Velkommen til helvede! Morten Brask debuterer med noget så sjældent som en skønlitterær roman om livet - og døden - i den tyske kz-lejr Theresienstadt under 2. verdenskrig.
I disse grusomme og inhumane omgivelser følger vi den danske jøde Daniel Faigels kamp for både at overleve og samtidig bevare et strøg af menneskelighed.
Men hvad er det, der inspirerer en ung mand til at skrive sin debutfortælling ind i denne barske og historiske ramme?
Er 'Havet i Theresienstadt' en historie som vil interessere læserne i dag?
Jeg tænkte af og til over det, mens jeg skrev på bogen. Er der nogen i dag som vil læse om en ung, dansk jødisk læge i den bizarre koncentrationslejr Theresienstadt? Vi er jo stopfodrede med dokumentarfilm og artikler om krigen og udryddelsen af jøderne. Mange har sikkert en følelse af at krigen og holocaust er noget fortidigt, noget der langsomt er ved at støve til, ligesom Dannevirke og 1864 er støvet til.
Hvad vil du fortælle med de mange klip mellem livet i Theresienstadt og Daniels opvækst i en sjællandsk overklassefamilie hvor scenerne er præget af skam og angst?
De mange scener fra barndommens hus ved havet som Daniel tænker tilbage på gennem hele bogen, er tænkt som en slags spejlende fortælling til hans ophold i Theresienstadt. Barndomsscenerne er blandt andet med for at vise at livet i et overklassehjem også kan være knusende for et menneske, ganske som opholdet i en koncentrationslejr. Hvad der sker i Daniels barndomshjem og den hemmelighed han har måttet bære i sig siden han var dreng, er ødelæggende for ham, og i Theresienstadt vender det tilbage til ham. Han genfinder moderens sødme i kærligheden til Ludmilla, men også faderen, højesteretsdommer Faigel følger med i form af den dæmoniske SS’er Haindl.
Er det en balancegang at skrive en skønlitterære romaner hvori der optræder historiske fakta?
Det er både en forbandelse og en befrielse at tage udgangspunkt i en historisk virkelighed. Det er et enormt arbejde researchmæssigt, og det har krævet mange samtaler med overlevende, og folk der har levet under krigen, for at kunne ny-konstruere tiden og begivenhederne. Og det gør at man føler sig bundet. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg følte klaustrofobi over at være bundet af de historiske facts. Jeg havde mange gange lyst til at sprænge universet og i tidlige versioner af bogen inddrog jeg også magiske elementer bare for at slippe for facts-tyranniet. Jeg valgte dog at fjerne dem i den endelige version af bogen.
Men det er også et fantastisk virkemiddel at arbejde med en historisk sammenhæng, for man får meget forærende. Ens fortælling får en slags autencitet netop i kraft af de historiske omgivelser og personer. Jeg har dog en del steder valgt at bryde ud af det historiske korrekte, for fortællingen, fiktionen er og bliver det vigtigste i en roman, og der forekommer derfor mange scener og situationer der er frit opfundne.
Hvorfor tror du vi ser et skifte fra romaner med et mere privat udgangspunkt, fx opvækst, hjem og familie, til fortællinger med mere politisk og historisk fokus?
Jeg tror det hænger sammen med, at den snævre psykologiske navlepillen i længden bliver utilstrækkelig. Jeg gider sjældent selv læse den slags bøger. Jeg har foretrukket f.eks. Thorkild Hansens og Henrik Stangerups historiske romaner. De har mindst lige så meget psykologisk intimitet, men de er samtidig sprængfyldt med fortælling og kaster os som læsere ud i verden og ind i historien.
Det er dét læsere i dag længes efter: De store fortællinger der er med til at give os en forståelse af hvorfor verden er som den er i dag, og hvorfor vi tænker som vi gør. I tilfældet med Havet i Theresienstadt tror jeg at den kan være en lille brik i opfyldelsen af vores grundlæggende behov for at forstå, eller i det mindste komme tættere på at forstå, de lidelser som millioner af mennesker gennemlevede for blot 65 år siden.
