Få et overblik over nogle af de litterære strømme der foldede sig ud omkring 1962, når Århundredets Festival vender blikket mod litteraturen med Hans Hauge.
Strøget var lige blevet til en gågade, Karen Blixen døde, og de gående fik i boghandlervinduerne øje på en ny bog, Det lykkelige Arabien: En dansk ekspedition 1761-67 af Thorkild Hansen.
Af Hans Hauge, Lektor på Institut for Kommunikation og Kultur, Nordisk Sprog og Litteratur
Hvorfor i alverden kom der en dansk roman om Arabien? Gik folk op i det? Dansk litteratur gjorde i al fald ikke. Der var dog en forbindelse. Bogen Danske soldater i Gaza og Congo lå nok ikke i boghandlervinduerne. Der var danske FN-soldater i Gaza og Egypten, og det vidste danskerne godt, for masserne havde moret sig over Soldaterkammerater på vagt (1960) i Gaza med danske skuespillere på kamelryg og underlige arabere. Populærkultur er langt hurtigere til at afspejle virkeligheden end finlitteratur. Danske ekspeditioner havde været i Irak i 1957. Thorkild Hansen var i 1960 på ekspedition med rigsantikvar P. V. Glob (1911-1985) til Mellemøsten. De var alle ’orientalister’, som var med til at skabe os ved at skabe Orienten som det, vi ikke er. Senere dukkede Orienten op i storbyernes ghettoer, men det opdagede litteraturen ikke før efter 2000 hos Ahmad Mahmoud (1987-).
Dansk litteratur fra 1900 til 1950 sluttede med Kaj Munk (1898-1944) og begyndte igen i 1950 med Martin A. Hansens (1909-1955) Løgneren. Der var masser af kristendom, Kierkegaard, eksistentialisme og metafysik i litteraturen dengang. Så forsvandt meningen og metafysikken, samtidig med at velfærdsstaten opstod. Epoken sluttede i 2000 med Per Stig Møllers Munk og Naser Khaders khader.dk, og Gud var kommet ind fra kulden. Det havde de kulturradikale opdaget, så de gik til kamp mod metafysik, overtro og postmodernisme: dvs. Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian. 1960’erne var de antimetafysiske modernisters årti. De havde i 1955 opfundet kulturradikalismen. Klaus Rifbjerg (1931-2015) og vennerne Villy Sørensen (1929-2001) og Leif Panduro (1923-1977) repræsenterede litteraturen. Lyrikerne skrev digte, der næsten ikke var til at forstå, og de kunne ikke sælges. Statens Kunstfond blev derfor oprettet i 1964, fordi man ikke mente, at markedet kunne frembringe andet end kitsch, altså Soldaterkammerater. Poul Borum (1934- 1996) lavede en kritisk introduktion til modernismen i 1966 uden at nævne en eneste arabisk lyriker. Koranen blev oversat til dansk af Abd al-Salam Madsen (Svend Aage Madsen, 1928-2007), og Svend Aage Madsen (den rigtige, 1939-) holdt i tide med Tilføjelser op med at være modernist. Alt sammen i 1967.
Længe fik modernismen ikke lov at være dominerende. I 1968 blev den standset af studenteroprøret, og modernismen opdagede til sin store forundring, at den var blevet reaktionær. Litteratur skulle nu være socialrealistisk. Nogen kaldte denne litteratur ’øllebrødslitteratur’. Hovedpersonerne skulle være både billeder og forbilleder. Dog var personerne i datidens Yahya Hassan (1995-), storsælgende Vita Andersens Tryghedsnarkomaner (1977), kun billeder uden forbilleder, men der var forbilleder hos de opbyggelige Kirsten Thorup (1942-) og Martha Christensen (1926-1995). Alle havde glemt modernismens meningstab.
Den tyrkiske ’fremmedarbejder’, Habiba, dukkede op i Dea Trier Mørchs (1941-2001) Vinterbørn (1977). Det har været langt sværere for indvandrere at komme ind i dansk litteratur end ind i Danmark. Både modernismen og socialrealismen betragtede massekulturen med dyb skepsis, men de var på det tabende hold. De fleste mennesker, og det gjaldt også digterne, var efterhånden blevet glade for pop, rock og film. Modsætningen mellem højkultur og massekultur kunne ikke opretholdes. Det hed postmodernisme. Linda Wendels disko digte (1980) er glemt nu, men var en nyskabelse:
DADADADAD….
SORTE SORTE LÆBER
MALEDE FLAGERMUSØJNE
KARSEHÅR
Muren faldt, og en ny tid begyndte med ’det formelle gennembrud’. Eftersom de store fortællinger var døde, var der kun små fortællinger tilbage, og de kom i form af kortprosa, punktromaner og minimalisme. Små historier hed Peter Adolphsens tekst fra 1996. Småt var godt, og form var bedst. Til slut dukkede de rejsende forfattere op igen. Carsten Jensen (1952-) og Thomas Boberg (1960-) drog som danske ekspeditionsdeltagerdigtere ud for at møde de fremmede, som i mellemtiden var kommet ind i Danmark. De kunne have set verden begynde i det lykkelige Arabien i Vollsmose.
Artiklen er trykt i bogen Danmark i Europa 1950-2000 udgivet af Aarhus Universitetsforlag og Århundredets Festival.
Kommentarer