Den rædselsfuldt skønne barndom. Om 'Altings bedrøvelighed' af Dimitri Verhulst.

Af litteraturstuderende Henrik Torjusen

’Vi var fattige og havde altid været det, men vi bar vores fattigdom med stolthed. At nogen stillede sin luksusbil foran vores dør, opfattede vi som en ydmygelse, vi skammede os ved tanken om, at nogen i landsbyen skulle have opfattet en Verhulst som velhavende.’ (Altings bedrøvelighed, s. 11)

Gennem tolv fantastiske, tragiske, groteske og underfundige episoder bliver vi fortalt om hovedpersonen Dimitri Verhulsts besynderlige liv. Vi følger ham fra hans tidlige barndom, til livet som voksen, fraskilt mand med weekend-søn og ny kæreste, og fra Dimitris svigtende forældre til hans eget svigt, da hans søn bliver født.

Det er en besnærende og urovækkende fortælling, der er meget svær at karakterisere. For hovedpersonen deler navn med forfatteren til bogen, Dimitri Verhulst (født 1972), og det er svært at finde ud af, om bogen er en ren autobiografi, eller om erindringerne er blevet fiktionaliseret, og i hvor høj grad det er sket.

Altings bedrøvelighed (2006, dansk 2007) er en kærlig-grotesk beskrivelse af en forsvunden verden af drankere, fulderikker, sjufter og bedragere i arbejder- og underklassen i datidens Belgien, nærmere bestemt den lille flække Reetverdegem. Bogen burde måske i stedet for at blive beskrevet som en roman, nærmere blive beskrevet som en fortællekreds med udgangspunkt i Dimitris liv, da den ikke er strengt kronologisk og ikke er bundet sammen af en overordnet fortælling.

Det er blevet anført, at fortællingerne er en beskrivelse af byen ’Nieuwerkerken’ lidt uden for Aalst, som Reetverdegem skulle være en pseudonym for. Det kunne tyde på en ren selvbiografi, men samtidig kunne bogen være en henvisning og kommentar til den belgiske tv-serie Dossier Verhulst fra 1986, der udspiller sig i de velhavende klasser i Belgien, en henvisning, som sammen med de groteske beskrivelser gør bogen til mere end en selvbiografi med udgangspunkt i underklassen i Belgien.

Forordet henviser også til rummet mellem erfaring og fiktion, som handlingen og karaktererne i romanen bliver beskrevet igennem. Eventuelle ligheder med levende personer ’skyldes udelukkende menneskekundskab og intet andet’ (s. 6). I øvrigt er Altings bedrøvelighed ved at blive filmatiseret i Belgien og skulle være færdig i 2009.

Samfundets støtter
Dimitri Verhulsts tidligere roman, Hotel Problemski (2003, dansk 2004), beskriver livet i et asylcenter i Belgien, og hvordan det omgivende samfund ikke vil anerkende asylansøgerne som rigtige mennesker, men i stedet blot anser dem for at være dyr eller udifferentierede cifre i systemet, der skal behandles af asyllovgivningen. Derfor behøver man ikke forholde sig til dem og deres situation.

I Altings bedrøvelighed bliver de velhavende og middelklassen beskrevet som værende styret af samme diskriminerende holdning til underklassen, som til asylansøgerne i Hotel Problemski. Den bedre stillede del af befolkningen vil ikke og kan ikke erkende eller anerkende alkoholikerne og den mistrøstige underklasse, der eksisterer i deres land.

Den manglende accept og det undertrykte had er udstrakt fra Verhulsterne til den samlede underklasse i sin helhed, og grundholdningen bliver rammende beskrevet af en af Dimitris skolekammerater, da han har fået ordre af sin far om, at han ikke længere må se Dimitri.

’Han siger, at I er nogle mindreværdige mennesker, nogle svæklinge. Og at folk af jeres slags ville være rådnet op i for længst, hvis ikke I blev holdt kunstigt i live af en hel masse sociale foranstaltninger. I naturen ville I ikke have haft en chance, der ville de stærkere arter for længe have ryddet jer af vejen for at bevare balancen.’ (s. 146)

Reetverdegem
Dimitri Verhulsts fortælling forsøger at beskrive de sider af det belgiske samfund, som normalt ikke bliver omtalt, og hvis de gør, næsten udelukkende negativt. Men hvad der kunne have været en trøstesløs beretning om vanrøgt og en uhyrlig opvækst blandt alkoholikere, er i stedet blevet en kærlig beskrivelse af en familie, der tager sig af hinanden, og som forsvarer familiens ære, og en familie, hvor glæden og det umiddelbare er vigtigere end alt andet.

Det vigtigste er, at man får en fornemmelse for disse normalt ubeskrevne menneskers indre. De vokser frem af fortællingen som hele karakterer, som læseren begynder at holde af undervejs, på trods af deres store fejl, groteske udskejelser og uhyrlige levevis.

