Når vi skriver, skriver vi automatisk ind i en række systemer, som omgiver og påvirker vores sprog. Digterne Klaus Høeck og Rasmus Nikolajsen nægter at lade sig påvirke. Derfor skaber de deres egne systemer.
Rasmus Nikolajsens tilgang til sin digtning er kendetegnet ved, at skriveprocessen er styret af et system, han selv har fastlagt og determinerer sig under på forhånd. Når denne bundne form gennemsyrer Nikolajsens forfatterskab, er det nærtliggende at drage paralleller til modernismens forfatteres systemdigtning i slutningen af tresserne med repræsentanter som Inger Christensen og Klaus Høeck. Det kendetegnende ved systemdigtningen er, som navnet lyder, at forfatteren går systematisk, nærmest matematisk, til værks. Forfatteren opstiller regler for sin digtnings antal af linjer, strofer og stavelser, hvilket dermed har indflydelse på rytmen. Flere af Nikolajsens digtsamlinger består f.eks. udelukkende af otte linjer med otte stavelser.
Rasmus Nikolajsen er aktuel med en ny digtsamling med titlen Barnevognshaiku, som er skrevet i haiku-form og i naturen, mens han gik ture med sin datter i barnevogn.
Vi har spurgt digterne Klaus Høeck og Rasmus Nikolajsen om, hvad hvad systemdigtning er, hvordan systemerne påvirker poesien og ikke mindst om, hvordan de to digtere hver især skaber er system. Det bemærkelsesværdige er, at selvom Høeck og Nikolajsen bruger vidt forskellige systemer, så ser de på verden på den nogenlunde samme måde.
Find og abonner på LYT i din podcast-app, på eReolen.dk eller direkte på lytlyrik her.
Kommentarer