Anna Grue har altid haft en drøm om at skrive en krimiserie, nu er hun i gang med at opfylde denne drøm. Det var ikke helt lige til for først måtte hun efter lange overvejelser forlade sin gode stilling med fast løn og udsigt til pension. Det er nemlig noget af en mundfuld at skabe et helt nyt krimiunivers, og arbejdet med serien lod sig ikke passe ind i tilværelsen med fuldtidsjob og chefansvar. Her besvarer hun spørgsmål om serien.
Hvor vigtigt er det for dig, at din krimi har et politisk budskab?
Kernen i en god historie er jo altid er noget, der på en eller anden måde har grebet fortælleren og har lagret sig i vedkommendes hjerne. Kerneplottet i ’Dybt at falde’ er således udsprunget af virkelighedens avisartikler om et offer for menneskehandel, den nigerianske prostituerede Rose, der med sit vidneudsagn hjalp det danske politi til at få optrevlet en større traffickingsag – men som alligevel skulle smides ud af landet efter endt brug; hjem til de mennesker, der oprindelig havde solgt hende. Så kunne hendes bagmænd få lov at sige pænt tak for hjælpen på den danske stats vegne. Jeg blev så edderspændt rasende og var klar til at indrette en lejlighed til Rose i min kælder, indtil jeg kom til at tænke på, hvordan det ville blive for hende at leve illegalt resten af sit liv. Uden lægehjælp, uden rettigheder, uden værdighed. Heldigvis fik hun permanent opholdstilladelse i allersidste øjeblik, så jeg fik aldrig brug for kælderlejligheden. Budskabet i denne bog viste sig altså at være politisk, men det kunne lige så godt have været etisk (som i min første bog) eller psykologisk (som i min anden).
Trafficking er hovedkernen i dit krimiplot, hvorfor har du valgt denne ramme?
Der findes ikke en værre forbrydelse end at tage andre mennesker til fange og misbruge deres krop og deres arbejdskraft til at tjene penge. Det er en forbrydelse, der aldrig vil kunne undskyldes med dumhed, afsporet seksualitet, hidsighed, svær barndom, jalousi eller noget som helst andet af alle de elementer, en forsvarsadvokat kan gøre brug af. Forbryderen kan aldrig være i tvivl om, hvor forkert hans handling er. Det er ikke ligesom narko, hvor en gangster med tilpas lav IQ kan påstå, at han troede, det var kaffe og flormelis, de handlede med. Menneskehandel og slaveri er bunden af bunden; SÅ kynisk, SÅ foragteligt.
For mænd er det et tabu at få en depression, hvorimod det for kvinder er lavstatus at være overvægtige! Sådan siger opdageren Dan til sin kone. Hvor meget sandhed er der i det udsagn?
Det er selvfølgelig meget groft skåret ud og dybt uvidenskabeligt, men er ifølge mine egne erfaringer ikke skudt helt ved siden af. Som repræsentant for både de overvægtige og de deprimerede har jeg efterhånden fået grundigt indblik i netop denne problematik, både fra mine egne oplevelser og ved at lytte til andre. Der er ingen tvivl om, at forståelsen for depressioner er stigende generelt. I takt med, at de nye, effektive præparater vinder indpas, er der flere og flere, der tør sige det højt, når de har fået en depression. Tendensen er, at det er kvinderne, der er mest åbne om det – og med god grund. Jeg HAR siddet i ledelsesmøder og hørt, hvordan deprimerede medarbejdere af begge køn kommenteres. Og tro mig: En mand gør klogt i at opfinde en anden sygdom, hvis hans ambitioner går i retning af direktionsgangen! Men det skal nok blive bedre. Forståelsen for depressioner går den rigtige vej, er jeg sikker på. Til gengæld bliver det mere og mere problematisk at være fed. Svær overvægt er et klart signal om, at man mangler enhver form for kontrol. Det er dybt stigmatiserende – og af en eller anden grund især for kvinder. Det er, som om mænd skal have tjek på alt det indeni, og kvinder skal have kontrol over alt det udenpå.
