Vi har samlet 6 klassiske mesterværker på lyd fra den banebrydende periode, det moderne gennembrud.
De kvindelige og mandlige forfattere udfordrer de gængse normer om køn, klasse og religionens undertrykkende rolle og sætter samtidens aktuelle problemer under debat.
Lykke-Per af Henrik Pontoppidan
Lykke-Per er en af mesterværkerne fra Det moderne gennembrud. En imponerende udviklings- og kærlighedshistorie med et stærkt indblik i, hvad der danner et menneske i slutningen af 1800-tallets rivende samfundsudvikling.
Tine af Herman Bang
Herman Bangs klassiker om den stille eksistens Tine, hvis verden går fra idyl til kaos under den katastrofale krig i 1864. Tine er hushjælp hos skovridder Berg, og mens et kærlighedsforhold opstår, raser krigen om ørerne på dem og tragedien venter lige om hjørnet.
Clara Raphael: tolv breve af Mathilde Fibiger
Skandalesuccesen ’Clara Raphael: Tolv breve’ indleder forud for sin tid en diskussion om ligestilling og køn i overgangsperioden mellem romantikken og det moderne gennembrud. Mathilde Fibiger sætter som den første ord på kvinders indskrænkede udfoldelsesmuligheder og ulighederne mellem kønnene.
Professor Hieronimus af Amalie Skram
Amalie Skram var i 1894 selv indlagt på sindssygehus efter et sammenbrud, og allerede året efter udgav hun sin dobbeltroman med sine egne rystende oplevelser af umenneskelig behandling af patienterne. Værket gav anledning til offentlig debat og står med sin skarpe realisme som et stykke dansk psykiatrihistorie, der (desværre) fortsat er vedkommende og aktuelt.
Fru Marie Grubbe af J.P Jacobsen
Fru Marie Gruppe er en af de helt store kvinder i dansk litteratur. Romanen er baseret på historien om adelskvinden på godset Tjele udenfor Viborg. Hun søgte at realisere sine voldsomme drifter og drømme. J.P. Jacobsen former den stærke kvindeskildring med beskrivelser af komplicerede følelser, der blander sig med stærke naturskildringer.
Constance Ring af Amalie Skram
I 1885 udgav Skram denne roman, der bygger på en kvindes erfaringer fra et forlist ægteskab. Constance Ring involverer sig med tre forskellige mænd uden at kende de forventninger, der stilles til en ung pige. Romanen udstiller den store ulighed mellem mænd og kvinder. Skram var norsk forfatter og feminist, og skrev talrige romaner, der forsvarede kvinders rettigheder.
Det moderne gennembruds frontfigur Georg Brandes opfordrer forfatterne til at forholde sig til tidens store problemer. I sin forelæsning i 1871 om hovedstrømninger i den europæiske litteratur går han op mod tidens normer og uretfærdigheder. I årtierne derefter udgives der en lang række bøger, hvor forfattere netop sætter spot på samfundets sociale problemer og undertrykkende roller.
Kommentarer