Vi bruger alt for mange adjektiver, når vi taler med hinanden. Det pointerede Helle Helle til sit 25 års forfatterjubilæum, som blev fejret i Nikolaj Kunsthal i september 2018.
Til en sal fyldt med fans fortalte Helle Helle om, hvordan adjektiver udhuler betydningen af tingene, og at hun derfor forsøger at undgå dem i sine tekster. I det hele taget har hun gennem sit forfatterskab arbejdet mere og mere med at skære sætninger ind til benet.I Rødby-Puttgarden lyder det: "Vores mor gik over markerne med et blomkålshoved i hånden". Denne sætning genfinder vi som åbningssætning i Helle Helles seneste roman de: "Senere går hun over markederne med et blomkålshoved". Her er "i hånden" fjernet, og det er netop et eksempel på, hvordan forfatteren nu skærer alt overflødigt væk i teksterne. Helle Helle sagde, at man slet ikke kan gå med et blomkålshoved i hånden. Men under aftenens afsluttende tale viste Helle Helles tidligere redaktør Torben Madsen dog, at det kunne man sagtens. Dette blomkålshoved i forlæggerens hånd høstede stort bifald fra salen.
Til spørgsmålet fra interviewer Anne Glad om, hvorfor der er mange dødsfald i hendes bøger, svarede Helle Helle prompte, at bøgerne i høj grad handler om livet. Og når mange sætninger i forfatterskabet er fyldt med linser fra tanken og forskellige 80'er genstande, har de ikke symbolsk betydning; de er udtryk for alt det det, hun kender fra da hun selv havde samme alder som hovedpersonen.
Helle Helles bøger taler sammen på kryds og tværs, mere end de taler med andre forfatterskaber. og hun ser ikke sig selv som del af en forfattergeneration. Derfor er hun også glad for, at hun ikke får betegnelsen 'minimalist' så meget mere. Det seneste nummer af tidsskriftet 'Spring' har netop et temanummer om Helles Helles forfatterskab med den sigende titel 'Ud af minimalismen.'
Efter interviewet blev Helle Helle hyldet med personlige og originale taler af forfatterne Dennis Gade Kofod, Stine Pilgaard og Tine Høeg. Stine Pilgaard fangede præcist Helles Helles tone af det sjove og det tragiske, og hun fremhævede, hvordan Helle Helle så rammende skildrer følelsen af at være ensom blandt mennesker. Først og fremmest føler Stine Pilgaard sig set, når hun læser Helles Helles bøger, og det er nok den følelse mange læsere af den populære forfatter har: Man føler sig set og ramt. At Helle Helle har et hav af fans var i hvert fald tydeligt denne aften.
For nogle år siden blev Helle Helles 50 års fødselsdag markeret på forlaget Rosinante. Her læste Helle Helle op af dagbøger, hun havde skrevet som 10-årig, og man kunne nærmest høre den tone, som senere skulle blive kendetegnende for forfatterskabet, og som måske er nøglen til, at det rammer så mange læsere: Tingene beskrives som de er, fremfor at blive analyseret. Og allerede dengang uden ret mange adjektiver.
Foto: Privat
Kommentarer