De forsøger at skabe orden i deres verden, og de forsøger at handle i overensstemmelse med deres moralske indstilling. De groteske overdrivelser i bogen (sel,v om man godt kan tvivle på, hvad der er overdrivelser og i hvor høj grad, de er det) er med til at fjerne eller mildne de ellers tragiske liv Verhulsterne fører. Ved at overdrive eller dramatisere deres handlinger, bliver de samtidig forlenet med en charme og interesse, der normalt ikke bliver denne befolkningsgruppe til del.

Verhulsterne
Verhulsterne, Dimitris slægt, er legendariske drankere. Dimitris far har drukket alle værdier i hans barndomshjem op, og da Dimitris moder forlader faderen og tager alle møblerne med, flytter han blot hjem til Dimitris mormor, glad for at han ikke længere ejer noget. Her bor Dimitri sammen med sin far og dennes tre brødre i en stank af sved, alkohol og opkast, med onkler der lever af øl, cigaretter og råt hakkekød, der giver dem indvoldsorm, fordi kødet ikke bliver tilberedt inden indtagelse.

Aftenen og natten bruger de på værtshusene rundt omkring i omegnen, hvor de drikker sig fulde, slås, synger uhæmmet og lytter til musikkens højdepunkt: Roy Orbison. ’Der var ikke noget smukkere end at sidde og drikke sin sidste øl, mens værtshusholdersken fejede glasskår op på fejebakken og jukeboksen spillede Roy Orbison.’ (s. 20)

Verhulsternes groteske handlinger bliver tydeliggjort, da Dimitri Verhulsts yngste onkel Potrel får en idé til en drikkekonkurrence. Hans ældre onkel er netop blevet verdensmester i øldrikning og er blevet optaget i Guinness’ Rekordbog, men Potrel mener, at man skal kunne drikke mere end bare øl for at være verdensmester i druk.

Så han arrangerer et Tour de France i druk, hvor deltagerne skal drikke sig gennem et imaginært Frankrig. Hver fem kilometer svarer til en genstand: Jo større stigning, jo større procenter. De 18 deltagere, der sidder i en campingvogn, falder fra en efter en, og Potrel ender selv med at blive indlagt i koma på et hospital, efter at have vundet en stor bjergetape bestående bl.a. af en flaske whisky og en kasse øl.

Det er mennesker på randen af samfundet, der alligevel besidder de dyder, der normalt kun bliver tilskrevet samfundets støtter. De er generøse, forstående og omsorgsfulde for hinanden og deres omgivelser. Da Roy Orbison skal spille, og deres fjernsyn er blevet taget af pantefogeden, ser Verhulsterne koncerten hos et iransk ægtepar, der bor i nabolaget. Det iranske par har uforvarende lukket Verhulsterne ind, og koncerten ender med at alle fem fuldvoksne Verhulster danser på bordet, mens de synger af hjertets fryd. I modsætning til middelklassen og den velhavende del af befolkning har Verhulsterne intet mod de fremmede iranere.

Livet efter festen
Dimitri ender på børnehjem, og mod fortællingens slutning overtager beskrivelsen af hans nuværende liv, som forfatter i slutningen af tyverne, et liv der bliver beskrevet som tomt i forhold til livet i Reetverdegem. Den moral, der bliver fremhævet af det omgivende samfund, og som Dimitri selv lever efter nu, mangler en dybde og følsomhed, som Dimitri fandt i livet med Verhulsterne.

Nok var de alkoholikere, nok sloges de med alle og enhver der havde lyst, men de kunne tilgive, elske, begejstres og forundres. Beskrivelsen af Verhulsterne og deres forsvundne broderskab af druk er ikke en forherligelse af underklassens autenticitet, men nærmere en erindring af og en påmindelse om et tab af følsomhed og værdi i det nuværende samfund.

Verhulsterne besad noget værdifuldt, der er gået tabt med samfundets forandring. Værdier Dimitri selv har mistet i løbet af sin opvækst og sit senere liv. Han er blevet mere tilbageholdende, kender ikke længere den gamle dialekt, når han er på besøg, og kan ikke få sig selv til at besøge sin fars grav i Reetverdegem mere end hvert femte år.

For at vinde en position i verden har Dimitri måttet give afkald på sin oprindelse. Samtidig befinder han sig nu i en position, hvor han ikke selv forstår de værdier, han forfølger, men samtidig kan han ikke længere give afkald på dem. Længslen efter Reetverdegem og Verhulsterne er ikke en løsning på de nuværende problemer, men fortællingen om dem kan måske være med til at trække værdier og erindringer frem, så de ikke bare forsvinder

Endvidere kan opvæksten i Reetverdegem bruges som et modbillede til hans nutids overfladiske moral, og historierne kan tjene som en mulighed for at åbne for andre værdier, end de der sættes højst i samfundet omkring ham, og som en måde at holde fast i sig selv og sin oprindelse på. Som en påmindelse om, at det ikke kun handler om orden og karriere, men også om umiddelbarhed og fællesskab.

I den forstand er den fremragende fortælling en påmindelse til os andre om, at alle mennesker har et liv og en værdighed, som er værd at undersøge og holde fast i, og en påmindelse om værdien ved de andre omkring os og at holde fast i den umiddelbare glæde ved livet.