Cellen

Efter Muhammed tegningerne er muligheden for et terrorangreb i Danmark steget voldsomt, og denne thriller skildrer intenst og levende en sådan mulig trussel.

En islamisk terrorcelle planlægger en bombesprængning i Købehavn. Cellen består af Massoud, Abu, Kassem og konvertitten Rune, og hele operationen styres af imamen Mustafa. Bomben, som er en såkaldt beskidt bombe med en kerne af forurenet uran, er ved at blive samlet, og tid og sted for sprængningen er på plads, da Massoud begynder at få kolde fødder.

Han indser, hvad det er, han er i gang med, og da Runes søster, som han tidligere har haft et forhold til, opsøger ham for at få en forklaring på hans ændrede følelser, sættes en lavine af begivenheder i gang. Julie finder ud af, hvad det er, der foregår, og går til politiet, samtidig med at Massoud stikker af fra gruppen.

Det viser sig nu, at gruppen i lang tid har været under overvågning af PET, ikke af Thomas, som ellers har ansvaret for den slags operationer, men af hans yngre kollega Hans, som kører sin helt egen dagsorden.

Massouds flugt og de sidste manglende brikker truer nu med helt at spolere Hans’s planer om at forhindre attentatet og få ham selv og PET til at fremstå i den gyldne helterolle.

Forfatteren har rigtig fint styr på sin handling, og det som i lang tid kunne virke som et lidt halvkedeligt og forudsigeligt plot, formår han på overraskende vis at få ændret undervejs, så bogen slutter ganske hæsblæsende og spændende.

Ved skiftevis at lade fokus være hos terroristerne og PET’s folk får historien samtidig dynamik og liv.

Personer, miljøer og bevæggrunde er overbevisende skildret, og det er i virkeligheden meget befriende, at der i historien, bortset måske lige fra psykopaten Rune, slet ikke er entydige skurke og helte.

Bogen er meget let at læse, men trods det nærmest skeletagtige sprog, formår forfatteren alligevel at skabe plads til nøgtern samfundsbeskrivelse.

Alt i alt en meget fin lille spændingsroman med stof til eftertanke.