Den korsfæstede budding af Simon Grotrian

Digtsamlingen er fyldt med smukke passager og det ene vilde billede efter det det andet. Luk alt andet ned og luk op for poesien. 

Simon Grotrian må være en af de mest sære, syrede og besynderlige digtere i dansk litteratur. Efter endt læsning kan det være svært at sige, hvad digtsamlingen handler om, for tekstuniversitet bygges ikke op; det falder hele tiden sammen, og så alligevel ikke. Der synes hele tiden at være et eller andet til stede, en retning, en hånd, en formodning om at stole på synerne, der på en eller anden måde tilfører mening til digtene. Desuden tager en række af digtene udgangspunkt i religiøse billeder, men ikke på en traditionel måde, som titlen ’Den korsfæstede budding’ illustrerer.

At tage udgangspunkt i kristendommens billedunivers, der som mange andre religioner, bærer selvmodsigelsen i sig i sin skrift, sine tanker og idealer, giver digtsamlingen et interessant ståsted. Digtene bliver nærmest en bøn til det kaotiske og udgør en søgen efter mening eller fraværet af mening.

Selv nu, flere dage efter sidste side er vendt, hjemsøger nogle af Grotrians billeder mig og trænger sig på med lige dele fascination og frustration. Min hjerne vender og drejer sig for at forstå, hvad der menes, hvor digtene vil hen. Hvis de vil undersøge paradokserne og det meningsfyldte/meningsløse kaos, giver følelsen mening. For digtene bevæger sig også mod en slags hengivelse, hvor kaos ses som godartet.

Grunden til at digtsamlingen ikke bliver fuldstændig verdensfjern og frustrationen så stor, at jeg bare smider digtene ud ad vinduet, ligger i tonen. Grotrians tone er ikke opstyltet. De sære og surrealistiske syner virker ikke påtagede. Faktisk er det en fornøjelse at læse en stor del af digtene. I stedet for at skabe en distance til sin læser, tager ordene læseren med på en sær rejse gennem et billedrigt univers, hvor der anes en lethed i sproget. Det kan for eksempel opleves her:

”i sporet mellem grøfter af blæk / hoppede al meningsløshed forbi” og ”Paradis er et høloft, hvor de boltrer sig hele eftermiddagen” og ”Gud serverede kloden og trak gardinet ned / hvorfor der kan prædikes til den lyse morgen” og ”din sjæl er en paraply / der holder kroppen svævende på Jorden”

De ovenstående citater er et bredt udvalg fra samlingen, der skaber det ene billede efter det andet. Som man måske kan fornemme, er det interessant læsning, der undersøger store eksistentielle problematikker gennem fine betragtninger. Digtene er kendetegnet ved en stor idérigdom, og de fordrer, at man læser dem, mens man er dybt koncentreret. At man lukker alt andet ned og åbner for poesien.

I virkeligheden er denne sætning fra digtsamlingen, måske den bedste beskrivelse af læseoplevelsen: ”Når vi rammer grenene dernede, vil de knække og bryde ud i digte.” At læse ’Den korsfæstede budding’ er som at stå i kronen af et højt træ, hvorfra man falder og rammer den ene gren efter den anden, som bryder ud i et nyt digt om verdens begyndelse og fortsatte eksistens. Indtil man lander på bunden og må tænke over, hvordan man får lov til at komme op en gang til.