Anmeldelse
Havet i Theresienstadt af Morten Brask
- Log ind for at skrive kommentarer
Smuk, bevægende og betagende roman om en dansk jøde og hans møde med tjekkiske Ludmilla i Theresienstadt.
Kan det virkelig lade sig gøre at skrive en poetisk og smuk roman om noget så forfærdeligt som liv og død i en koncentrationslejr?
Ja, det er lykkedes for debutanten Morten Brask, som trods det dystre emne fortæller en historie om kærlighed midt i det nazistiske helvede, og bogen er stor romankunst.
Daniel Faigel er næsten færdiguddannet som læge, da han i 1943 bliver sendt til Theresienstadt sammen med mange andre danske jøder. I lejren arbejder han om dagen som læge i lejrens hospital, og han prøver at redde bare nogle få fra døden eller fra de frygtede transporter østpå. Om natten bliver han kørt til Prag, hvor han skal tilse de prostituerede på nazisternes bordel.
Midt i dette, som nærmest minder om Hieronymus Bosch' berømte billede af Helvede, møder han den tjekkiske jødinde Ludmilla, og de bliver forelskede i hinanden.
Med sig i bagagen har Daniel et fotoalbum med billeder af hans familie og fra hans barndom ved havet i Nordsjælland. Øjebliksbilleder, som ser lykkelige og fredsommelige ud, men - finder vi efterhånden ud af - er alt andet. Også Ludmilla har mange traumer fra sin ungdom, og derfor er de i starten meget famlende og usikre på, om de tør kærligheden.
Livet som koncentrationslejrfange bliver levet med sult, sygdom og død, men også med smukke stunder med musik spillet af de mange verdensberømte jødiske musikere, som er i lejren. Røde Kors kommer på besøg, og det er næsten tragikomisk at læse om, hvordan lejren bliver forberedt til besøget med nymalede facader og instruktion af de fanger, der ser mindst udmarvede ud, så lejren kommer til at fremstå som et lykkeligt sted.
Morten Brask hørte for en del år siden Ralf Oppenhejm fortælle om sin tid i Theresienstadt, og han besluttede sig dengang for at fortælle det, som han kalder "Verdens største fortælling". Heldigvis, for dermed har vi fået en roman, som gør et uudsletteligt indtryk, og som ikke lige er til at ryste af sig med det samme.
- Log ind for at skrive kommentarer
Smuk, bevægende og betagende roman om en dansk jøde og hans møde med tjekkiske Ludmilla i Theresienstadt.
Kan det virkelig lade sig gøre at skrive en poetisk og smuk roman om noget så forfærdeligt som liv og død i en koncentrationslejr?
Ja, det er lykkedes for debutanten Morten Brask, som trods det dystre emne fortæller en historie om kærlighed midt i det nazistiske helvede, og bogen er stor romankunst.
Daniel Faigel er næsten færdiguddannet som læge, da han i 1943 bliver sendt til Theresienstadt sammen med mange andre danske jøder. I lejren arbejder han om dagen som læge i lejrens hospital, og han prøver at redde bare nogle få fra døden eller fra de frygtede transporter østpå. Om natten bliver han kørt til Prag, hvor han skal tilse de prostituerede på nazisternes bordel.
Midt i dette, som nærmest minder om Hieronymus Bosch' berømte billede af Helvede, møder han den tjekkiske jødinde Ludmilla, og de bliver forelskede i hinanden.
Med sig i bagagen har Daniel et fotoalbum med billeder af hans familie og fra hans barndom ved havet i Nordsjælland. Øjebliksbilleder, som ser lykkelige og fredsommelige ud, men - finder vi efterhånden ud af - er alt andet. Også Ludmilla har mange traumer fra sin ungdom, og derfor er de i starten meget famlende og usikre på, om de tør kærligheden.
Livet som koncentrationslejrfange bliver levet med sult, sygdom og død, men også med smukke stunder med musik spillet af de mange verdensberømte jødiske musikere, som er i lejren. Røde Kors kommer på besøg, og det er næsten tragikomisk at læse om, hvordan lejren bliver forberedt til besøget med nymalede facader og instruktion af de fanger, der ser mindst udmarvede ud, så lejren kommer til at fremstå som et lykkeligt sted.
Morten Brask hørte for en del år siden Ralf Oppenhejm fortælle om sin tid i Theresienstadt, og han besluttede sig dengang for at fortælle det, som han kalder "Verdens største fortælling". Heldigvis, for dermed har vi fået en roman, som gør et uudsletteligt indtryk, og som ikke lige er til at ryste af sig med det samme.
Kommentarer