Daglejerne

I en flerstemmig mosaik giver Hans Kirk et skarpt indblik i livets mange kontraster og tegner et billede af, hvordan man som menneske selv må tage ansvar, hvis man vil ændre verden.

Hans Kirk var en mand, der havde et budskab. Et budskab, som med nutidens øjne måske synes en smule forældet som ideologisk projekt, men som ikke desto mindre virker gribende i sin nuancering af den menneskelige naturs mangfoldighed og de mekanismer, der får verden til at forandre sig.

I Daglejerne udfoldede Hans Kirk sit kommunistiske menneske- og samfundssyn i endnu mere eksplicit grad end i Fiskerne, som han debuterede med i 1928. I Daglejerne og senere også De nye tider (1939), som udkom som direkte forlængelse af Daglejerne henledte han opmærksomheden på modsætningen mellem land of by, mellem småborgerskabet og arbejderklassen, mellem de religiøst troende og de, der turde tro på fremskridt og fremtiden.  

I tråd med sin overbevisning lod han historien i Daglejerne fortælle ud fra kollektivets stemme og skabte en mosaik af skæbner og historier, der tilsammen fortæller om forandringen fra bondesamfund til arbejderklasse. Den kollektive fortællestil blev grundlagt allerede i Fiskerne og blev banebrydende som litterært greb, fordi den på trods af sin realistiske og objektive tilgang til fortællingen samtidig lader en masse stå mellem linjerne. Og hos Hans Kirk er ordene mellem linjerne ikke til at tage fejl af.

I Daglejerne møder vi således kvinder såvel som mænd. Vi er med på kroen, i barselsstuerne, i pigekammeret og i præstens værelse. Vi hører deres snak, deres åbenlyse bekymringer og meninger om livet.  Nogle mener noget og andre noget andet. Nogle lader sig let forføre og andre er mere tvivlende og forsigtige. Og på én eller anden måde kender man dem alle i forvejen og ved, hvem der har det hele i munden og hvem, der trods sit forsagte væsen rummer mere end som så.

På trods af det demokratiske projekt, hvor alle kommer til orde, er man som læser ikke i tvivl om, hvor sympatien skal ligge. Martinus, som har 6 hjemmeboende børn, som knokler fra morgen til aften, og som møder meget modstand, men alligevel aldrig mister modet og det gode humør. Ham kan man som menneske kun have sympati for og ønske det bedste. Så når han tager arbejde på fabrikken, melder sig ind i en fagforening, tager kampen op mod de store bønder og giver sin ene søn mulighed for god uddannelse osv., står det klart, at det må være vejen frem.  

Det er mange år siden, at jeg første gang læste Daglejerne, og allerede dengang var jeg grebet. Ved mit nylige gensyn med romanen var det som at hilse på gamle venner. Jeg blev hvirvlet ind den lille bys sladder og snak og uanset om man billiger de ideologiske grundidéer eller ej, så kan man ikke lade være med at holde lidt af dem alle og lade sig fascinere af Hans Kirks måde at indfange det menneskelige fællesskab mange forskellige facetter og spil – noget som ikke kun kunne finde sted for efterhånden mange år siden, men som også gør sig gældende den dag i dag.