Den ulykkelige boghandler

Tre fortællinger som reflekterer over at skrive om at skrive og om at læse. ’Den ulykkelige boghandler’ er en usædvanlig bog, som kræver tilstedeværelse af sin læser.

Jeg opfatter fortællingerne i ’Den ulykkelige boghandler’ som en række tableauer, hvor man får præsenteret en række billeder med dybde. Noget af det, som Rasmus Nikolajsen skriver, tænker jeg, er en afspejling af hans tanker men iblandet noget overnaturligt. Tre små historier om at skrive, beskrive og læse litteratur.

Den første historie, ’En omvej’, handler om en forfatter, som er på biltur til Jylland med sin kæreste. De taler, griner, synger, diskuterer og læser op for hinanden på bilturen, og undervejs refereres der til en række forfattere og andre kunstnere. De kommer frem til forfatterens bedsteforældre, hvor både såkaldt ”almindelige” ting foregår, men i høj grad også overnaturlige. Eksempelvis er forfatterens kæreste Sille pludselig i fødsel, men på intet tidspunkt hører vi om et barn.

I bogens anden historie, ’Den ulykkelige boghandler’, tager forfatteren på en overlevelsestur til Sydhavnen.  Forfatteren drager af sted for at skrive på sin bog: ’Tilbage til unaturen’. I Sydhavnen møder han et spøgelse, Krak, som er en afdød og ulykkelig boghandler. Den ulykkelige boghandler indvier forfatteren i et gemt manuskript, og her får forfatteren noget af en oplevelse.

’Cykelturen’, den sidste fortælling, er en cykeltur i Dollerup Bakker. Forfatteren er på et skriveophold på Hald Hovedgaard og arbejder på romanen ’i Berlin’. En stærk erotisk oplevelse under en lejrskole i Berlin i ungdomsårene spænder ben for forfatterens senere forhold til kvinder. Forfatteren skriver om at skrive sin roman og kommer omkring inspiration og læsning af andre tekster.

Jeg synes, at bogen var svær at læse. En bog om at skrive om hvad der foregår i nuet, at reflektere over at man skriver om at skrive og om at læse. Der er ikke et naturligt flow i historien, ingen decideret handling, personer, replikker, hvilket gør den til en usædvanlig bog. Rasmus Nikolajsen, der har udgivet en lang række digtsamlinger, har et flot sprog og formår at folde det ud og give det kant. Bogen kræver i høj grad tilstedeværelse, og jeg vil nok mene, at hver af de tre historier skal læses uden afbrydelser.