Abens år

Alt er muligt, når det er Abens år, og når Patti Smith fører pennen. En smuk, æstetisk, nærværende og spirituel bog om livet og døden og en rædselsfuld præsident.

Multikunstneren Patti Smith har igen skabt en æstetisk og spirituel læseoplevelse. ’Abens år’ er et fletværk af drømme og realiteter, af løsrevne stumper i form af slikpapir, som dukker op her og der og er med til at binde alting sammen, og af sorg, sygdom og taknemmelighed. Alt kan ske, når Patti Smith lader pennen flyde. Og fordi det er Abens år.

Bogen begynder ved overgangen fra 2015 til 2016. Patti Smith, der som bekendt også er musiker, har givet en række koncerter på den amerikanske vestkyst, og nytårsmorgen befinder hun sig i Santa Cruz. Her indleder hun en samtale med et skilt, som kommer til at strække sig hen over året.

Hvis det undrer nogen, at Patti kommunikerer med et skilt, må jeg bare sige: I Pattis verden er der ikke ret meget, der ikke er muligt. Og eftersom universet fra (børnebogs)klassikeren Alice i Eventyrland også spiller en rolle heri, vil man måske nemmere kunne forstå og acceptere, at Patti selvfølgelig sagtens kan have samtaler med et skilt.

Og apropos det muliges og umuliges kunst: Et lille stykke ind i 2016 begynder det kinesiske nytår, som denne gang er Abens år. Og i den forbindelse siger en fremmed til Patti: ”Alt er muligt. Når alt kommer til alt, er det Abens år.”

Patti har to gode og nære venner, der begge er syge. Den ene ligger bevidstløs på hospitalet, den anden får det gradvist dårligere og dårligere, men arbejder alligevel på manuskripter sammen med Patti, når hun besøger ham. Forfaldet og dødens nærvær sætter tanker i gang hos hende, ligesom det faktum, at hun, når 2016 rinder ud, selv fylder 70 år. Damen er født den 30. december. Og netop hendes tanker om stort og småt fylder meget i hendes forfatterskab – det gælder ikke kun denne bog. Derfor har hendes værker ofte et præg af dagbogsnotater eller erindringsglimt, hvilket er med til at fremmane fornemmelsen af det enorme tilstedevær, der er i hendes bøger. Man mærker det, når man læser dem: Hun er åben overfor alt, hvad hun oplever – og kræver derfor det samme af læseren.

Den eventyrlige tilgang til såvel livet som forfatterskabet sender også tankerne til vores egen H.C. Andersen, som endda bliver helt nærværende i form af en reference til ’Kejserens nye klæder’, da Trump sidst i 2016 bliver præsident. Patti skriver:

”Folk forsamlede sig foran en kæmpeskærm for at se indsættelsen, og en dreng, den selvsamme dreng der havde varskoet befolkningen om, at kejseren ikke havde tøj på, råbte: Se! Han er kommet tilbage, I har ladet ham komme ud af sækken!”

Jeg behøver næppe at nævne, at Patti har det uhyre stramt med dén præsident.

’Abens år’ er ikke en bog, man skal sluge for den gode histories skyld. Historien som sådan er nemlig ikke lige til at få øje på blandt kunstneriske referencer, drømme og syner og hændelser, der måske, måske ikke, er reelle. Men den skal læses for den livsvisdom og det nærvær, den indeholder og indirekte opfordrer til. Pure mindfulness a la Patti.