Din opdager er en mand, og ganske usædvanlig for en opdager har han orden i sit ægteskab. Han er desuden en både rar og blød mand. Hvor bevidst har du været om kønsrolleproblematikker i din krimi?
Er han så blød? Jeg synes da, han kan være både arrogant, selvoptaget og lidt af en utro skiderik, når det stikker ham. Men okay; i store træk er Dan Sommerdahl ret skøn, det indrømmer jeg. Da jeg opfandt ham, gjorde jeg som Dorothy L. Sayers, da hun første gang skrev om Lord Peter Wimsey: Jeg beskrev en mand, jeg selv ville forelske mig i. Og jeg ville aldrig falde for en fordrukken, midaldrende ungkarl, som privatdetektiverne i de amerikanske krimier – eller som kriminalkommissærerne i de engelske. Jeg savnede en mandlig helt, der IKKE var politimand – og så er jobudvalget altså begrænset, hvis det skal være nogenlunde logisk, at han i tidens løb bliver viklet ind i den ene forbrydelse efter den anden. Journalist? Nej tak – der er alt for mange på scenen i forvejen. Jurist? Gab. Retsmediciner? Så er vi lidt for meget inde i det etablerede opdagersystem igen … Jeg valgte at lade ham være reklamemand – en branche, der er væksthus for de særeste talenter; så hvorfor ikke en detektivspire? En dygtig reklametekstforfatter ved uhyggeligt meget om andre mennesker – HVAD vi gør, HVORDAN vi gør det, og HVOR MEGET vi er villige til at betale. Det er en viden, der er uvurderlig i en mordefterforskning – og det er selvfølgelig derfor, Dan er meget klogere end politiet!
Din opdager har fine opdageregenskaber; han er kreativ og nysgerrig. Denne kombination gør sammen med en god portion held, at han tit er foran politiet med opklaringen. Men for at skabe en person som Dan skal man da som forfatter selv være draget af andre folks hemmeligheder?
Hvis folk ikke havde hemmeligheder, ville der ikke blive skrevet ret mange bøger. De fleste gode historier handler om løgne og fortielser og om alt det, mennesker villige til at gøre for at bevare deres hemmeligheder. Selvfølgelig er der forskel: Nogle hemmeligheder er helt uskyldige, andre er dødsensfarlige. På samme måde kan man sige, at interessen for andre menneskers hemmeligheder er stærkt varierende. På en skala fra ét til ti vil de fleste forfattere nok befinde sig oppe omkring de otte: Vildt nysgerrige, men uden den store interesse i at videreformidle de enkelte, konkrete hemmeligheder, vi støder på. Vi vil hellere digte videre på dem, kombinere dem, bearbejde dem – og præsentere dem som en helt anden historie. Jeg må tilstå, at jeg selv er mest draget mod de hemmeligheder, jeg selv graver frem eller fantaserer mig til. Hvis folk først begynder frivilligt at lufte ægtefællens impotens og deres egen neglesvamp, så ryger magien altså lidt!
Har du et krimiforfatterideal?
Hvis man overhovedet kan bruge det rædselsfulde krimidronning-begreb, så må det være britiske Ruth Rendell, der løber med titlen. Under sit eget navn skriver hun i to spor: 21 af hendes bøger er traditionelle detektivhistorier med kriminalkommissær Wexford i hovedrollen, mens 23 andre er psykologiske spændingsromaner med en mere utraditionel opbrygning. Hertil kommer 13 tykke og mere dybdeborende krimier under pseudonymet Barbara Vine. Alle 57 bøger (samt alle novellerne, fagbøgerne og artiklerne) er blændende godt konstrueret, har superindviklede plots og originale personbeskrivelser. Ruth Rendell er mesteren!
