Interview ved udgivelsen af "En plads i historien"
Katrine Marie Guldager, vil du præsentere romanen for læserne ved i meget korte træk at fortælle hvad "En plads i historien" handler om?
”En Plads i Historien”, er ligesom mine to foregående bøger, ”København” og ”Kilimanjaro”, en kollektivroman. Det handler om, hvordan man gebærder sig i fællesskabet, om fællesskabet så er storbyen (København), den globale verden (Kilimanjaro) eller som i dette tilfælde: Familien.
Hvad er romanens centrale problematikker?
Den centrale problematik er her, som også i de foregående bøger, i hvor høj grad vi har et ansvar for hinanden, i hvor høj grad vi hænger sammen.
Familien er jo det sted, hvor man bliver skabt – men den kan også være det sted, hvor man bliver knust. Familiens orden har næsten altid vindere og tabere.
Og i hvor høj grad kan familien/fællesskabet sørge for dem, der går ned? Det er faktisk det samme spørgsmål, jeg har stillet siden ”København” udkom i 2004.
Der er udgivet en del romaner omkring besættelsestiden indenfor det sidste års-tid - hvorfor ta'r din afsæt heri?
Stikkerbarnebarnet i min historie er jo netop en historie om én af dem, der ikke får en plads i historien/familien/samfundet.
Ingen gider have noget med ham at gøre. Derfor er den historie med.
Og så er det klart, at den familie, jeg beskriver, har en historie. En næsten hvilken som helst dansk familie i dag har jo oplevet Danmarks historie tilbage til krigen i hvert fald. Så det er jo meget naturligt, at man trækker nogle tråde tilbage. Min bog handler jo ikke om besættelsen som sådan. Den handler om en københavnsk familie, der lever omkring årtusindeskiftet.
Romanen har Peter Fischers familie som omdrejningspunkt, hvordan vil du karakterisere denne familie ... og deres indbyrdes relationer?
De er meget forskellige. I det hele taget er personerne i denne familie meget forskellige. Henny er på mange måder en sympatisk mor – men hun er også en elendig mor, ingen tvivl om det. Hendes søster er nok lidt mere stabil. Charlotte har nok været en meget usikker person at have som mor – og Else Kry kører jo helt sit eget løb, hun er i bund og grund ligeglade med dem alle sammen, bare hun får, hvad hun vil have. Nogle relationer er præget af misundelse, af konkurrence. Andre er mere kærlige. I en familie har man jo som regel det hele – med mindre da at man er ligegyldige for hinanden.
"Famlien/slægten" som begreb kæder du sammen med "overspisning", "iltfattig boble" og et "ufremkommeligt filtret krat" - men ligeledes "det ultimative svar på denne verdens kaos? - Hvorfor har vi brug for familien?
Familien er jo svær at slippe helt, fordi det ofte er dér, vores identitet er blevet skabt. Ja, men jeg mener virkelig, at familien er alle de forskellige ting, du nævner i dit spørgsmål.
Familien former sine medlemmer, uddeler roller, bestemmer hvem det er synd for og hvem det bestemt ikke er synd for. Jeg har aldrig set en familie som ikke havde et benhårdt hierarki. Som regel kommer det ikke op til overfladen med mindre der sker et eller andet – for eksempel at nogen dør – men så har mange også oplevet pludselig at se sin familie fra en helt anden side.
I det daglige går det jo som regel meget godt.
Du har valgt at lade én af romanens personer skrive et intermezzo 6 gange i løbet af romanen - hvad bruger du dette til?
Det er for at give den lidt ældre, modne fortællerstemme et lyrisk, ungdommeligt og revolutionært modspil.
Bogen handler jo også om nedarvningen fra generation til generation, ja, selve dét, der er familiens væsentligste formål, at nedarve viden, erfaringer o.s.v, og derfor synes jeg også, at jeg rent sprogligt skulle repræsentere flere forskellige generationer.
Hvordan ser du denne roman i forhold til dit efterhånden meget brede forfatterskab?
Jeg synes, den falder meget godt i tråd med mine foregående værker.
Ja, måske er mit forfatterskab bredt. Det er jo et dilemma nogle gange. Selvfølgelig vil jeg gerne holde fast i grundtemaer som jeg synes er spændende, og det kan jeg faktisk ikke undgå, for det sker helt af sig selv. På den anden side vil jeg jo ikke sidde og skrive den samme bog om og om igen. Så der må være plads til variation.
Mht. mine børnebøger er de blevet en lille bibeskæftigelse, som jeg nyder meget.
Artikel
En plads i familien
Interview ved udgivelsen af "En plads i historien"
Katrine Marie Guldager, vil du præsentere romanen for læserne ved i meget korte træk at fortælle hvad "En plads i historien" handler om?
”En Plads i Historien”, er ligesom mine to foregående bøger, ”København” og ”Kilimanjaro”, en kollektivroman. Det handler om, hvordan man gebærder sig i fællesskabet, om fællesskabet så er storbyen (København), den globale verden (Kilimanjaro) eller som i dette tilfælde: Familien.
Hvad er romanens centrale problematikker?
Den centrale problematik er her, som også i de foregående bøger, i hvor høj grad vi har et ansvar for hinanden, i hvor høj grad vi hænger sammen.
Familien er jo det sted, hvor man bliver skabt – men den kan også være det sted, hvor man bliver knust. Familiens orden har næsten altid vindere og tabere.
Og i hvor høj grad kan familien/fællesskabet sørge for dem, der går ned? Det er faktisk det samme spørgsmål, jeg har stillet siden ”København” udkom i 2004.
Der er udgivet en del romaner omkring besættelsestiden indenfor det sidste års-tid - hvorfor ta'r din afsæt heri?
Stikkerbarnebarnet i min historie er jo netop en historie om én af dem, der ikke får en plads i historien/familien/samfundet.
Ingen gider have noget med ham at gøre. Derfor er den historie med.
Og så er det klart, at den familie, jeg beskriver, har en historie. En næsten hvilken som helst dansk familie i dag har jo oplevet Danmarks historie tilbage til krigen i hvert fald. Så det er jo meget naturligt, at man trækker nogle tråde tilbage. Min bog handler jo ikke om besættelsen som sådan. Den handler om en københavnsk familie, der lever omkring årtusindeskiftet.
Romanen har Peter Fischers familie som omdrejningspunkt, hvordan vil du karakterisere denne familie ... og deres indbyrdes relationer?
De er meget forskellige. I det hele taget er personerne i denne familie meget forskellige. Henny er på mange måder en sympatisk mor – men hun er også en elendig mor, ingen tvivl om det. Hendes søster er nok lidt mere stabil. Charlotte har nok været en meget usikker person at have som mor – og Else Kry kører jo helt sit eget løb, hun er i bund og grund ligeglade med dem alle sammen, bare hun får, hvad hun vil have. Nogle relationer er præget af misundelse, af konkurrence. Andre er mere kærlige. I en familie har man jo som regel det hele – med mindre da at man er ligegyldige for hinanden.
"Famlien/slægten" som begreb kæder du sammen med "overspisning", "iltfattig boble" og et "ufremkommeligt filtret krat" - men ligeledes "det ultimative svar på denne verdens kaos? - Hvorfor har vi brug for familien?
Familien er jo svær at slippe helt, fordi det ofte er dér, vores identitet er blevet skabt. Ja, men jeg mener virkelig, at familien er alle de forskellige ting, du nævner i dit spørgsmål.
Familien former sine medlemmer, uddeler roller, bestemmer hvem det er synd for og hvem det bestemt ikke er synd for. Jeg har aldrig set en familie som ikke havde et benhårdt hierarki. Som regel kommer det ikke op til overfladen med mindre der sker et eller andet – for eksempel at nogen dør – men så har mange også oplevet pludselig at se sin familie fra en helt anden side.
I det daglige går det jo som regel meget godt.
Du har valgt at lade én af romanens personer skrive et intermezzo 6 gange i løbet af romanen - hvad bruger du dette til?
Det er for at give den lidt ældre, modne fortællerstemme et lyrisk, ungdommeligt og revolutionært modspil.
Bogen handler jo også om nedarvningen fra generation til generation, ja, selve dét, der er familiens væsentligste formål, at nedarve viden, erfaringer o.s.v, og derfor synes jeg også, at jeg rent sprogligt skulle repræsentere flere forskellige generationer.
Hvordan ser du denne roman i forhold til dit efterhånden meget brede forfatterskab?
Jeg synes, den falder meget godt i tråd med mine foregående værker.
Ja, måske er mit forfatterskab bredt. Det er jo et dilemma nogle gange. Selvfølgelig vil jeg gerne holde fast i grundtemaer som jeg synes er spændende, og det kan jeg faktisk ikke undgå, for det sker helt af sig selv. På den anden side vil jeg jo ikke sidde og skrive den samme bog om og om igen. Så der må være plads til variation.
Mht. mine børnebøger er de blevet en lille bibeskæftigelse, som jeg nyder meget.
Kommentarer