Bog

Ambassadørens mission 3 – Oprørernes magi

Af (
2016
)

Anmeldelse

Ambassadørens mission 3 – Oprørernes magi af Trudi Canavan

05 okt.16

Der mangler ikke aktion eller spænding i tredje del af Canavans fantasyserie med hele tre interessante og fængslende handlingsforløb.

Jeg er vild med Trudi Canavans måde at skrive på. Særligt hendes mange handlingsforløb, der sikkert ender med at have en eller anden forbindelse med hinanden, selvom jeg lige nu har svært ved at se sammenhængen mellem Lorkins ophold i døtrenes refugium, ambassadør Dannyls rejse til Duna og Sonea og Cerys jagt på Skellin. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det går op for mig på et tidspunkt. Det er også lidt interessant, at en del af hovedpersonerne er homoseksuelle, det synes jeg ikke er så sædvanligt i fantasyromaner. Faktisk er der oftest ikke fokus på personernes seksualitet overhovedet, men Trudi Canavan gør seksualiteten til noget ganske almindeligt også i troldmandsverdenen.

Tredje binde begynder præcis, hvor anden del slutter. Jeg håber, det er ligesådan med fjerde del, da ’Oprørernes magi’ slutter med en cliffhanger af de helt store. Sonea, Rothen og Cery leder stadig efter Skellin i Imardin, men han er som sunket i jorden. Troldmandslavet får yderligere problemer, da to unge novicer lykkes med at lære sort magi gennem en bog. Noget man ellers ikke troede var muligt. I refugiet arbejder Lorkin stadig under Kalia i lazarettet, men da han går mod hendes ordrer og helbreder en lille pige og en ung mand med magi, får det store konsekvenser for ham. Kalia er meget vred og farlig. I Sarkana er ambassadør Dannyl, og pludselig også hans tidligere samlever Tajend, på vej til Duna sammen med Achati. Deres rejse kan meget vel blive til et trekantsdrama af de store, jeg glæder mig i al fald til at læse mere om det i næste bog i serien, som heldigvis er udgivet sammen med tredje del, så den skal læses omgående.

Serien er rigtig god også til de yngre fantasylæsere, da sproget er flydende og let at læse. Bogen er flot med en forside, der passer til de andre i serien, nemlig en kutteklædt skikkelse i centrum med svage tegninger af bygninger i baggrunden. Jeg vil anbefale, at man læser serien ’De sorte troldmænd’ først, da de handler om Soneas barndom og ungdom i Imardin og hendes indflydelse på de forskellige ting, der har stor betydning i serien ’Ambassadørens mission’. Der er tre bind i ’De sorte Troldmænd’ og foreløbig fire bind i denne serie. ’Magikerens lærling’ er også en serie af Trudi Canavan, der foregår længe før Soneas tid, og er god for fantasyelskere i alle aldre. God fornøjelse!

Bogdetaljer

Forlag
Tellerup
Oversætter
Bjarne Skovlund
Faustnummer
52609607
ISBN
9788758824840

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer