Rådhusklatreren er en grotesk, men først og fremmest finurlig familiefortælling med rødder helt tilbage til 1918. Fortællingen er præget af glæder og især synder (synder er der ikke få af) Synderne fungere som spændingsmomenter både for familiens medlemmer og for læserne. Læs i dette interview Kim Blæsbjergs svar på, hvilke fællestræk slægten har og hvilken betydning løgne og fortielser kan få for en familie.
Hvilken hovedperson er William Lundstrøm, og hvem er han?
Da jeg som en mellemstor dreng gik rundt i Lemvig i midten af 1980’erne, var jeg umådeholdent optaget af angsten for atomkrigen. Jeg følte angsten, men var også optaget af at iagttage min reaktion udefra. Erindringen om denne angstfulde og selvreflekterende dreng var mit udgangspunkt for arbejdet med Rådhusklatreren. I romanen dukker den kolde krig op sideløbende med Williams spirende seksualitet – begge sprængfarlige og angstfremkaldende emner. William vil gerne fortælle historien om sig selv, beskrive sin barndom og tidlige ungdom og sætte sit liv ind i en historisk ramme. Men det er et skræmmende projekt for ham. Det er uhyggeligt på den måde at kigge ind i sig selv. Jeg tror det er derfor han ender med at skrive en historie som er meget større end hans egen: hele slægtens historie. Han udvikler sig jo til en fortæller med visse nærmest magiske evner og bliver på paradoksal vis en alvidende jeg-fortæller. Som søsteren Nadia skriver i sin notesbog, er han i stand til at suge alle familiens hemmeligheder til sig som en svamp. Han ved hvad familiemedlemmerne tænker og føler og kan på den måde fortælle deres historie. Disse historier fortæller selvfølgelig indirekte noget om hvem William er, men historierne om familiemedlemmerne er samtidig en slags beskyttelse for ham. Ved at iscenesætte de andre i den ene mere dramatiske historie efter den anden sidder han jo selv trygt i orkanens øje. Der er dog grænser for trygheden, hvad foregribelsen i bogens indledning viser: William bliver både teenagefar og brodermorder.
Hvilke fællestræk har slægten?
Slægtens mænd har det til fælles at de stræber efter at gøre store gerninger, men at gerningerne enten mislykkes eller har store negative omkostninger. Da William første gang sparker i sin mors mave, sker det samtidig med at Neil Armstrong træder ned på månens overflade i sommeren 1969. Månelandingen er et billede på de store gerninger mændene stræber efter at gøre. Williams far kæmper for at slå igennem som opfinder. Farfaren Göran går under besættelsen med i en modstandsgruppe for hæve sig op over sin klaustrofobiske tilværelse. Den polioramte onkel Jørn forsøger at blive digter. Oldefaren Emmanuel sætter sig for at klatre op i toppen af rådhustårnet for at give en desperat besked til en kvinde.
Flere af slægtens kvinder har det til fælles at de holder sammen på familien (eller forventes at gøre det), men samtidig er langt mere erotisk udfarende end mændene og dermed får afgørende indflydelse på slægtens udvikling. Det er Williams mors affære med Leo der splitter familien. Det er farmoren Millas hemmelige affære under besættelsen som skaber usikkerhed om slægtens identitet. Og så er der Nadia, Williams søster, som i en form for ungdomsoprør kaster sig ud i et forhold til en midaldrende mand.
Hvilken betydning har hemmeligheder i slægtshistorien?
Hemmeligheden er både en tillokkelse og en forbandelse. Sådan er det f.eks. for Nadia da hun som otteårig med en lillepigefornemmelse finder frem til et brev skjult bag hjemmets samling af bogklubbøger. Hun føler sig suget mod dette mystiske brev selvom hun allerede fornemmer den fortabelse brevet vil afstedkomme. Brevet er fra morens elsker. Og selvom Nadia nok føler at hun ved at åbne brevet og læse det, virkeliggør forholdet mellem moren og elskeren, og derved er medskyldig i skilsmissen, kan hun bare ikke lade være.
I slægten Lundstrøm er hemmeligheden et mørkt parallelunivers som ikke må komme i berøring med det liv der leves på overfladen. Hver gang en hemmelighed afsløres, får det store konsekvenser for det almindelige liv. Det er derfor Milla venter til sin dødsdag med at fortælle sit livs store hemmelighed. Og det er derfor fortælleren William i virkeligheden er en trussel for slægten. Fordi han åbenbarer hemmelighederne.
Hvorfor bliver Williams lillebror slået ihjel?
Det er en af de få hemmeligheder i romanen som ikke bliver åbenbaret. Motivet til mordet vedbliver at være et mysterium. Det skyldes utvivlsomt at William i dette tilfælde selv er på spil, selv har noget i klemme, og det er meget ubehageligt for ham. Han dækker hellere over sig selv end over sine familiemedlemmer. Som forfatter ved jeg jo nok et og andet, men jeg synes det er sjovere hvis læseren selv forsøger at kigge ind i William og regne sig frem til hans motiver. Jeg vil dog sige så meget at William forsøger at fraskrive sig ansvaret for mordet ved at kalde sin forbryderiske hånd for Guds hånd, det samme som Franks store idol Diego Maradona kaldte sin hånd efter at have scoret et vigtigt mål med den ved VM 1986. Det er paradoksalt og grusomt at Frank netop skal blive dræbt af Guds hånd som i skikkelse af Maradonas hånd har betydet så meget for ham.
Kontrasten mellem Lemvig og Vesterbro er stor, hvorfor har du valgt at lade handlingen foregå i disse to dele af Danmark?
Det er de to steder jeg kender bedst. Ligesom Williams familie bor jeg i Oehlenschlægersgade på Vesterbro, men jeg er vokset op i Lemvig. Jeg synes jeg forstår den tilværelse Frank kommer til at leve da han med moren flytter fra København til Lemvig. De bor i det samme kvarter som jeg gjorde, og Frank og jeg er født samme år. Jeg vidste at jeg ville have en del af mine egne oplevelser fra opvæksten med i bogen (f.eks. fascinationen af nazibunkeren, gravskændingen på kirkegården og det at hugge papvin fra en alkoholiker), og så var det naturligt for mig at henlægge noget af handlingen i Lemvig så beskrivelserne og lokalkoloritten ville give sig selv.
Derudover er der noget spændende ved at sætte Oehlenschlægersgade og parcelhuskvarteret i Lemvig over for hinanden. Oehlenschlægersgade er smal og trang, med mange mennesker på lidt plads, mens der i Lemvig er langt bedre plads at bevæge sig på – i hvert fald rent fysisk. Spørgsmålet er hvor det rent åndeligt er sundest at bo – ingen af stederne måske. Kendetegnende for mange af personerne i bogen er i hvert fald at de, hvad enten de bor i København eller Lemvig, føler en længsel efter noget andet.
Kan man læse Rådhusklatreren som en beskrivelse af kernefamiliens eller i hvert fald ægteskabets deroute?
Jeg føler mig overbevist om at Emmanuel og Sofie Villadsen ville have haft et langt og lykkeligt ægteskab hvis de havde fået hinanden. Men ellers er ægteskabet rigtignok en problemfyldt størrelse i romanen. Williams forældre bliver skilt, og Milla føler størst kærlighed til sin mand Göran når han ikke er til stede. Og Görans tragiske godnathistorier er jo heller ikke ligefrem en beskrivelse af det lykkelige ægteskab. Sagen er at den menneskelige tilværelse meget ofte er for kompleks – i psykologisk forstand – til at kunne finde sig til rette inden for de snævre rammer af et livslangt ægteskab. Der kan opstå en kronisk længsel så pinefuld at den må sprænge rammerne og lægge ægteskabet øde. Det er det der sker for Williams mor Mie. Og det der sker for mange i den virkelige verden. Men det er jo ikke ensbetydende med at der ikke findes harmoniske ægteskaber og velfungerende kernefamilier. Disse ægteskaber og familier har bare ikke brug for at man skriver romaner om dem
Hvad mener du bindeledet mellem historie og slægtshistorie er?
Man er bundet til sin tid hvad enten man ønsker at være det eller ej. Dagligdagen er præget af samtidens teknologiske niveau, sygdomsbilledet af det lægevidenskabelige niveau, og mentaliteten af de politiske og kulturelle strømninger som når én gennem samtidens herskende medier. Det er det samme hvad enten man lever i dag eller i 1930’erne. Derfor synes jeg at man helt naturligt må inkorporere en historisk fremstilling i beskrivelsen af en ellers fiktiv slægt. Den store og den lille historie hænger sammen. Man må dog ikke forveksle en slægtsroman med et historisk værk. I romanen er det tilladt at tage sig friheder, overdrive, forenkle, skære til. Være selektiv. De historiske begivenheder der beskrives i Rådhusklatreren, er således udelukkende taget med fordi de enten influerer direkte på eller siger noget karakteristisk om personerne. Personerne er vigtigere end historien.
