Vølve

Autofiktiv roman vil fortælle om altings samhørighed og binde mennesket sammen med naturen. Intet mindre. Kvindekraften, magien og moderskabet kalder på Andrea, mens hun gennemlever gentagne psykiske sammenbrud.

Romanen 'Vølve' peger på, at verden har brug for, at vi udvikler nye måder at være mennesker på i en tid, hvor systemerne kollapser. Andrea Hejlskov prøver i høj grad at udvikle nye måder at leve på. Desværre er den 600 siders digre roman ret dårligt redigeret med for mange gentagelser og ufuldstændig korrektur. Det er ærgerligt, for romanens essens og budskab er sympatisk og højaktuelt. Hejlskovs personlige beskrivelser af familien, moderskabet og kontakten til det psykiatriske system, når sammenbruddet rammer, er vedkommende. De lange afsnit, der graver dybt i religiøse ritualer, skal man nok være meget spirituel for at sætte pris på.

Pigen mærker alting og opdager, at verden er befolket af ånder og væsner og energier. Hun forfølger sin intuition og bliver indfanget i naturen store kræfter, der taler til hende. Pigen er uden navn, men navngives senere Andrea.

Fortællingen starter i Jylland i 1980´erne, hvor pigen vokser op. Tråden tages videre til Sjælland i starten af 00´erne, hvor hun bliver mor og udvikler sin særlige spirituelle sider; bevæger sig videre i Nordsverige, hvor hun lever i ødemarken sammen med sin mand og den yngste af hendes fire børn. Senere flytter familien til Skåne, tættere på civilisationen, og senere tilbage til Danmark.

Mens årtierne går, flettes hendes livserfaringer sammen med udforskningen af det religiøse, som hun opsøger i asatroen. Kontakten til Kindir med de andre asetroende giver den mening, som hun har ledt efter. Men det religiøse vækker også skørheden og påvirker hendes psyke. Hun ved, det er farligt for hende, når hun bliver religiøs. Grænserne udviskes, og der opstår flere virkeligheder på samme tid. I perioder bliver Andrea indlagt på psykiatriske afdelinger, hvor hun får skiftende diagnoser. Hun lever med springende tankegang og stemmer/ånder, der taler til hende. Hun kan ikke opretholde grænserne mellem de forskellige virkeligheder. Men hvad er sygdom, og hvad er ånder og urkraft?

En kompromisløs tilgang til livet præger Andrea, mens hun bevæger sig gennem de tre dele: Håndværkeren, Krigeren og Magikeren. Det er også de processer, vølven skal gennemgå, for at blive indviet.

Romanen behandler den samhørighed mennesker, efter Andreas mening, burde have med naturen. Hun kalder sig økoterrorist og afprøver forskellige leveformer for at komme i ét med naturen. Hun ser moderne hekse som bindeled mellem os og naturen. Det er heksens rolle at kunne gå ind i mørket og forhandle med det. Netop heksetemaet er medrivende i fortællingen, når det rækker ud over den personlige niveau og i enkelte afsnit rummer mere universelle dimensioner.

”Alt er ikke godt. Vi har brug for, at du er vågen, siger stemmen, og pludselig kan jeg genkende den. Det er kvindekraften, og den er kommet for at blive.”