Intens jegjagt

Maja Lucas debuterer med en samling små, fine noveller, 19 jegfortællinger.
Novellerne er fortalt i en sagte og sørgmodig tone, der indimellem brydes af tragikomik, som da den døende farmor fortæller om sin groteske oplevelse på hospitalet: 'Jeg har fået konstateret: at jeg ikke har nogen hjerne – alligevel kom jeg til intelligenstest.

'Jegfortællinger' hedder din novellesamling, hvad opnår du med en jegfortæller? 

Jeg er jo mildest talt ikke alene om at benytte mig af en jegfortæller - det er mindst lige så almindeligt som at bruge en tredjepersonsfortæller. Men jeg har altid haft en forkærlighed for jegfortællere, fordi de kan slippe af sted med så meget! En jegfortæller kan både sige noget meget enkelt og noget meget højtravende, og alligevel er den "bare" en figur i fortællingen, der taler - en jegfortællers fortælling er i en vis forstand altid bare en replik. Det giver fortællingen en utrolig smidighed, uden at den mister sit fokus eller centrum, nemlig det talende jeg.   At hele bogen hedder "Jegfortællinger" skyldes, at det er en ganske særlig form for jegfortæller, jeg bruger. Nemlig en ofte meget nedbarberet fortæller, som i store træk kun fortæller om ydre ting - om hvad der kan ses, høres og lugtes, men sjældent om sine følelser eller tanker. Men det er paradoksalt i en jegfortæller, for når man bruger ordet "jeg", indikerer man, at man har direkte adgang til sine tanker og følelser, og det har dette jeg tilsyneladende ikke, eller også kan hun ikke sætte ord på dem. Derfor skal "Jegfortællinger" forstås som en slags ironisk, bittersød titel, fordi denne jegfortæller kun i meget ringe grad er i stand til at fortælle om sig selv. Ligesom hun i meget ringe grad er i stand til at træde i karakter som menneske - hun forsvinder tit i mødet med andre mennesker.  

Hovedpersonen i 'Jegfortællinger' er utrolig passiv, hvad har din hensigt været med denne persontegning?

Jeg tror, at de færreste forfattere har en særlig klar hensigt med, hvad de skriver - det gælder i al fald mig selv. Jeg sætter mig bare ned og skriver - meget intuitivt - og kan først lang tid efter forstå, hvad det egentlig er, jeg har skrevet. På den måde afspejler passiviteten en "naturlig" fortælleform for mig. Men når det så er sagt, er det klart, at effekten af denne voldsomme passivitet er et ulykkeligt eller tragikomisk billede af en person, der er meget fastlåst i livet. Det er, som om hun udmærket kan se eller fornemme, at hun lader sig styre og invadere af andre mennesker, men hun er ikke i stand til at gøre noget ved det. Ligesom hendes position som fortæller - på den ene side har hun som fortæller "magten" over historien, men på den anden side magter hun ikke at fortælle om, hvad hun tænker og føler.  
Samtidig har hun jo til tider en voldsomt grænsesøgende adfærd, som når hun selv opsøger sin gymnasievens far for at blive forført, eller når hun går til lægen for at få afprøvet sine orgasmer. Det skal nok forstås som et udtryk for en voldsom længsel efter at ændre denne låste situation, som så ikke kan komme til udtryk på normal vis.  

Kommunikationen mellem personerne i din roman består mest af antydninger, hvordan kan det være?

For jegets vedkommende er det jo nok en konsekvens af den manglende evne til at handle og ikke mindst til at sige fra - så er det, tror jeg, også svært at sige til! Når man konstant har følelsen af at befinde sig et forkert sted, som man alligevel ikke kan vriste sig fri af, så kan man sjældent være særlig åben og utvetydig i sin kommunikation, fordi man simpelthen ikke ved, hvilken retning man vil. Også fordi angsten for afvisningen altid er til stede for dette jegs vedkommende.  

Dertil kommer, at jeg bruger rigtig mange replikker i mine tekster, og replikker er, tror jeg, pr. definition underspillede, fordi man, når man taler med hinanden, befinder sig i et socialt rum, hvor man konstant føler efter, hvordan den anden reagerer på det, man siger. Og fordi man aldrig rigtig er på tankemæssig højde med sine replikker - fordi man simpelthen ikke kan nå tænke det, man siger, ordentligt igennem; derfor vil de fleste være påpasselige med at buse ud med et eller andet voldsomt, men følelserne vil typisk afsløre sig i selve ordvalget eller kropssproget. Det er jo en gammel sandhed for teatrets vedkommende, at en god replik har mindst lige så meget "undertekst" som det, den faktisk siger.  

Jeg synes at fremstillingen af farmoren i 'Jegfortællinger' er helt fantastisk, humoristisk og kærlig, hvad har din menig været med den fremstilling?

Igen vil jeg hellere tale om effekten af farmor-skikkelsen end meningen med den, for også hun er fremkommet intuitivt. Men man kan sige, at det måske er symptomatisk for dette jeg, at hun kan vise flere følelser over for farmoren, der er ved at dø og til sidst også er død. I dødens skygge kan kommunikationen fungere friere! Dette er i øvrigt et typisk træk ved den "unge" litteratur, for eksempel kender man det fra Goethes Den unge Werthers lidelser, hvor kærligheden forstærkes af selvmordet.  
Desuden gav det en god virkning at parre farmorens livlighed og bramfrihed med jegfortællerens indadvendthed og passivitet. Det kommer måske tydeligst til udtryk i "Alder", hvor jeget besøger farmoren på hospitalet. Her mødes en gammel, dysfunktionel krop med en ung, velfungerende ditto, men deres bevidstheder er nærmest omvendte: Farmoren er humoristisk og taler lystigt om sine elskere, mens jegfortælleren er sørgmodig og opgivende i forholdet til mænd.  

I øvrigt har denne til tider gådefulde kobling mellem krop og sjæl altid interesseret mig - det er derfor, jeg har de to historier om at gå til lægen. Det er uhyre interessant, synes jeg, når menneskekroppen bliver udsat for lægens objektiverende blik. Samtidig med at det ofte er ydmygende og komisk, kan det også efter min mening være lettelse at blive målt og vejet, at overgive sin subjektive, følelsesfulde og ofte besværlige krop til et "højere", objektivt system. Her ER man bare og bliver fuldt ud accepteret som krop - ens krop bliver set og anerkendt, som det, den er, hverken mere eller mindre.