant i en nutidig kontekst. Det er nemlig rart at læse en børnebog med et barn som frontfigur, hvor kønnet ikke spiller den store rolle. Eller hvor barnet ikke er noget i kraft af sit køn. Ella er et barn, mere end hun er en pige, der er nysgerrig og somme tider kommer galt af. Det giver helt sikkert gode muligheder for spejling og identifikation uanset læserens eget køn.