Barn af besættelsen

Som verden ser ud i dag med voksende populisme og nationalisme er det en fin bog at læse, også for alle os, der ikke oplevede besættelsen.

I denne antologi er 28 kendte danskere blevet interviewet om, hvordan det var at være barn under besættelsen. Nogle kom til verden, mens Danmark var besat, andre var børn, mens andre var teenagere, selv om der ikke var noget der hed sådan på det tidspunkt.

Erindringerne bærer i høj grad præg af, hvor gamle de interviewede personer var i besættelsesårene, hvad de rent faktisk husker, og hvad de har fået fortalt. Der er forskel på, hvor interessante interviewene er, men samlet giver de et godt billede af en tid.

Interviewet med Ritt Bjerregaard er et af de mere interessante. Hun fortæller om, hvordan hendes far, der var arbejdsløs, blev sendt til Tyskland for at arbejde, men hurtigt vendte tilbage og fik arbejde i Danmark. Ritt har altid benægtet, at hendes far var tysklandsarbejder. Hun fortæller også om familiens fattigdom, og om at hun og hendes søster på et tidspunkt var underernærede.

Nogle af de interviewede levede med stor fattigdom, mens andre levede i relativ velstand. Der berettes om, at det var bedst at holde sig under radaren, og at det ikke var nemt, hvis man tilhørte de kulturradikale, eller hvis man havde et tysk eller jødisk navn. Således havde Marlene Schwartz’ far et jødisk navn, og da han desuden var kulturradikal, kom han i tyskernes søgelys. Både under besættelsen og efter befrielsen var det et problem, hvis man var tysk. Morten Grundwald fortæller således om, at hans far blev arresteret efter befrielsen, selv om han var dansk statsborger, blot fordi han havde et tysk navn.

Alle interviewede i denne bog kan fortælle en historie om forældre, der var på den rigtige side, så egentlig savner jeg at høre om nogle af dem, der voksede op med forældre, der var på den forkerte side, for det ville have givet et mere nuanceret billede af perioden. Jeg tænker fx på en person som Claus Bryld, der i sin bog ’Hvilken befrielse’ har fortalt den historie. Derfor et jeg også glad for interviewet med Københavns tidligere biskop Erik Norman Svendsen, fordi han tager fat i nogle af de problemer, der opstod efter befrielsen, hvor mange greb til selvtægt og gik efter de små fisk, bl.a. tyskerpigerne. Han kommer også ind på hele flygtningeproblematikken, hvor de tyske flygtninge var uglesete og drager således paralleller til vore dages flygtningesituation.

Besættelsestiden kom naturligvis til at præge de opvoksende generationer i årtier fremover, og lang tid efter besættelsen var der mange, der ganske enkelt ikke kunne fordrage hverken tyskere eller tysk sprog, mens andre fik et mere nuanceret syn på tyskerne og anerkendte, at man ikke bare kan tale om en kollektiv skyld og at Tyskland bærer på en stor kulturel arv. I dagbladet Politiken lørdag den 15. december kan Camilla Stockmann således fortælle om sin tysklærer, at han helt op i 1980-erne startede sin undervisning med at sige, at tysk er et grimt sprog.