Heksen som figur rammer lige ned i tidsånden med sit fokus på en rituel verdensforståelse, klimakrisen og feminismens nyeste inkarnationer.
Vi kender alle billedet af heksen i skoven fra eventyret om 'Hans og Grete'. Krumrygget og gnæggende sjosker hun rundt i ondskabens klæder og lokker små børn ind i bure, så de kan fedes op og fortæres som den lækreste grillede barnesteg. Børn skal ikke høres, de skal spises, uskylden skal dø, så ondskabens blomster kan vokse vildt i heksens uudgrundelige sind.
Det mørke billede af heksen som en anti-mor, en destabiliserende kraft for både familien og samfundet, ligger som et underliggende mareridt for hele den vestlige kulturhistorie. Der skulle gå noget tid, før det mørke billede af heksen i litteraturen for alvor begynder at ændre sig i slutningen af 1960’erne og 70’erne med rødstrømperne og kvindebevægelsen.
Kvindebevægelsen tager heksen til sig
Herhjemme besluttede en senere så navnkundig feminist, nemlig Dannie Druehyld, sig på Femølejren i 70’erne for - sammen med en række medsøstre - at kalde sig for heks. Netop fordi så mange mænd igennem tiderne havde kaldt dem for det. Hvorfor ikke tage mærkatet på sig og vende brændemærket til et adelsmærke? For var det ikke sådan, at heksen i litteraturen var en stærk, snarrådig, intelligent og handlekraftig kvinde - der blot opererede i ondskabens tjeneste? Hvad nu, hvis man brugte de kræfter positivt til at kæmpe for klimaet, kvinders rettigheder og en magisk genfortryllelse af det af moderniteten så afsjælede landskab?
Dannie Druehyld transformerede således heksen til en positiv størrelse i klassikeren 'Heksens håndbog' fra 1987, Suzanne Brøgger skrev i essayet 'Hvad skal vi med hexe' fra 1976, at heksen kunne tjene som en oplagt rollemodel for tidens kvinder. En kvinde, der turde gøre op med det gængse billede af kvinden som ufarlig husmor og omsorgsperson domineret af mænd. På samme måder ser vi Erica Jong i hendes bog 'Hekse' (1981) hylde en omvending af heksens tidligere negative valorisering - som også kunstneren og forfatteren Yoko Ono gjorde i både ord, kunst og musik - måske mest tydeligt i albummet 'Yes I’m a witch'. Ligesom også den amerikanske kunst- og performancegruppe W.I.T.C.H (Womens International Terrorist Conspiracy form Hell) i 1960’erne brugte ritualer som et væsentligt instrument i deres udtryk.
Især det rituelle aspekt af heksekunsten synes at vække genklang, ikke bare inden for litteraturen, men også inden for kunsten mere bredt forstået. Ritualet skaber en (kunstnerisk) form, der forbinder de praktiserende med naturen og mere dybereliggende kræfter menneskelivet og kosmologien. Det er en insisteren på, at der findes et rum for magisk tænkning, uklare forbindelser og tilværelsens store mysterier. På den led nægter heksen forståeligt nok at dø og insisterer på at genopstå i nye former som Fugl Føniks igen og igen.
Rituelle klange i nyere samtidslitteratur
Hvis vi ser på de måder, hvorpå heksen er blevet revitaliseret og genopstået i den nyere samtidslitteratur, bliver det også tydeligt, at heksens skikkelse både virker som en feministisk modstandsfigur, en klimaforkæmper og en ritualistisk genfortryller af verden. En række forfattere har i denne kontekst nærmet sig heksen på en række vidt forskellige måder - det være sig tematisk, rytmisk, stilistisk mm.