Artikel
Rådhusklatreren
Rådhusklatreren er en grotesk, men først og fremmest finurlig familiefortælling med rødder helt tilbage til 1918. Fortællingen er præget af glæder og især synder (synder er der ikke få af) Synderne fungere som spændingsmomenter både for familiens medlemmer og for læserne. Læs i dette interview Kim Blæsbjergs svar på, hvilke fællestræk slægten har og hvilken betydning løgne og fortielser kan få for en familie.
Hvilken hovedperson er William Lundstrøm, og hvem er han?
Da jeg som en mellemstor dreng gik rundt i Lemvig i midten af 1980’erne, var jeg umådeholdent optaget af angsten for atomkrigen. Jeg følte angsten, men var også optaget af at iagttage min reaktion udefra. Erindringen om denne angstfulde og selvreflekterende dreng var mit udgangspunkt for arbejdet med Rådhusklatreren. I romanen dukker den kolde krig op sideløbende med Williams spirende seksualitet – begge sprængfarlige og angstfremkaldende emner. William vil gerne fortælle historien om sig selv, beskrive sin barndom og tidlige ungdom og sætte sit liv ind i en historisk ramme. Men det er et skræmmende projekt for ham. Det er uhyggeligt på den måde at kigge ind i sig selv. Jeg tror det er derfor han ender med at skrive en historie som er meget større end hans egen: hele slægtens historie. Han udvikler sig jo til en fortæller med visse nærmest magiske evner og bliver på paradoksal vis en alvidende jeg-fortæller. Som søsteren Nadia skriver i sin notesbog, er han i stand til at suge alle familiens hemmeligheder til sig som en svamp. Han ved hvad familiemedlemmerne tænker og føler og kan på den måde fortælle deres historie. Disse historier fortæller selvfølgelig indirekte noget om hvem William er, men historierne om familiemedlemmerne er samtidig en slags beskyttelse for ham. Ved at iscenesætte de andre i den ene mere dramatiske historie efter den anden sidder han jo selv trygt i orkanens øje. Der er dog grænser for trygheden, hvad foregribelsen i bogens indledning viser: William bliver både teenagefar og brodermorder.
Hvilke fællestræk har slægten?
Slægtens mænd har det til fælles at de stræber efter at gøre store gerninger, men at gerningerne enten mislykkes eller har store negative omkostninger. Da William første gang sparker i sin mors mave, sker det samtidig med at Neil Armstrong træder ned på månens overflade i sommeren 1969. Månelandingen er et billede på de store gerninger mændene stræber efter at gøre. Williams far kæmper for at slå igennem som opfinder. Farfaren Göran går under besættelsen med i en modstandsgruppe for hæve sig op over sin klaustrofobiske tilværelse. Den polioramte onkel Jørn forsøger at blive digter. Oldefaren Emmanuel sætter sig for at klatre op i toppen af rådhustårnet for at give en desperat besked til en kvinde.
Flere af slægtens kvinder har det til fælles at de holder sammen på familien (eller forventes at gøre det), men samtidig er langt mere erotisk udfarende end mændene og dermed får afgørende indflydelse på slægtens udvikling. Det er Williams mors affære med Leo der splitter familien. Det er farmoren Millas hemmelige affære under besættelsen som skaber usikkerhed om slægtens identitet. Og så er der Nadia, Williams søster, som i en form for ungdomsoprør kaster sig ud i et forhold til en midaldrende mand.
Hvilken betydning har hemmeligheder i slægtshistorien?
Hemmeligheden er både en tillokkelse og en forbandelse. Sådan er det f.eks. for Nadia da hun som otteårig med en lillepigefornemmelse finder frem til et brev skjult bag hjemmets samling af bogklubbøger. Hun føler sig suget mod dette mystiske brev selvom hun allerede fornemmer den fortabelse brevet vil afstedkomme. Brevet er fra morens elsker. Og selvom Nadia nok føler at hun ved at åbne brevet og læse det, virkeliggør forholdet mellem moren og elskeren, og derved er medskyldig i skilsmissen, kan hun bare ikke lade være.
I slægten Lundstrøm er hemmeligheden et mørkt parallelunivers som ikke må komme i berøring med det liv der leves på overfladen. Hver gang en hemmelighed afsløres, får det store konsekvenser for det almindelige liv. Det er derfor Milla venter til sin dødsdag med at fortælle sit livs store hemmelighed. Og det er derfor fortælleren William i virkeligheden er en trussel for slægten. Fordi han åbenbarer hemmelighederne.
Hvorfor bliver Williams lillebror slået ihjel?
