Bog

En femte årstid

Af (
2017
)

Anmeldelse

En femte årstid af Torkil Damhaug

26 mar.17

Ny spændende og velskrevet krimi af Torkil Damhaug. Denne gang fører den tidligere overlæge os med helt ind i sindets mørkeste afkroge i en lille norske bygd.

En gammel historie kommer i fokus, da fire unge opholder sig på en tagpapfabrik. De synes stedet er uhyggeligt, især da Victor fortæller om manden, som faldt i et kar med flydende asfalt. Mens de opholder sig på fabrikken, kommer en anden dreng forbi. Han bliver kaldt Strejferen og er ikke særlig populær. Inden de går derfra, har de låst ham inde i et koldt og mørkt rum, og herfra begynder begivenhederne at tage fart. Især Ann og Helene føler sig overvåget, mens Victor og Nicolai tager det mere roligt. De tager stoffer og vil gerne imponere pigerne. Da Victor pludselig er væk, og politiet begynder at spørge ind til deres færden, kammer det over. Pludselig forsvinder også Ann. Hendes far er politimand og gør en meget ihærdig indsats for at finde sin datter.  Han kører sin egen efterforskning og oplever ting, som han ikke havde forestillet sig kunne ske. 

Romanen foregår i en lille by i Hammerdal i Norge. Delvis på den gamle fabrik og i området deromkring. Miljøet er som i en mindre landsby, hvor alle kender alle, eller ved hvem hinanden er.

Pigen Ann beskrives indgående. Man følger hende igennem hele bogen og oplever, hvor massiv angst kan være. Hun prøver hele tiden, at gøre det rigtige, men kommer alligevel på afveje. Også hendes far, og den kærlighed han har til sin datter, bliver beskrevet som empatisk og omsorgsfuld, selv om han foretager sig nogle ret markante ting, som ikke er helt velovervejede.

Romanen er forfatterens sjette, men med et helt nyt persongalleri, end vi ellers kender fra Damhaugs årstidsbøger. Historien er sindssygt spændende. Forfatteren, som har været overlæge på forskellige psykiatriske institutioner, fører os med ind i ondskabens grimme afkroge. Særligt en person, Frank Nitter, har en psykologisk profil, som nær gav mig søvnløse nætter. 

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Ilse M. Haugaard
Faustnummer
52869439
ISBN
9788771467147
Antal sider
587

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer