Chigozie Obioma var kærlighedens forfatter, da han en aften i den danske sensommer gæstede Dokk1.
Reportage af Mathias Bernbom Andersen
Chigozie Obioma er en veloplagt og imødekommende skikkelse på scenen. Han takker os i begyndelsen, under og efter arrangementet. Bagefter modtager han os enkeltvis på en lang linje af vores nyindkøbte og blodrøde bogrykke, og han trykker os i hånden, da han går ud af salen og forlader den bløde atmosfære af mørke øl ved indgangen og vingummifiskene, der ligger rundt omkring på sæderne. Således slutter det, der har været en aften i den gode nye litteraturs tegn. En aften dedikeret til de store fortællinger, som produceres verden over, og som Obioma, på vej ud i blandt de smilende publikummer, kan minde om den snaksaglige og venlige ambassadør for. Han smiler og udtrykker sig klokkeklart, og han er lige så pågående og engageret, som han har været på scenen. Her har han i samspil med den dygtige og personlige interviewer Jannie Kold brugt den sidste halvanden time på at tage os rundt i sin vidt omtalte debuts univers, sit skrivende håndværk og hjemlandet Nigeria med den turmulte fortid og ’paradoksale’ nedture, som han siger. Man sidder tilbage med indtrykket af en forfatter, som dels besidder en meget stærk personlig filosofi, dels et dybt engagement i sit hjemlands udfordringer, og sidstnævnte er lige så meget tilstede under samtalen i aften, som den mærkes i den mørke og blodige periferi af fortællingen i Vi var fiskere.
Obioma viser ellers meget lidt af den rugende eller dystre forfatter-persona, man måske havde tillagt ham efter at have læst hans bog eller en anmeldelse af den. Faktisk er det mest gennemgående, der dukker op under samtalen, en meget dyb sentimentalitet, der måske i virkeligheden aldrig er langt fra overfladen i Vi var fiskeres formfuldendte prosa, men som er gledet i baggrunden af værkets mytiske tyngde, fortællingens mørke og bibelske underlag og resten af de tunge mærkater, som romanen har høstet i verdenspressen. Obioma er kærlighedens forfatter denne aften på Dokk1. I hvert fald er det broderkærligheden i romanen, der gang på gang får ordet, når samtalen handler direkte om Vi var fiskere - for den betingelsesløse kærlighed går forud for angsten for at miste hinanden, forklarer Obioma sig. Den er roden til så mange udvekslinger i værket, og den er om muligt endnu mere central og veludført end fortællingens tragiske slutresultat og den mørke mystik, som de store dele af avisverdenen bed sig fast i, da bogen udkom.
Sådan åbner romanen sig også mere og mere for mig, imens Obioma fortæller om de hjertevarme bevæggrunde, han har haft for at skrive den. Han kommer selv fra en søskendeflok på 11. Hans egen hjemstavn er Akure, hvor romanen udspiller sig, og det er svært ikke at se den levende forfatter i kulissen, når jeg tænker tilbage på det fiktive hjem og landsbykanten, hvor romanens fire brødre fisker efter skole. Det er desuden en følelse, som kun bliver større, når Kold får Obioma til at læse nogle passager fra værket højt. Så rejser han sig på scenen og læser, som man pludselig føler, at det burde lyde, med en dyb og klangfuld stemme og en accent, der bliver gradvis tykkere, jo længere han kommer. Først har han hånden i lommen. I det næste øjeblik hænger den foran hans bryst, og der er tidspunkter, hvor oplæsningen minder mere om en klassisk teatermonolog.
Det er alt i alt en fryd at overvære. Obioma er en forfatter, der kan vise sig i direkte forlængelse af sin roman og tale længe og dybdegående om sine teknikker, uden at værket formindskes eller affortrylles på nogen måde. Jeg synes tværtimod, at det bliver rigere ved siden af den karismatiske og utroligt veltalende skikkelse, som tripper på kanten af scenen, og til sidst lader det også til at forfatteren har værget en del nye læsere – at dømme efter mængden, der stimler sammen om bogstanden bag os.
Jeg begyndte også selv at få lyst til at genlæse Vi var fiskere, og jeg venter i hvert fald spændt på Obiomas næste værk – en roman, der ifølge forfatteren allerede er i færd med at skærpes til udgivelse, og han kan dertil afsløre så meget, at den handler om kærlighed. En vanskelig og dødsensfarlig kærlighed, kan man godt forvente – men kærlighed ikke desto mindre.
Kommentarer