Tragikomisk roman om fårede får, religiøse naboer og rædselsfulde svigerforældre, men mest af alt om hvordan man kommer videre, når det der ikke må ske, er sket.
Ina Merete Schmidt debuterede forrige år med den meget anmelderoste og skønne "Fra dag ét", og "Fåresyge" lever fuldt ud op til den. Der er ingen tvivl om, at vi har fået endnu en ung og dygtig forfatter, som sagtens kan gå hen og blive en ny Helle Helle, Ida Jessen eller Naja Marie Aidt.
Eller måske slet og ret en Ina Merete Schmidt!
Fåresyge er velskrevet, vedkommende og humoristisk. Forfatteren har fået hovedpersonen til at sige alt det højt, vi andre nøjes med at tænke. Måske ud fra devisen " jeg har intet at miste". Og det gør, at selvom man har lyst til at græde med personerne, smiler og klukler man alligevel over de parodiske optrin, der hele tiden opstår.
Illustratoren Miriam og lægen Lars har mistet deres datter og er flygtet til Norge, hvor Lars har fået job. Miriam skal illustrere en børnebog om får, men intet fungerer, som det skal. Sorgen er selvfølgelig flyttet med.
Får er der ikke mange af, derimod tegner Miriam en masse dystre og destruktive tegninger af alle de mærkelige naboer.
Vi møder det religiøse ægtepar der spørger: "Kender du Jesus"?, og Miriam svarer: "Ikke personligt, men jeg har da hørt om ham". Dette svar gavner ikke nabovenskabet. Eller da vores hovedperson smider en hjemmehæklet rædsel af et tæppe købt på en kirkebasar på et bål midt i byen. Så er der dømt fjendskab!
Romanens afsæt i virkeligheden mellem naturoplevelser, så som gletschervandringer og sex med norsk "fjeldabe", og Miriams psykiske tilstand balancerer eminent. Kulminationen er, da parret på deres forsoningstur får følgeskab af en spastiker, der er stukket af fra sit plejehjem. Det er uovertruffet morsomt og sørgeligt.
Gyldendal, 2008. 196 sider .
Kommentarer