Artikel
Dybt at falde
Anna Grue har altid haft en drøm om at skrive en krimiserie, nu er hun i gang med at opfylde denne drøm. Det var ikke helt lige til for først måtte hun efter lange overvejelser forlade sin gode stilling med fast løn og udsigt til pension. Det er nemlig noget af en mundfuld at skabe et helt nyt krimiunivers, og arbejdet med serien lod sig ikke passe ind i tilværelsen med fuldtidsjob og chefansvar. Her besvarer hun spørgsmål om serien.
Hvor vigtigt er det for dig, at din krimi har et politisk budskab?
Kernen i en god historie er jo altid er noget, der på en eller anden måde har grebet fortælleren og har lagret sig i vedkommendes hjerne. Kerneplottet i ’Dybt at falde’ er således udsprunget af virkelighedens avisartikler om et offer for menneskehandel, den nigerianske prostituerede Rose, der med sit vidneudsagn hjalp det danske politi til at få optrevlet en større traffickingsag – men som alligevel skulle smides ud af landet efter endt brug; hjem til de mennesker, der oprindelig havde solgt hende. Så kunne hendes bagmænd få lov at sige pænt tak for hjælpen på den danske stats vegne. Jeg blev så edderspændt rasende og var klar til at indrette en lejlighed til Rose i min kælder, indtil jeg kom til at tænke på, hvordan det ville blive for hende at leve illegalt resten af sit liv. Uden lægehjælp, uden rettigheder, uden værdighed. Heldigvis fik hun permanent opholdstilladelse i allersidste øjeblik, så jeg fik aldrig brug for kælderlejligheden. Budskabet i denne bog viste sig altså at være politisk, men det kunne lige så godt have været etisk (som i min første bog) eller psykologisk (som i min anden).
Trafficking er hovedkernen i dit krimiplot, hvorfor har du valgt denne ramme?
Der findes ikke en værre forbrydelse end at tage andre mennesker til fange og misbruge deres krop og deres arbejdskraft til at tjene penge. Det er en forbrydelse, der aldrig vil kunne undskyldes med dumhed, afsporet seksualitet, hidsighed, svær barndom, jalousi eller noget som helst andet af alle de elementer, en forsvarsadvokat kan gøre brug af. Forbryderen kan aldrig være i tvivl om, hvor forkert hans handling er. Det er ikke ligesom narko, hvor en gangster med tilpas lav IQ kan påstå, at han troede, det var kaffe og flormelis, de handlede med. Menneskehandel og slaveri er bunden af bunden; SÅ kynisk, SÅ foragteligt.
For mænd er det et tabu at få en depression, hvorimod det for kvinder er lavstatus at være overvægtige! Sådan siger opdageren Dan til sin kone. Hvor meget sandhed er der i det udsagn?
Det er selvfølgelig meget groft skåret ud og dybt uvidenskabeligt, men er ifølge mine egne erfaringer ikke skudt helt ved siden af. Som repræsentant for både de overvægtige og de deprimerede har jeg efterhånden fået grundigt indblik i netop denne problematik, både fra mine egne oplevelser og ved at lytte til andre. Der er ingen tvivl om, at forståelsen for depressioner er stigende generelt. I takt med, at de nye, effektive præparater vinder indpas, er der flere og flere, der tør sige det højt, når de har fået en depression. Tendensen er, at det er kvinderne, der er mest åbne om det – og med god grund. Jeg HAR siddet i ledelsesmøder og hørt, hvordan deprimerede medarbejdere af begge køn kommenteres. Og tro mig: En mand gør klogt i at opfinde en anden sygdom, hvis hans ambitioner går i retning af direktionsgangen! Men det skal nok blive bedre. Forståelsen for depressioner går den rigtige vej, er jeg sikker på. Til gengæld bliver det mere og mere problematisk at være fed. Svær overvægt er et klart signal om, at man mangler enhver form for kontrol. Det er dybt stigmatiserende – og af en eller anden grund især for kvinder. Det er, som om mænd skal have tjek på alt det indeni, og kvinder skal have kontrol over alt det udenpå.