Digteren Ursula Andkjær Olsen har i selve sit toneleje i digtsamlingen Mit smykkeskrin en næsten mystisk klang, en besværgende lyrisk form, der insisterer på, at alt i kosmos hænger sammen. Johanne Lykke Holm arbejder i sin roman Strega, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, med en gotisk båret stemning, hvor heksens mørke fra folkeeventyrene siver gennem det fortættede sprog. Også i debutværket 'Knoglemarv lavendel' (2018) af skriftkollektivet BMS (der står for blod, måne, søndag) arbejdes aktivt med besværgelsen og det rituelle - ikke mindst i kraft af den kollektive stemmes magi. I Shëkufe Tadayoni Heibergs lille frøaktivistiske digtsamling 'Muld & Liv' besynges frø og planter og gives egne stemmer, så de indtræder i en animistisk og mere helhedstænkende kosmologi. Man kunne også fremhæve den prisbelønnede japanske forfatter og feminist Hiromi Ito, der er mange også er blevet anset for en shamanistisk digter. I værker som 'Vildgræs ved flodlejet' og 'Killing Kanoko' kredser hun i en messende og nærmest okkult stil om graviditet, kvindekrop, planter, regn, sex og vold. En inspiration som også den danske forfatter Olga Ravn har taget til sig i bl.a. 'Mit arbejde' (2020) om moderskab, graviditet og fødselsdepression.
Heksen nægter at dø
Tematisk indkredses heksen også helt konkret i Nanna Gouls roman Heksens alfabet (2022) om bibliotekaren Kamma, der forsøger at komme overens med naturen og tabet af et barn gennem heksekunst og ritualer. Vølven, som en af heksens tidligere inkarnationer, spiller også hovedrollen i to nye danske bøger, nemlig Vølve (2020) af Andrea Hejlskov og Vølvens vej (2021) af Anne-Marie Vedsø Olesen. Andrea Hejlskovs roman 'Vølve' er en autofiktiv fortælling om netop at være en moderne vølve og heks, indskrevet i en gendigtning af Vølvens spådom, hvor Anne-Marie Vedsø Olesen er en episk og historisk fantasyroman, der foregår i jernalderen og er inspireret af nordisk mytologi. På den led indåndes heksen i vidt forskellige tekster, genrer og stilarter inden for skønlitteraturen lige nu - og mon ikke, hun fortsætter med at vise nye ansigter i de kommende år. Heksen har et radikalt potentiale i sig og arbejder ikke mindst med en kulturhistorisk arv, som det vestlige samfund igennem tiderne har angrebet fra forskellige sider alt efter politiske og ideologiske strømninger.
Heksen som et praktisk skræmmebillede
Igennem litteraturhistorien har heksen eksisteret som et vrangbillede af og et modbillede til den ufarlige og pacificerede fødselsmaskine af en kvinde, der i mange patriarkalske samfund har været forbilledet - og på den måde også et skræmmebillede, der kunne fastholde kvinder i en - for manden - mere belejlig og underdanig rolle. Kvinder med magt har i det kristne verdensbillede været udfordrende - hvor det derimod i hedenskabets tid var noget ganske andet. Vølven - den kloge kvinde og magikeren - var omgærdet af stor respekt, ligesom druider i oldtiden havde høj status i samfundet og deres spådomme og ritualer blev fulgt respektfuldt. Heksens fremtoning har løbende ændret sig - ikke mindst i forhold til, hvordan kvinder blev anset i samfundet.
Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at billedet af heksen i litteraturen begynder at ændre karakter og løsrive sig fra det mørke og faretruende i takt med, at de vestlige kvinder begynder at kræve lige rettigheder og gøre op med patriarkatet. Svigersønnen til suffragetten og forfatteren Mathilda Joslyn Gage, nemlig forfatteren L. Frank Baum, introducerede som en af de første en god heks i sin klassiker 'Troldmanden fra Oz' (1900).
Det mørke billede af heksen ligger som et underliggende mareridt for hele den vestlige kulturhistorie. Tænk på troldkvinden Medea fra den græske mytologi, der slår sine egne børn ihjel for at straffe sin elskede Jason, femme fatale-udgaven Kirke fra Homers 'Odysseen', der fortryller ved sin skønhed og erotiske serveringer, den onde fe fra eventyret om 'Tornerose' - der jo også er en heks - der ikke blot forbander Tornerose, men lader hele slottet med dets beboere sove i 100 år og dermed lammer et helt samfund. Dette mørke skræmmebillede af heksen har imidlertid været på en kolossal kulturhistorisk dannelsesrejse, der hænger nøje sammen med kvindebevægelsen og feminismen, klimakrisen og et oprør mod den grundlæggende affortryllelse af den moderne verden.
Kommentarer