Men jeg blev overrasket over den positive reaktion. Jeg tror der er en øget interesse for igen at søge tilbage i historien, både blandt forfatterne og mange danske læsere. Og selv en bog der fører læseren tilbage til snavset i gaderne i lejren, til hospitalerne, sygdommene, ydmygelserne, overgrebene og de døde, har appel til moderne læsere. Også selvom mange læsere har givet udtryk for at de var bange for at de ville føle ubehag ved at blive konfronterede med rædslerne i en kz-lejr.
Nogle læsere har skrevet til mig at de følte det var hårdt at læse om de grusomme begivenheder, at bogen fik dem til at drømme om Theresienstadt om natten. Men de skrev også at de kom ud på den anden side med en følelse af at have 'oplevet' Theresienstadt. At bogen på den måde har bragt Theresienstadt tilbage i bevidstheden.
Hvad har inspireret og drevet dig til at skrive et skæbnedrama om en dansk jødisk læge i udryddelseslejren Theresienstadt?
Det hele begyndte da jeg i forbindelse med 50-året for jødeaktionen i Danmark i 1943 skulle skrive en artikel om Theresienstadt. I den forbindelse interviewede jeg den tidligere fange i lejren, Ralph Oppenhejm. Mens jeg sad i hans stue og lyttede til de ubegribelige ting han havde oplevet som ung mand, fik jeg ideen om at jeg ikke bare ville skrive en artikel om Theresienstadt. Jeg ville skrive en roman om lejren. Ikke som en traditionel historisk roman, men forsøge, som et litterært eksperiment, at 'ny-konstruere' livet i kz-lejren. Jeg ville se om jeg kunne lave en overbevisende skildring af en ung mand, som ender en lejr der kunne være taget ud af Hieronymus Boschs helvedesmalerier og gøre det så denne uforståelige rædsomme verden blev lyslevende for læseren.
Jeg blev mere og mere grebet af universet arbejdede hele tiden på at destillere den sproglige fremstilling af den virkelighed og de mennesker der lever på randen af død og angst og håbløshed i håbet om at jeg netop kunne skabe en 'ny-konstruktion' af Theresienstadt.
Midt i elendigheden, uhyrlighederne og gruen møder hovedpersonen Daniel den tjekkiske Ludmilla og forelsker sig. Er kærlighedsromancen en kommentar til menneskets overlevelsesinstinkt og evne til at tilpasse sig ekstreme levevilkår? Eller bare dit behov for et lys i mørket?
Noget af det der overraskede mig mest da Ralph Oppenhejm fortalte om sin tid i Theresienstadt, var at kærligheden blomstrede i lejren. Jeg havde en forestilling om at man slet ikke havde overskud til at forelske sig når man sulter og fryser og hver dag frygter for sit liv. Men der skete utallige forelskelser og mange blev gift i lejren, og det synes jeg siger ufatteligt meget om det at være menneske: Men størst af alt er kærligheden.
Derfor besluttede jeg at jeg også ville have denne dimension med i romanen. Kærligheden mellem Daniel og Ludmilla er ikke blot en mental flugt fra trængslerne. Det er en fundamental søgen efter den højeste mening i en absurd verden. Kærligheden er det som nærer hovedpersonerne, giver dem livsmod i en verden af håbløshed. Men den rene idyl og lykke er det naturligvis ikke. Kærligheden er nemlig en slags forløsning for hovedpersonen, Daniel, men også en besegling af hans skæbne.
Jeg har forsøgt at beskrive Daniels kærlighed til Ludmilla som en genfødsel af Daniel. Netop den dag han møder Ludmilla første gang, fødes der således et barn på hospitalet hvor han arbejder. Det er naturligvis en metafor for at Daniel også er genfødt, at kærligheden er kommet ind i hans liv. Men kendetegnende nok, er barnet dødt fra fødslen. På den måde bliver Daniels og Ludmillas 'lovestory' og den tragiske måde den udvikler sig på også understøttende for den overordnede tematik i bogen: At alle håb, selv kærlighedens, kan knuses af skæbnen. I bogen bruges det metaforisk: Vi alle er for små til havet, at uanset hvad vi gør og uanset hvor meget vi kæmper, uanset hvor højt vi elsker, er vi alle skabt som alt for spinkle fugle på det alt for store hav. Det er også derfor at hovedpersonerne har fuglenavne (Daniel Faigel (fugl på jiddisch) og Ludmilla Zippora (spurv på hebræisk)).
Kommentarer