Det er en af de få hemmeligheder i romanen som ikke bliver åbenbaret. Motivet til mordet vedbliver at være et mysterium. Det skyldes utvivlsomt at William i dette tilfælde selv er på spil, selv har noget i klemme, og det er meget ubehageligt for ham. Han dækker hellere over sig selv end over sine familiemedlemmer. Som forfatter ved jeg jo nok et og andet, men jeg synes det er sjovere hvis læseren selv forsøger at kigge ind i William og regne sig frem til hans motiver. Jeg vil dog sige så meget at William forsøger at fraskrive sig ansvaret for mordet ved at kalde sin forbryderiske hånd for Guds hånd, det samme som Franks store idol Diego Maradona kaldte sin hånd efter at have scoret et vigtigt mål med den ved VM 1986. Det er paradoksalt og grusomt at Frank netop skal blive dræbt af Guds hånd som i skikkelse af Maradonas hånd har betydet så meget for ham.
Kontrasten mellem Lemvig og Vesterbro er stor, hvorfor har du valgt at lade handlingen foregå i disse to dele af Danmark?
Det er de to steder jeg kender bedst. Ligesom Williams familie bor jeg i Oehlenschlægersgade på Vesterbro, men jeg er vokset op i Lemvig. Jeg synes jeg forstår den tilværelse Frank kommer til at leve da han med moren flytter fra København til Lemvig. De bor i det samme kvarter som jeg gjorde, og Frank og jeg er født samme år. Jeg vidste at jeg ville have en del af mine egne oplevelser fra opvæksten med i bogen (f.eks. fascinationen af nazibunkeren, gravskændingen på kirkegården og det at hugge papvin fra en alkoholiker), og så var det naturligt for mig at henlægge noget af handlingen i Lemvig så beskrivelserne og lokalkoloritten ville give sig selv.
Derudover er der noget spændende ved at sætte Oehlenschlægersgade og parcelhuskvarteret i Lemvig over for hinanden. Oehlenschlægersgade er smal og trang, med mange mennesker på lidt plads, mens der i Lemvig er langt bedre plads at bevæge sig på – i hvert fald rent fysisk. Spørgsmålet er hvor det rent åndeligt er sundest at bo – ingen af stederne måske. Kendetegnende for mange af personerne i bogen er i hvert fald at de, hvad enten de bor i København eller Lemvig, føler en længsel efter noget andet.
Kan man læse Rådhusklatreren som en beskrivelse af kernefamiliens eller i hvert fald ægteskabets deroute?
Jeg føler mig overbevist om at Emmanuel og Sofie Villadsen ville have haft et langt og lykkeligt ægteskab hvis de havde fået hinanden. Men ellers er ægteskabet rigtignok en problemfyldt størrelse i romanen. Williams forældre bliver skilt, og Milla føler størst kærlighed til sin mand Göran når han ikke er til stede. Og Görans tragiske godnathistorier er jo heller ikke ligefrem en beskrivelse af det lykkelige ægteskab. Sagen er at den menneskelige tilværelse meget ofte er for kompleks – i psykologisk forstand – til at kunne finde sig til rette inden for de snævre rammer af et livslangt ægteskab. Der kan opstå en kronisk længsel så pinefuld at den må sprænge rammerne og lægge ægteskabet øde. Det er det der sker for Williams mor Mie. Og det der sker for mange i den virkelige verden. Men det er jo ikke ensbetydende med at der ikke findes harmoniske ægteskaber og velfungerende kernefamilier. Disse ægteskaber og familier har bare ikke brug for at man skriver romaner om dem
Hvad mener du bindeledet mellem historie og slægtshistorie er?
Man er bundet til sin tid hvad enten man ønsker at være det eller ej. Dagligdagen er præget af samtidens teknologiske niveau, sygdomsbilledet af det lægevidenskabelige niveau, og mentaliteten af de politiske og kulturelle strømninger som når én gennem samtidens herskende medier. Det er det samme hvad enten man lever i dag eller i 1930’erne. Derfor synes jeg at man helt naturligt må inkorporere en historisk fremstilling i beskrivelsen af en ellers fiktiv slægt. Den store og den lille historie hænger sammen. Man må dog ikke forveksle en slægtsroman med et historisk værk. I romanen er det tilladt at tage sig friheder, overdrive, forenkle, skære til. Være selektiv. De historiske begivenheder der beskrives i Rådhusklatreren, er således udelukkende taget med fordi de enten influerer direkte på eller siger noget karakteristisk om personerne. Personerne er vigtigere end historien.
Kommentarer