De dødes rige

En stor og læseværdig kollektivfortælling om de politiske og religiøse spændinger i begyndelsen af 1900-tallet. Stærkt står Torbens og Jyttes ulykkelige kærlighedshistorie.

Centralt i ’De dødes rige’ står den ulykkelige kærlighedshistorie mellem ministerens datter Jytte Abildgaard og godsejeren Torben Dihmer, der har arvet Favsingholm ved Randers. Men rundt om dem figurerer en række interessante personer, der hver især føjer en vigtig brik til et usædvanlig spændende tidsbillede af Danmark efter systemskiftet i 1901 og nogle år frem. Søren Smeds familiehistorie med sønnen Tyge Enslev, der bliver en fremtrædende politiker og Sørens børnebørn, præsten Johannes og lægen Povl, der bliver ærkefjender, tegner udviklingen og kontrasterne i tiden. Romanen er mere mørk og dyster end Det forjættede land og Lykke-Per, men rummer på mange måder de samme elementer af politik, religion, magt og indflydelse for egen vindings skyld. Jeg er målløs af beundring over, at forfatteren kan skildre det hele så indlevende og troværdigt.

Jytte er en talentfuld kvinde og en dygtig pianist. Hun er lidt utilgængelig, reflekterende og køligt iagttagende, tror ikke på sine egne følelser og frygter, at kærligheden blot var fantasterier og selvbedrag, så derfor vakler hun hele tiden i sit ja. Torben er ud af en livskraftig proprietærslægt, har taget en fin eksamen, og efter rejser til udlandet er han nu kommet hjem med en alvorlig hjertesygdom. Den kureres han for, og han planlægger at renovere godset, imens han venter på, at Jytte siger ja. Han handler og er vel i grunden lidt illusionsløs. Ingen af dem føler sig hjemme i deres tid.

Politikeren Tyge Enslev, der er rundet af almuen, får stor magt, stifter et blad, men det koster et glædesløst ægteskab og politisk ensomhed. Han startede som idealist, og som ældre må han se yngre kræfter vinde. Hans to nevøer, tvillingerne præsten Johannes, der er selvretfærdig og troende og broren Povl, der er læge, og som ikke tror på medicin, har et livslangt opgør med hinanden.

Vi færdes på de to godser, Storeholt på Fyn og Favsingholm på Djursland, og ellers er København metropolen, hvor det hele smelter sammen i kulturkampen. Politikere, sundhedsapostle, nyrige, journalister, præster og popkunstnere diskuterer, skændes og udnytter deres magtpositioner.

Stærkt står de mange dialoger og samtaler. Vi kommer ind i det enkelte menneske, ser tvivl og refleksioner, og vi ser de samme mennesker udefra gennem andre. Det er et mørkt og dystert billede af tiden og samfundsudviklingen, Pontoppidan tegner, som om han selv har mistet alle illusioner. Her er uforglemmelige skæbner og mangfoldigt udfoldede typer i små og store fortællinger, der fletter sig ind i hinanden, så det samlet set bliver et formidabelt flot danmarksbillede. Romanen er umulig at lægge fra sig.

Hvor der i ’Det forjættede land’ var megen forår og sol, dominerer mørket og tågen : ”Aftenen var lys og stille. Højt oppe jog nogle mørke skyer i rasende fart henunder stjernehimlen som røg fra en verdensbrand et sted langt borte” . Er det 1. Verdenskrig, der lurer?

’Det forjættede land’ (1891 – 1895) er første del af en trilogi. Den anden er ’Lykke-Per’ (1898 – 1904) og tredje del er ’De dødes rige’ (1912 – 16). De beskriver hver sin periode i Danmark fra 1877 til ca. 1914, men der er ikke gennemgående personer. For disse værker modtog han Nobelprisen i 1917.