Submarino er en slægtsroman om to brødre, der kæmper med livet på hver deres desperate måde. Forfatteren, Jonas Bengtsson, fortæller i dette interview, hvorfor han har valgt at skrive om livet, som det leves i de nederste sociale lag.
Er der mening med livet for personerne i romanen?
Bogen handler i høj grad om at skabe mening i livet. Da vi først møder Nick, den ene af brødrene, er der ingen mening med hans liv. Han har affundet sig med et ikke-liv, han drikker og løfter vægte. Det er en holdeplads. Da han så møder Ivan, sin ekskærestes hjemløse og traumatiserede lillebror finder han en mening. Han vil prøve at hjælpe ham. Den anden bror har en meget klar mening med sit liv: at beholde sin søn, på trods af sit heroin forbrug.
Din roman handler om to brødre, med hver deres historie, der viser to måder at tackle livet på. Hvordan adskiller de to brødre sig fra hinanden? Og hvorfor?
De adskiller sig ved at de har ”valgt” forskellige overlevelses strategier. Lillebroderen Nick, vender sin vrede ud ad, det er hans måde at håndtere hverdagen på. Vold er et sprog han har talt siden han var ganske lille. Det er velkendt, trygt. Storebroderen, vender vreden indad, forsøger at dulme den med dope. Hvad de har tilfælles er at de begge havde håb, og det blev taget fra dem. Og at ingen af brødrene giver op. De bliver ved, de fortsætter. De prøver til det sidste at få verden til at se bare en lille smule bedre ud, for dem selv og deres nærmeste.
De to brødre og deres omsorg for to personer (Ivan og Martin), som er endnu svagere end dem selv, røber at brødrene trods al svigt og afsavn er i stand til at gi'. Hvor henter de dog de følelser?
Jeg tror vi alle sammen har brug for at give. For at være noget for nogle andre, ligegyldig hvordan vores situation er. Uden anden sammenligning er det, som alkoholikerne og deres hunde. Jeg tror det er så basal en del af at være et menneske. Vi har brug for at spise, vi har brug for at sove, vi har brug for at blive set, og vi har brug for at gøre noget for nogen - være noget for nogen. Hvor stærk seksualdriften end er, tror jeg den ligger længere nede på listen.
Submarino er meget empatisk og virkelighedsnær læsning, er du fascineret af livet på samfundets bund?
Jeg ville ikke bruge ordet fascineret, der er en indbygget afstandtagen og romantisering i det. Men jeg er oprigtigt interesseret i at skildre mennesker, hvor dramaet ligger så tæt på overfladen som muligt. Mine karakterer befinder sig i situationer og miljøer hvor de er tvunget til at handle, og hvor deres handlinger altid har konsekvenser. Desuden tror jeg også, at jeg altid har haft en fornemmelse af, at der er ganske kort mellem os og ”dem”. At det er et ganske, ganske tyndt lag fernis, der holder os fra at sidde under højbanen og drikke guldøl og at sove i en hæk.
De to brødre har været udsat for voldsomt omsorgssvigt, deres mor fremstilles som uansvarlig. Martins far kæmper trods sit heroinmisbrug for at passe Martin, men magter det ikke, hvor er de ansvarlige voksne, der burde gribe ind? Mener du at dette fravær af ansvarlighed er realistisk?
Bogen er jo fiktion så jeg føler mig ikke i så høj grad forpligtet til at være realistisk. Troværdig, jo, ikke nødvendigvis realistisk. Men for at besvare spørgsmålet, er jeg desværre ret forbandet sikker på at det er realistisk. Mange gange ser vi først omfanget af vanrøgt i begyndelsen af første klasse i folkeskolen. Derudover findes der en masse måder hvorpå man kan undgå indblanding fra de sociale myndigheder. I provinsen er det at skifte kommune ganske ofte brugt.
Kommentarer