Din opdager er en mand, og ganske usædvanlig for en opdager har han orden i sit ægteskab. Han er desuden en både rar og blød mand. Hvor bevidst har du været om kønsrolleproblematikker i din krimi?
Er han så blød? Jeg synes da, han kan være både arrogant, selvoptaget og lidt af en utro skiderik, når det stikker ham. Men okay; i store træk er Dan Sommerdahl ret skøn, det indrømmer jeg. Da jeg opfandt ham, gjorde jeg som Dorothy L. Sayers, da hun første gang skrev om Lord Peter Wimsey: Jeg beskrev en mand, jeg selv ville forelske mig i. Og jeg ville aldrig falde for en fordrukken, midaldrende ungkarl, som privatdetektiverne i de amerikanske krimier – eller som kriminalkommissærerne i de engelske. Jeg savnede en mandlig helt, der IKKE var politimand – og så er jobudvalget altså begrænset, hvis det skal være nogenlunde logisk, at han i tidens løb bliver viklet ind i den ene forbrydelse efter den anden. Journalist? Nej tak – der er alt for mange på scenen i forvejen. Jurist? Gab. Retsmediciner? Så er vi lidt for meget inde i det etablerede opdagersystem igen … Jeg valgte at lade ham være reklamemand – en branche, der er væksthus for de særeste talenter; så hvorfor ikke en detektivspire? En dygtig reklametekstforfatter ved uhyggeligt meget om andre mennesker – HVAD vi gør, HVORDAN vi gør det, og HVOR MEGET vi er villige til at betale. Det er en viden, der er uvurderlig i en mordefterforskning – og det er selvfølgelig derfor, Dan er meget klogere end politiet!
Din opdager har fine opdageregenskaber; han er kreativ og nysgerrig. Denne kombination gør sammen med en god portion held, at han tit er foran politiet med opklaringen. Men for at skabe en person som Dan skal man da som forfatter selv være draget af andre folks hemmeligheder?
Hvis folk ikke havde hemmeligheder, ville der ikke blive skrevet ret mange bøger. De fleste gode historier handler om løgne og fortielser og om alt det, mennesker villige til at gøre for at bevare deres hemmeligheder. Selvfølgelig er der forskel: Nogle hemmeligheder er helt uskyldige, andre er dødsensfarlige. På samme måde kan man sige, at interessen for andre menneskers hemmeligheder er stærkt varierende. På en skala fra ét til ti vil de fleste forfattere nok befinde sig oppe omkring de otte: Vildt nysgerrige, men uden den store interesse i at videreformidle de enkelte, konkrete hemmeligheder, vi støder på. Vi vil hellere digte videre på dem, kombinere dem, bearbejde dem – og præsentere dem som en helt anden historie. Jeg må tilstå, at jeg selv er mest draget mod de hemmeligheder, jeg selv graver frem eller fantaserer mig til. Hvis folk først begynder frivilligt at lufte ægtefællens impotens og deres egen neglesvamp, så ryger magien altså lidt!
Har du et krimiforfatterideal?
Hvis man overhovedet kan bruge det rædselsfulde krimidronning-begreb, så må det være britiske Ruth Rendell, der løber med titlen. Under sit eget navn skriver hun i to spor: 21 af hendes bøger er traditionelle detektivhistorier med kriminalkommissær Wexford i hovedrollen, mens 23 andre er psykologiske spændingsromaner med en mere utraditionel opbrygning. Hertil kommer 13 tykke og mere dybdeborende krimier under pseudonymet Barbara Vine. Alle 57 bøger (samt alle novellerne, fagbøgerne og artiklerne) er blændende godt konstrueret, har superindviklede plots og originale personbeskrivelser. Ruth Rendell er mesteren!
Kommentarer