”Det er jo ikke svært at skrive om sig selv – det er svært at snyde sin læser til at tro, at en fiktionstekst er sandheden” - Mads Damsø.
Treenigheden mellem forfatter, fortæller og hovedperson er grundstenen i autofiktion, men hvad sker der med teksten, når det autofiktive pludselig nedbrydes af plottet og fortælleteknik? Det er noget af det, som kan diskuteres i Mads Damsøs roman Hvis dette er en lakridspibe, der udkom i foråret 2019.
Forfatteren til romanen med den mærkværdige titel, der trækker tråde til både Magrittes Billedernes bedrag ”Dette er ikke en pibe” og Primo Levis vidnesbyrd Hvis dette er et menneske, har i sin skriveproces på tætteste hold undersøgt det autofiktive. Romanen er nemlig i sin umiddelbare stil autofiktiv, da forfatteren, fortælleren og hovedpersonen alle bærer navnet Mads, alle er fra Vestjylland, og alle lever af at skrive. Vi har at gøre med en klassisk 1. personsfortæller, som læseren finder pålidelig, da historien er meget 1:1 og måske endda autentisk. Plottet derimod er lidt ude, hvor kragerne vender: Fortælleren og hovedpersonen Mads kommer nemlig ud for de mærkeligste scenarier og tjener en skilling eller to ved at sælge ulovlige lakridspiber til tyske turister. Læseren snydes gennem hele historien til at tro på, at det er en autentisk historie, og fordi de autofiktive træk er så overvældende tilstede, er det først til allersidst, at det går op for den skarpe læser, at fortælleren slet ikke er Mads. Og hvad sker der så med det autofiktive værk, når rammerne nedbrydes?
Fup eller fakta
Mads Damsøs farmor led af demens i en lang årrække, og da hun gik bort, fik Mads Damsø lyst til at bearbejde sin sorg ved at skrive om det. Det gik dog hurtigt op for ham, at han ikke kunne skrive historien 1:1, fordi minderne om farmoren uden demens var for langt væk. Og hvad gør man så, når man er en spirende forfatter? Man digter historien om farmoren. Og i den proces kom 'Hvis dette er en lakridspibe' på benene, hvor det autofiktive især blev vendt og drejet.
”Der er en forhandling i 'Hvis dette er en lakridspibe' – hvad er sandhed, og hvad er fakta? Hvad er virkelighed, hvad er illusion? Hvis jeg ville skrive om min farmor, måtte jeg blande fiktion ind i historien, før den fungerede. Og samtidig betyder et godt plot alverden for en god historie – og er det så overhovedet stadig autofiktion? Jeg ville undersøge autofiktionen som begreb og nedbryde den,” fortæller Mads Damsø, der uddyber med, at det jo ikke er svært at skrive 1:1 – det er svært at snyde sin læser til at tro, man skriver 1:1.
Læseren som medforfatter
Et andet problem ved autofiktion, som Mads Damsø har villet undgå, er, at autofiktion ikke kan tolkes. Han nævner bl.a. Karl Ove Knausgårds Min Kamp og Josefine Klougart, der begge har fået enorm meget ros for deres autofiktion. Det er bestemt ikke dårlig litteratur, faktisk noget af det bedste, han har læst, fortæller han og uddyber med, at det lidt ærgerlige ved autofiktionen er, at den jo lukker sig om sig selv og gør det svært at tolke på den.
”Jeg vil ikke fodre min læser med svarene, de skal selv kunne udfylde de tomme huller i teksten og drage deres egne konklusioner. Det er også derfor, jeg har ladet slutningen stå åben. Hvis dette er en lakridspibe skal diskuteres, den skal ikke lukkes som fakta,” fortæller Mads Damsø, der allerede er i gang med sin næste roman.
Undervejs i 'Hvis dette er en lakridspibe' hober spørgsmålene sig op hos læseren, og det er det, Mads Damsø mener med tomme pladser. For hvorfor vil fortælleren og hovedpersonen Mads ikke tale med sin familie? Hvorfor flygter han fra problemerne? Hvorfor gør han, som han gør? De tomme pladser tvinger læseren til at være medforfatter af bogen, og det har hele tiden været Mads Damsøs intention. Litteratur skal kunne diskuteres, fortolkes og analyseres, og man skal kunne danne sine egne teorier om det mærkværdige liv, som hovedpersonen Mads fører sig.
Udover prædikatet autofiktion, som 'Hvis dette er en lakridspibe' har fået på sig, er romanen også så meget andet – både fordi den har en plotstruktur og grundet legen med læseren, den muligvis upålidelige fortæller, og det, at værket i lige så høj grad er metafiktion og Up-lit.
Du kan høre meget mere til Bogforum, hvor Mads Damsø interviewes om bl.a. autofiktion og Up-lit af Nadja Agerbak fra Litteratursiden (fredag kl. 10.30, Litteratursidens scene) og er i samtale med litteraturforsker Jon Helt Haarder om autofiktion og fortælleteknik (lørdag kl. 10.30, Ny Scene).
Interview af Marie Hvidberg, forlægger
Fotograf: Nicki Thorsen
Kommentarer