Maja Lucas kan skrive små og godt! Hendes nye bog Min far kan lide fugle er en samling af små lyriske prosatekster. Teksterne samler sig om barndommens sorg over forældrenes skilsmisse, og den sårbarhed, som var konsekvensen. Teksterne er meget stemningsfulde, og udtrykker meget gennem det usagte. I dette interview fortæller Maja Lucas, om teksterne.
Din første bog hed Jegfortællinger. Når jeg læser Min far kan lide fugle tænker jeg på, hvor meget af dig selv, der er i denne?
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg i høj grad bruger af mine egne erfaringer. Min metode er i så henseende lyrisk, fordi mine tekster altid udspringer af en følelse. Men jeg foretager også altid en kunstnerisk bearbejdelse af følelsen, for at den kan fungere som - kunst. Og i den bearbejdningsproces kan der ske rigtig meget med stoffet. Det har jeg især oplevet med denne bog, der jo er en sammenhængende fortælling, i modsætning til min debut, som var en novellesamling. I denne, Min far kan lide fugle, har alle elementer i bogen skullet passe sammen, og det har gjort det nødvendigt at ’lyve’ mere eller rettere at dreje stoffet i en bestemt retning. Jeg har også været en del på jagt efter ord og stof, både i ’virkelighedens’ verden og i mine egne krinkelkroge. Fx blev min mormor ikke kaldt ’Bess’ i virkeligheden, men da jeg ledte efter et godt kælenavn til en bedstemor og fandt ud af, at der er mange tropiske orkaner, som har heddet ’Bess’, ja, så virkede det oplagt at bruge!
Der er mange drømme i din nye bog, hvad bruger du drømmene til?
Til at lade følelser komme op til overfladen - til at lade jeget opleve og tale om følelser. Det er jo en drømmetekst, som indleder bogen og sætter hele historien i gang, og det var også den første tekst, jeg skrev. I drømmene bliver de forbudte områder - sygdom, vold, seksualitet, død - behandlet og hverdagslivet forvrænget. Et af de store problemer for jeget i bogen er, at kommunikationen med forældrene er vanskelig, for ikke at sige blokeret.
Samtidig er drømmene de steder, hvor bogen får lov til at være vild og udflippet, og hvor den bruger nogle surrealistiske motiver og forhåbentlig humoristiske tankerækker. Dem kunne jeg godt lide at arbejde med. Jeg elsker, når tekster er dobbeltbundne - både smukke og forfærdelige eller morsomme og tragiske. Og til den slags er drømme et taknemmeligt materiale at bruge, fordi hverdagslogikken per definition er ophævet.
Drøm og virkelighed er ligestillet, som om de indeholder lige meget sandhed, er det rigtigt forstået?
Ja, bestemt! Det har været meningen at lade drøm og virkelighed væve sig ud og ind af hinanden. Netop fordi drømmene meget handler om de følelser, jeget ikke kan håndtere. Begge planer er virkelige i jegets følelsesliv. Og omvendt er virkeligheden for hovedpersonen af og til et mareridt. Dette udtrykkes især i bogens midterste tekst, hvor skilsmissen mellem forældrene sker. Her beder jeget til gud om at vågne op fra den onde drøm, som skilsmissen er - en tanke, jeg vil tro, at mange skilsmissebørn har tænkt!
Og hvad er det så med de fugle?
Det er ikke helt nemt at sige, for min skriveproces er som nævnt meget intuitiv og følelsesbåren. Jeg har derfor ikke tænkt noget bestemt med fuglene, da jeg skrev bogen. Men jeg bruger dem som et ledemotiv - altså et element, der bliver ved med at dukke op i nye variationer gennem bogen. Og de kvindelige personer optræder tit som fugle - moren løfter armene ud til siden, ’som om hun flyver’, og farens elskerinder ’flakser’ omkring ham. Til dels kender man jo metaforikken fra den litterære tradition, hvor kvinder kan omtales som fx høns eller finker. Men samtidig optræder fuglene i bogen som helt konkrete fugle - som smittebærere, som fjerleverandører til dunjakker, som kød man spiser. Så måske er bogens brug af fugle også et forsøg på at kæmpe imod den traditionelle metaforik om kvinder, den traditionelle måde at fremstille kvinder på. Bogen handler i hvert fald en del om kønsroller, fordi moren og faren nærmest har byttet plads i forhold til det traditionelle mønster. Og endelig er fugle jo et dejligt transcendent billede - de er små og spinkle, men kan nå højt til vejrs og hæve sig op over jordelivet.
Jeg tror du fundet din helt egen stil? Er det sandt og hvor er den kommet fra?
Det er jeg vel den sidste til at svare på! Men jeg håber det naturligvis, som de fleste forfattere ønsker jeg at være original. Et lidt særpræget træk ved bogen er måske dens blanding af poesi og prosa - undervejs har jeg tit været i tvivl, om man overhovedet kunne skrive sådan. Og så har jeg forsøgt at åbne mig for nogle svære følelsesmæssige problemstillinger. Det gør ikke nødvendigvis en tekst original, men jeg tror, at det hjælper, fordi modet til at skrive ’sandheden’ for mig at se hænger sammen med modet til at gå nye veje kunstnerisk.
