Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen
Dimitri Verhulsts korte roman, Hotel Problemski, er en tragikomisk tur ind i et ingenmandsland, hvor der hersker andre regler end i verden udenfor.
Hotel Problemski er en fortælling om livet i en lejr for asylansøgere. Romanen foregår i Belgien, men kunne foregå hvor som helst i Europa. Fotografen Bipul Masli, den tavse Igor, den håbefulde Maqsood, alle venter de på svar på deres asylansøgning. Håbe tør de knapt nok, og kynismen har for længst indfundet sig hos mange af dem.
Sande historier
Romanen startede som en journalistik opgave. Dimitri Verhulst (f. 1972) blev bedt om at skrive noget om asylansøgeres hverdag, og forfatteren flyttede ind på et modtagelsescenter i nogle dage. Det blev til mere end en artikel. I Hotel Problemski blander virkelige historier sig med opdigtede, men som Verhulst gør opmærksom på i sit efterord: ”… godt halvdelen af historierne er opdigtede, og at ingen af historierne indeholder løgn.” I Danamrk er bogen udkommet på Forlaget Ries, der med stor succes har specialiseret sig i de lidt skæve udgivelser.
Fluen
Historiens fortæller er fotografen Bipul Masli. I begyndelsen følger vi Bipul under en foto-opgave; han fotograferer et barn, der er ved at dø af sult. ”Jeg ville fotografere ham døende. Ikke død, for det kan alle og enhver,” forklarer Bipul, der ved, at hans fotografi af det døende barn kan gå verden over og udødeliggøre ham. Det eneste, der mangler i motivet, det ene, der ville gøre billedet perfekt, er en flue på barnets hoved. Et eksempel på den absolutte kraftesløshed: ikke at have kræfter til at vifte en flue væk fra sig selv.
I bogens afslutning er rollerne byttet om, Bipul er sat i samme situation som barnet. En fotograf er på besøg på asylcentret. ”Lad bare, som om jeg ikke er her,” siger fotografen, præcis som Bipul sagde til barnet i romanens begyndelse. Fornedrelsen fuldendes, da en flue – selvfølgelig – sætter sig på Bipuls hoved.
Maqsood og kvinderne
Romanen er blevet kaldt politisk ukorrekt, fordi den er morsom på en næsten satanisk måde. Som når Maqsood mener at have fundet løsningen på, hvordan man får opholdstilladelse: man gifter sig selvfølgelig med en belgisk dame. Rørende enkelt, ikke sandt. Maqsood forsøger sig med lidt af hvert, selvfølgelig uden den store succes.
Det er ikke let at score på diskotekerne, for det første fordi de ikke er udpræget begejstrede for at lukke asylansøgere ind, for det andet, fordi belgiske (eller danske, for den sags skyld) mænd ikke synes om, at sådan en perker kommer og lægger an på deres damer. Og for det tredje fordi damernes interesse er temmelig svær, for ikke at sige umulig, at fange, når man som Maqsood lider at kronisk ildrøde øjne efter systematisk tortur med peberspray.
Det er tragisk, og det er samtidig utrolig morsomt skrevet. Verhulst går lige til benet, og selv om bogen med sine knap 150 sider er hurtigt læst, er den ikke hurtigt glemt. Det er ikke en debatbog, Verhulst har skrevet, men det er en bog, der sætter fokus på mdobbeltmoralen i Fort Europa, og som oven i købet gør det uden løftede pegefingre eller belærende foredrag. Den holder i stedet et billede af en række menneskeskæbner op, ikke nødvendigvis specielt sympatisk eller medynkvækkende mennesker, men dog mennesker.
Kommentarer