Anmeldelse
Og de blev lokket af Sidsel Sander Mittet
- Log ind for at skrive kommentarer
Det traditionelle fantasyunivers er udskiftet med folkevisernes elverfolk, der i det skjulte færdes blandt mennesker i dagens Danmark, i lovende ny serie.
Danske Sidsel Sander Mittet har taget læsere og anmeldere med storm med sin serie om Morika, der indtil videre er på seks bind. Hendes nye serie 'Bjergtaget' har helt andre figurer i hovedrollen i helt andre omgivelser, men også dette skifte mestrer den talentfulde forfatter til perfektion.
Fortællingens elverfolk eller ellefolk er slet ikke ophøjede og noble, som dem man kender fra Ringenes herre, og det er ganske forfriskende. Lignende fortællinger er Signe Fahls Tågespind-serie (Som jo dog foregår i 1700-tallet og med mere vægt på kærlighed), men egentlig er der også mange elementer hos Mittet, der har ligheder til Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten. Mittets blanding af sagn og myter kombineret med spænding og mystik er under alle omstændigheder lykkedes til fulde.
Historien foregår i to universer: I Bjerget, elvernes verden og i vor tids Danmark. Som man kender det fra folkeviserne har elverfolket altid bjergtaget og lokket mennesker og brugt de fortryllede som både avlsdyr og seksuelle kæledyr. Mennesker er andenrangs, men dette syn på mennesker har en flok elverfolk under ledelse af Illuge gjort oprør imod, og en af hans støtter er adelskvinden Askatla, der optræder som spion ved kongens hof. Begge parter er ude efter nogle få overlevende efterkommere af mennesker og elverfolk, og et indviklet spil sættes nu i gang.
Ekssoldaten Johannes bliver ufrivilligt en del af kongens hold, mens Askatla prøver at advare nogle af efterkommerne, deriblandt pigen Sigrid, der oplever, at hun på mystisk vis er i stand til at forføre alle mænd – og hvad er det lige, der sker med hendes ryg, og er hun overhovedet menneskelig?
Det er en lovende serie, Mittet har søsat. Læseren får i den grad smæk for skillingen både hvad angår spænding, sex (en hel del faktisk) og indblik i en fortryllende sagnverden. Hvert kapitel starter med en linje fra en folkevise eller fra et litterært værk om elverfolk, og det vidner om forfatterens fine research og store ambitioner med serien.
Fokus skifter hele tiden mellem de forskellige hovedpersoner, og det giver fortællingen fart og drive. I det hele taget er der ikke meget at kritisere, og det første bind lover i den grad godt for resten af serien.
Brugernes anmeldelser