Dialoger med de døde

Velgennemtænkt plot og en intelligent og elegant historie af særlig interesse for bibliotekarer og andre bognørder

En ny Dalziel og Pascoe krimi er altid imødeset med spænding, og denne gang er forfatteren absolut i topform. Romanen rummer et velgennemtænkt plot og en intelligent og elegant historie af særlig interesse for bibliotekarer og andre bognørder.

Reginald Hill har altid været en sand mester udi ordekvilibrisme, men denne gang har han virkelig overgået sig selv. Romanen er fyldt med gåder, litterære citater og besynderlige ord og begreber. Makkerparret – den storskrydende og koleriske Dalziel, hvis uforskammede væsen dækker over en yderst skarpsindig politimand, og den mere forfinede Pascoe eller med forfatterens ord "den hyperintelligente nørd" – får nok at se til, da det viser sig, at en seriemorder er på spil.

Som bibliotekar noterer man sig med slet skjult tilfredshed, at den ene hovedperson er en køn (og kvik) kvindelig bibliotekar og ikke den klichéforestilling om en bibliotekar, som forfatteren alligevel ikke undlader at nævne: "Stille, ærbar og temmelig snerpet med et strengt blik på støjende lånere hen over hornbrillerne, stateligt påklædt, en smule hæmmet..."

Den lokale avis udskriver en novellekonkurrence, og da det stik imod forventning vælter ind med bidrag, får to læsesalsbibliotekarer til opgave at grovsortere novellerne. De fatter mistanke om, at en morder er på spil, da de sammen med alle novellerne modtager et bidrag - en såkaldt dialog - der detaljeret beskriver et mord, der netop er begået, angiveligt af dialogens forfatter.

Dalziels yngste medarbejder Hat Bowler vil gerne gøre sig bemærket overfor bossen, så da den kvindelige bibliotekar, som han er ret lun på, betror sig til ham om de mystiske dialoger, forsøger han at opklare sagen. Snart følger mord på mord. Medierne er ikke sene til at døbe den morderiske forfatter "Ordmanden", og politiet har stort set ingen spor at gå efter.

En begavet og underholdende krimi med en ganske overraskende slutning.