Artikel
Drømmefugle
Maja Lucas kan skrive små og godt! Hendes nye bog Min far kan lide fugle er en samling af små lyriske prosatekster. Teksterne samler sig om barndommens sorg over forældrenes skilsmisse, og den sårbarhed, som var konsekvensen. Teksterne er meget stemningsfulde, og udtrykker meget gennem det usagte. I dette interview fortæller Maja Lucas, om teksterne.
Din første bog hed Jegfortællinger. Når jeg læser Min far kan lide fugle tænker jeg på, hvor meget af dig selv, der er i denne?
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg i høj grad bruger af mine egne erfaringer. Min metode er i så henseende lyrisk, fordi mine tekster altid udspringer af en følelse. Men jeg foretager også altid en kunstnerisk bearbejdelse af følelsen, for at den kan fungere som - kunst. Og i den bearbejdningsproces kan der ske rigtig meget med stoffet. Det har jeg især oplevet med denne bog, der jo er en sammenhængende fortælling, i modsætning til min debut, som var en novellesamling. I denne, Min far kan lide fugle, har alle elementer i bogen skullet passe sammen, og det har gjort det nødvendigt at ’lyve’ mere eller rettere at dreje stoffet i en bestemt retning. Jeg har også været en del på jagt efter ord og stof, både i ’virkelighedens’ verden og i mine egne krinkelkroge. Fx blev min mormor ikke kaldt ’Bess’ i virkeligheden, men da jeg ledte efter et godt kælenavn til en bedstemor og fandt ud af, at der er mange tropiske orkaner, som har heddet ’Bess’, ja, så virkede det oplagt at bruge!
Der er mange drømme i din nye bog, hvad bruger du drømmene til?
Til at lade følelser komme op til overfladen - til at lade jeget opleve og tale om følelser. Det er jo en drømmetekst, som indleder bogen og sætter hele historien i gang, og det var også den første tekst, jeg skrev. I drømmene bliver de forbudte områder - sygdom, vold, seksualitet, død - behandlet og hverdagslivet forvrænget. Et af de store problemer for jeget i bogen er, at kommunikationen med forældrene er vanskelig, for ikke at sige blokeret.
Samtidig er drømmene de steder, hvor bogen får lov til at være vild og udflippet, og hvor den bruger nogle surrealistiske motiver og forhåbentlig humoristiske tankerækker. Dem kunne jeg godt lide at arbejde med. Jeg elsker, når tekster er dobbeltbundne - både smukke og forfærdelige eller morsomme og tragiske. Og til den slags er drømme et taknemmeligt materiale at bruge, fordi hverdagslogikken per definition er ophævet.
Drøm og virkelighed er ligestillet, som om de indeholder lige meget sandhed, er det rigtigt forstået?
Ja, bestemt! Det har været meningen at lade drøm og virkelighed væve sig ud og ind af hinanden. Netop fordi drømmene meget handler om de følelser, jeget ikke kan håndtere. Begge planer er virkelige i jegets følelsesliv. Og omvendt er virkeligheden for hovedpersonen af og til et mareridt. Dette udtrykkes især i bogens midterste tekst, hvor skilsmissen mellem forældrene sker. Her beder jeget til gud om at vågne op fra den onde drøm, som skilsmissen er - en tanke, jeg vil tro, at mange skilsmissebørn har tænkt!
Og hvad er det så med de fugle?
Det er ikke helt nemt at sige, for min skriveproces er som nævnt meget intuitiv og følelsesbåren. Jeg har derfor ikke tænkt noget bestemt med fuglene, da jeg skrev bogen. Men jeg bruger dem som et ledemotiv - altså et element, der bliver ved med at dukke op i nye variationer gennem bogen. Og de kvindelige personer optræder tit som fugle - moren løfter armene ud til siden, ’som om hun flyver’, og farens elskerinder ’flakser’ omkring ham. Til dels kender man jo metaforikken fra den litterære tradition, hvor kvinder kan omtales som fx høns eller finker. Men samtidig optræder fuglene i bogen som helt konkrete fugle - som smittebærere, som fjerleverandører til dunjakker, som kød man spiser. Så måske er bogens brug af fugle også et forsøg på at kæmpe imod den traditionelle metaforik om kvinder, den traditionelle måde at fremstille kvinder på. Bogen handler i hvert fald en del om kønsroller, fordi moren og faren nærmest har byttet plads i forhold til det traditionelle mønster. Og endelig er fugle jo et dejligt transcendent billede - de er små og spinkle, men kan nå højt til vejrs og hæve sig op over jordelivet.
Jeg tror du fundet din helt egen stil? Er det sandt og hvor er den kommet fra?
Det er jeg vel den sidste til at svare på! Men jeg håber det naturligvis, som de fleste forfattere ønsker jeg at være original. Et lidt særpræget træk ved bogen er måske dens blanding af poesi og prosa - undervejs har jeg tit været i tvivl, om man overhovedet kunne skrive sådan. Og så har jeg forsøgt at åbne mig for nogle svære følelsesmæssige problemstillinger. Det gør ikke nødvendigvis en tekst original, men jeg tror, at det hjælper, fordi modet til at skrive ’sandheden’ for mig at se hænger sammen med modet til at gå nye veje kunstnerisk.
Kommentarer