Anmeldelse
Anna redder en humlebi
- Log ind for at skrive kommentarer
’Der sker noget med et dyr’ er en skøn og hjertevarm billedbogserie til alle dyrevenner, der sammen med pigen Anna kan redde nogle af havens små dyr.
Peter Nordahl og Rasmus Bregnhøi har tidligere arbejdet sammen om de herlige og humoristiske pegebøger om den lille hvide hund Ib. Denne serie handler om pigen Anna med den røde hue, og hun oplever lidt af hvert med de dyr, som findes i naturen lige udenfor.
I Anna redder en gråspurv sidder Anna på sin yndlingsplads i vindueskarmen og betragter dyrelivet ude i haven. Pludselig flyver en gråspurv ind i ruden og falder om. Naboens kat sidder på lur, men Anna skynder sig at samle fuglen op og lægger den forsigtigt i sin hue. Da fuglen har fået lidt tiltrængt omsorg, hvile og vand, er den heldigvis klar til at flyve igen.
I 'Anna redder en humlebi' er det sommer, og Anna sidder igen i vindueskarmen og ser ud på havens liv, mens hun nyder en is. Pludselig kan hun høre en brummen fra en humlebi, der ikke kan komme ud. Den flyver rundt og rundt, og til sidst er humlebien så træt, at den er helt stille. Så er det godt, at Annas is kan give den energi til at komme ud i haven igen.
Det er to søde og charmerende historier om nogle af de smådyr, som findes i haven. Historierne er fortalt i en hyggelig, varm og lun tone, og tekst og billeder spiller rigtig godt sammen. De farverige og udtryksfulde illustrationer i Bregnhøis genkendelige streg er fyldt med finurligheder og sjove detaljer at gå på opdagelse i. Bagerst i bøgerne er der sider med korte, let tilgængelige fakta om henholdsvis gråspurve og humlebier.
Tematisk spiller bøgerne godt sammen med, at 2020 har været udråbt til naturens år, ligesom DRs børnekanal Ramasjang i en programrække har sat fokus på at redde henholdsvis bierne, havets dyr og fuglene, og derigennem talt med børn om, at selv de mindste kan være med til at gøre en forskel.
Bøgerne får de varmeste anbefalinger til små dyreglade tilhører fra 3-års alderen.
Brugernes anmeldelser