De tog vores hus

Med en fin skrøbelighed fortæller Olivia om sit skelsættende femtende år fra 2006 til 2007, det år hvor Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet.

Da Olivia starter i 9. klasse i Bagsværd, er klasselæreren blevet sygemeldt med stress, og to 19-årige vikarer, Jakob og Sara, skal overtage klassen. Olivia fascineres af Jakob, som sammen med Sara er en del af indercirklen i Ungdomshuset, og de indleder et forhold. Sammen med både Jakob og Sara begynder Olivia at komme i Ungdomshuset og bliver hurtigt en del af kampen for at bevare Ungeren, som skal rives ned, da Ruth Evensen og Faderhuset har købt grunden af Københavns Kommune. Olivias fortælling er løst baseret på forfatterens egne oplevelser med kampen for Jagtvej 69.

'De tog vores hus' er en rørende kærlighedsroman og coming of age-fortælling for unge om at holde fast i sig selv, mens forelskelsen raser, og den er et indblik i det fællesskab og den følelse af at høre hjemme, som Ungdomshuset gav de unge. De voldsomme sammenstød med politiet, tåregassen og den panik, det udløser, er den bedste del af fortællingen; her mærker man virkelig, hvordan magtesløsheden forvandler sig til vrede og ikke mindst til knugende angst og sorg over at miste sit hjem. Tvivlen er også altid med, for Olivia oplever, at der ikke er plads til refleksion, hun vejer sine ord og er bange for at stille spørgsmål og dermed miste sine nye venner, og det gør forholdet til både Jakob og Sara kompliceret.

Bogen er løst baseret på Eidnes Bregnhøis egne oplevelser, og dem vil jeg selvfølgelig ikke stille spørgsmålstegn ved, men i romanform er det svært for mig at følge med på præmissen om, at det er helt uproblematisk at en 15-årig pige har et helt åbenlyst forhold til sin lærer, uanset hans unge alder; et forhold som udvikler sig til også at rumme den anden lærer, Sara.

Den lidt naive og umiddelbart priviligerede Olivia udvikler sig helt enormt i løbet af det år, romanen spænder over, både følelsesmæssigt, politisk og seksuelt. Aktivismen og fællesskabet omkring Ungdomshuset sætter alt andet i hendes liv i perspektiv. Forholdet til familien og venskaber spejles i Olivias tanker om anarkisme og sammenholdet omkring Jagtvej 69.

Det er en rørende og fin roman med en underspillet selvironi og humor. Dog er sproget desværre flere steder unødvendigt kringlet og beskrivende med sætninger som ‘Jeg fatter mine kladdehæfter’, ‘jeg er ubekvem’ og ‘nu går noget igen i mit sind’, men alt i alt er romanen et fint tidsbillede af at være ung i 00’erne (Nokia 3310 og The O.C.) og giver et spændende indblik i kampen for at bevare Ungdomshuset og samtidig bevare sig selv.