Anmeldelse
Døden ved vand af Torkil Damhaug
- Log ind for at skrive kommentarer
Dagligt kan vi læse om voksnes overgreb på børn!
Og vi ønsker ikke at forstå det ubegribelige, men det kommer vi til ved at læse denne psykologiske krimi.
En 12-årig dreng på ferie møder forståelse og hengivenhed fra en fremmed mand og opgiver sit selvmordsforsøg ved vand. Men den voksnes forståelse vil mere, meget mere, og det får konsekvenser.
Liss er en norsk ung kvinde, som studerer design i Amsterdam, og qua sit flotte udseende lever hun et frit liv med et begyndende misbrug af stoffer. Da søsteren, Mailin, bliver meldt savnet, lader Liss sit hidtidige liv bag sig, men kommer til at begå et uoverlagt mord. Liss og Mailin er tæt forbundne søstre. Sammen har de en fjeldhytte hvor de har mange minder sammen.
Mailin arbejder som psykolog og har sendt beskeder til Liss, som ikke har kunnet tolke dem. Da Mailin bliver fundet bestialsk tortureret til døde, begynder Liss at forstå, at Mailin via sit job har vidst noget skæbnesvangert om sine klienter.
Politiets deltagelse i opsporingen spiller en mindre rolle. Liss får derimod et fortroligt forhold til retsmedicineren. Det er således ikke en gængs politiopklarings-roman, men en søsters langsomme forståelse af hvilke hemmeligheder søsteren, søsterens kæreste og psykologer gemmer, bevidst eller ubevidst.
Det er knagende godt skrevet af denne nordmand som er uddannet psykolog.
Ingen tvivl om, at han har øst rigeligt af sit kendskab til menneskets onde og gode sider og her får bragt konsekvenserne af omsorgssvigt frem i et ubærligt skarpt lys. Til sidste side er man med for at få Liss’ egen onde handling afsluttet, men bliver den så det?
Brugernes anmeldelser