Bavian, Den sønderjyske farm, Og sådan blev det, Drager over Kabul og Hævn - det er titlerne på de 100.000 bøger, som bogelskere vil dele ud til bekendte, der kun sjældent læser skønlitteratur.
Mange har ventet spændt på hvilke bøger, som blev valgt til Danmark Læser Dagen d. 23. april, og nu er sløret løftet for de fem titler. Da der i alle bøgerne er rigtig meget at tænke over og tale om, ser vi på Litteratursiden frem til samtalen om bøgerne lokalt, i omgangskredsen og ikke mindst her på sitet, hvor vi som en en del af partnerskabet om initiativet, inviterer til dialog om bøgerne og til at dele læseoplevelser med hinanden.
Her er nogle klip fra det uvildige panels motivation for valget af titler:
Den sønderjyske farm af Erling Jepsen: ”… en tragikomisk og humoristisk fortælling, som favner bredt. Gennem skarpe iagttagelser af små men afgørende forskelle, hudfletter han det danske folk i en nærmest dæmonisk provinsby.”
Bavian af Naja Mare Aidt: ”…en række moderne noveller med en unik stemme. Hun giver et blik på det moderne menneske med temaer som parforhold, børn og familieliv. Novellerne er lette at gå til, men svære at ryste af sig.”
Og sådan blev det af Maren Uthaug på en gang realistisk og eventyrlig historie om den fremmedes møde med en ny verden. Bogen rejser aktuelle spørgsmål om kultursammenstød, indvandring assimilation, og formår gennem ’den fremmedes’ blik at udfolde en medrivende historie om Danmark og danskerne. …”
Drager over Kabul af Morten Hesseldahl: ”…højaktuel og meget relevant roman om terrortrussel i Danmark. En politisk thriller med en utrolig fængende historie, som formår at fastholde læseren fra side et.”
Hævn af Robert Zola Christensen:”…en række gode fortællinger, der udforsker den almenmenneskelige følelse, der kan ramme de fleste. Hævn udfordrer mange af de gængse litterære grænser i et levende sprog får vi et interessant og humoristisk indblik i hævnens dna og mangefacetterede natur.”
Samtale om bøgerne på Litteratursiden
På Litteratursiden glæder vi os til samtalen om bøgerne her på sitet. Og der er meget at tale om, for bøgerne rummer stor dybde samtidig med at de alle er nemme at læse. De fem titler rummer både to af de stærkeste barndomsskildringer i nyere dansk litteratur, en skarp og fænomenal novellesamling, hvis korte form måske kan appellere til de mange mennesker, der mangler tid til at læse, en alarmerende aktuel historie om terrortruslen og en anderledes behandling af temaet hævn, som vi jo nok alle kan forholde os til, og som nok vil appellere til nye læsere.
Samtalen om litteraturen fremhæves også af kulturminister Marianne Jelved: "Den 23. april kommer mange til at læse den samme bog. Jeg håber, at I bagefter vil tale med hinanden om jeres oplevelser. For når vi læser sammen er det med til at give os en fælles forståelse af mennesker og samfund og skabe et fællesskab”.
Netop fællesskabet der opstår ved at dele læseoplevelser med andre læsere er et af omdrejningspunkterne på Litteratursiden, og en dimension vi ser som stadig vigtigere. Læseoplevelser er i dag noget man deler med andre i langt højere grad end tidligere. Debatten om bøger foregår ikke længere blot i dagbladenes spalter, men lever på arbejdspladserne, i vennekredsen og på blogs og websites.
På Litteratursiden tror vi på, at læseoplevelsen kan blive større og sætte sig bedre fast i erindringen, når man deler, og sætter en bog i sammenhæng med andre bøger i dialog med andre læsere. Samtidig kan denne deling af litteratur være med til at kaste lys over bøger, som ellers ville blive hurtigere trængt i baggrunden af aktuelle bøger. Ligesom disse fem bøger nu bliver læst af langt flere mennesker med Danmark Læser Dagen.
FAKTA
- Får man ikke en bog, kan alle bøger downloades gratis som lydbog eller e-bog i 24 timer den 23. april 2015.
- Litteratursiden har Danmark Læser som tema i april og maj, hvor vi ville fortælle meget mere om de fem bøger. Allerede nu kan vi nedenfor præsentere anmeldelser, analyser og portrætter af forfatterne.
- Den 23. april er udnævnt til bogens Verdens Bogdag af UNESCO. Datoen er valgt, fordi det er William Shakespeares fødselsdag og samtidig dødsdagen for forfatterne Miguel de Cervantes og Inca Garcilaso de la Vega.
- Mød nogle af folkene bag Danmark Læser på Litteratursidens stand på Krimimessen i Horsens d. 21. - 22. marts.
Links
Tilmelding til at blive en af de 4000 boguddelere.
Se videoklip med forfatterne om bøgerne på DR.dk.
Foto: Mette Udesen, Kulturstyrelsen
Kommentarer