Der sker jo ikke noget! Livet er gået i stå i en lille flække i Norge. Og her har Mariam og hendes mand søgt tilflugt, for at prøve at komme gennem sorgen over at ha mistet deres lille barn. Det er netop det hun kan: Ina Merethe Schmidt, altså at skrive en roman, hvor der intet sker, men hvor små bobler kommer op til overfladen, som signal om, at der er noget vigtigt nedenunder. Her svarer hun på spørgsmål om romanen:
Titlen Fåresyge leder mine tanker mod mange mulige tolkninger. Hvad mener du med titlen?
At Miriam ikke kan tegne sine får og bliver på en måde "syg" af det. Men den kan også betyde så meget andet. Fåresyge er en børnesygdom og historien handler også om et barn. Find selv på flere :-)
I romanen beskriver du problematikken omkring ikke at tale om sorgen over at miste et barn. Er det et udtryk for en berøringsangst for døden?
Nej, jeg tror ikke det er så meget døden, som Miriam og Lars har berøringsangst med. Lars beskærftiger sig med døden dagligt i sit arbejde og Miriam hører jo gerne om den fra ham, men jeg tror nærmere, at det er angsten for at tale om alle de ting, der ikke er lykkedes, om ens egen fallit, om det der ikke blev, som man blindt havde forestillet sig det. Tabet af det perfekte liv, selvom det perfekte liv måske slet ikke findes.
Handlingen forgår i Norge i et meget småborgerligt miljø, kunne den ligeså godt foregå i Danmark?
Ja, det kunne den. Der findes også den slags miljøer i Danmark, men jeg tog udgangspunkt i Norge, da man bl.a. i Norge kan komme meget på afstand af "civilisationen" og isolere sig mere end man kan i lille Danmark, hvor der fx ikke er mere en 5-6 timers kørsel til hovedstaden fra det yderste af det yderste Jylland. Så "korte" afstande arbejder man ikke med i Nordnorge. Der er der langt til alt.
Miriam er meget isoleret, som illustrator, hvor meget Miriam er der i dig, som forfatter?
Der er ikke rigtig nogen Miriam i mig. Gudskelov. Jo, rastløshed over for værket har jeg da følt fra tid til anden, men jeg bryder meget med isolationen som forfatter ved at leve et helt almindeligt liv med arbejde osv. ved siden af skriverierne.
Er det et oprør Miriam foretager i Norge?
Jeg ser det ikke som et oprør som sådan, mere som en frustreret og ulykkelig kvindes desperate handlinger uden mål og med. Der er ingen systematik i det fra Miriams side.
Miriam og hendes mand taler praktisk talt ikke sammen, hvor typisk tror du det er? Og hvad mener du om sådan et ægteskab som basis for en familie?
Det, ikke at kunne tale sammen, tror jeg ikke, er så udbredt længere. Vores samfund og medierne dyrker mere og mere vores følelser og vigtigheden af at give udtryk for dem både, hvad mænd og kvinder angår. Dermed ikke sagt, at vi altid får noget godt ud af, at vende vrangen ud på os selv overfor den anden. Det behøver ikke altid være den rigtige løsning. Nogle gange er der også ting, som man ikke kan tale om, fordi det ligger et sted, hvor samtale ikke kan nå og nytte. Måske er det et knus man har brug for eller måske har man brug for at være lidt alene. I et ægteskab eller i en familie er der naturligvis visse ting der bliver nemmere, hvis man er i stand til at tale sammen. Det er godt at kunne give udtryk for, hvad der går én på ved den anden eller andre, og få sagt det på en konstruktiv måde, så man ikke brænder inde med det og det vokser sig større og større og kommer ud af proportion. Det er lettere at behandle en sag, når den har en overskuelig størrelse. Åbenheden og ærligheden kommer man meget langt med, hvis man tør.
Artikel
Lad de små får komme
Der sker jo ikke noget! Livet er gået i stå i en lille flække i Norge. Og her har Mariam og hendes mand søgt tilflugt, for at prøve at komme gennem sorgen over at ha mistet deres lille barn. Det er netop det hun kan: Ina Merethe Schmidt, altså at skrive en roman, hvor der intet sker, men hvor små bobler kommer op til overfladen, som signal om, at der er noget vigtigt nedenunder. Her svarer hun på spørgsmål om romanen:
Titlen Fåresyge leder mine tanker mod mange mulige tolkninger. Hvad mener du med titlen?
At Miriam ikke kan tegne sine får og bliver på en måde "syg" af det. Men den kan også betyde så meget andet. Fåresyge er en børnesygdom og historien handler også om et barn. Find selv på flere :-)
I romanen beskriver du problematikken omkring ikke at tale om sorgen over at miste et barn. Er det et udtryk for en berøringsangst for døden?
Nej, jeg tror ikke det er så meget døden, som Miriam og Lars har berøringsangst med. Lars beskærftiger sig med døden dagligt i sit arbejde og Miriam hører jo gerne om den fra ham, men jeg tror nærmere, at det er angsten for at tale om alle de ting, der ikke er lykkedes, om ens egen fallit, om det der ikke blev, som man blindt havde forestillet sig det. Tabet af det perfekte liv, selvom det perfekte liv måske slet ikke findes.
Handlingen forgår i Norge i et meget småborgerligt miljø, kunne den ligeså godt foregå i Danmark?
Ja, det kunne den. Der findes også den slags miljøer i Danmark, men jeg tog udgangspunkt i Norge, da man bl.a. i Norge kan komme meget på afstand af "civilisationen" og isolere sig mere end man kan i lille Danmark, hvor der fx ikke er mere en 5-6 timers kørsel til hovedstaden fra det yderste af det yderste Jylland. Så "korte" afstande arbejder man ikke med i Nordnorge. Der er der langt til alt.
Miriam er meget isoleret, som illustrator, hvor meget Miriam er der i dig, som forfatter?
Der er ikke rigtig nogen Miriam i mig. Gudskelov. Jo, rastløshed over for værket har jeg da følt fra tid til anden, men jeg bryder meget med isolationen som forfatter ved at leve et helt almindeligt liv med arbejde osv. ved siden af skriverierne.
Er det et oprør Miriam foretager i Norge?
Jeg ser det ikke som et oprør som sådan, mere som en frustreret og ulykkelig kvindes desperate handlinger uden mål og med. Der er ingen systematik i det fra Miriams side.
Miriam og hendes mand taler praktisk talt ikke sammen, hvor typisk tror du det er? Og hvad mener du om sådan et ægteskab som basis for en familie?
Det, ikke at kunne tale sammen, tror jeg ikke, er så udbredt længere. Vores samfund og medierne dyrker mere og mere vores følelser og vigtigheden af at give udtryk for dem både, hvad mænd og kvinder angår. Dermed ikke sagt, at vi altid får noget godt ud af, at vende vrangen ud på os selv overfor den anden. Det behøver ikke altid være den rigtige løsning. Nogle gange er der også ting, som man ikke kan tale om, fordi det ligger et sted, hvor samtale ikke kan nå og nytte. Måske er det et knus man har brug for eller måske har man brug for at være lidt alene. I et ægteskab eller i en familie er der naturligvis visse ting der bliver nemmere, hvis man er i stand til at tale sammen. Det er godt at kunne give udtryk for, hvad der går én på ved den anden eller andre, og få sagt det på en konstruktiv måde, så man ikke brænder inde med det og det vokser sig større og større og kommer ud af proportion. Det er lettere at behandle en sag, når den har en overskuelig størrelse. Åbenheden og ærligheden kommer man meget langt med, hvis man tør.
Kommentarer