Den forkerte forfatter

En interessant og eksperimenterende debutroman med mange jern i ilden. Hvem er hvem, og hvad skal man tro? Rumle Strange lever i hvert fald på en løgn.

Tematisk set lover titlen ’Den forkerte forfatter’ ikke noget nyt. Af flere omgange har man opdaget og diskuteret tilfælde, hvor et kunstværk viser sig at have en anden ophavsmand eller –kvinde end hidtil antaget. Ikke desto mindre giver en sådan opdagelse naturligt nok anledning til en del virak, og det interessante bliver efterfølgende: Hvordan, hvorfor og hvorledes?

I Carl Tesbaums debutroman er der mange (læs: Rigtig mange! Måske lidt for mange?!) ting på spil - men blandt andet også ovenfor omtalte problematik. Og ikke nok med det: Forfatteren selv (altså Tesbaum) afslører allerede på første side, at et forlag i årevis har løjet massivt for ussel mammons skyld. Det ønsker han nu ikke længere at stå model til, hvorfor han er faret i blækhuset og har begået denne roman, hvori ”… alt er sandt; hvor alt, hvad der bliver fortalt, virkelig skete”.

Hos denne anmelder vækker en sådan indledning den allerstørste mistro. En mistro, som tilmed bliver forstærket af, at inspirationskilden er selveste Karen Blixen og hendes ’Syv fantastiske fortællinger’. Men eftersom sandheden måske er det mest fiktive af alle begreber (dén tager jeg på min egen kappe), valgte jeg at godtage Tesbaums projekt og smide al mistro over bord - godt hjulpet på vej af informationen om, at dette er en såkaldt ”RETHINK-roman” af ’Syv fantastiske fortællinger’. Eller sagt med andre ord: En gen-tænkning af Blixens værk – og dén tanke fandt jeg inderligt interessant.

Værket består af syv (selvfølgelig!) fortællinger, som kan læses sammen eller hver for sig – helst sammen, synes jeg. Hovedpersonen er en skuespiller og forfatter (eller er han nu også det?) ved navn Rumle Strange, hvis liv til stadighed er præget af storebroren Michaels liv-og-død. Denne Michael har ikke så lidt til fælles med sin afdøde og virkelige navnbror Michael Strunge, og sådan er det hele vejen igennem: Personerne peger mere eller mindre tydeligt ud af værket på deres reale for-billeder, og dette er ikke blot en raptus (hvilket i øvrigt er titlen på et værk i værket) fra Tesbaums side, for som han selv skriver til slut: ”… jeg (er) en fortsættelse af forfattere og andre kunstnere før mig.” Og hvem er ikke det, får man lyst til at spørge. Jeg synes, det giver mening!

Rumle kommer ud for lidt af hvert, hvilket giver næring til et andet af bogens temaer: Er manden blevet en marionet? En dukke styret af kvinder? I Rumles tilfælde er der uden tvivl noget om snakken. Dæmoniske, udspekulerede og manipulerende kvinder befolker i hvert fald hans tilværelse, men det er en anelse uklart for mig, hvor Tesbaum vil hen med dette bidrag til køns-debatten.

Og så er jeg egentlig tilbage ved start, for som nævnt i begyndelsen er der virkelig mange emner at rette sin opmærksom mod i ’Den forkerte forfatter’. Det betyder for mit vedkommende, at bogen overordnet set bliver mere interessant end decideret vellykket. Der er masser af kød på – men jeg blev simpelthen for propmæt for tidligt.